Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
|
|
Johannes Jørgensen
Balladen om symbolismen
Biografier og litteraturhistorier til eftersyn, 3
(Focus på litteraturhistorier 3)
|
Af IBEN HOLK |
Århundredskiftet 1896-1918
er titlen på et tekstudvalg i Periodeserien redigeret af Mette Winge og Uffe Andreasen (1975). Udvalget er foretaget af Bo Hakon Jørgensen . Indledningen på 22 sider består af tre hoveddele: Periodeskel, Samfundet og Litteraturen. Udgivelsen er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke vil se skoven for bare træer.
Perioden - Indledningen lægger med sit kunstige periodeskel - 1896 - op til udelukkende at ville beskæftige sig med Det folkelige gennembruds forfattere: Johan Skjoldborg, Knud Hjortø, Jakob Knudsen, Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær m.fl., da disse forfattere har udgangspunkt i 90erne.
1896 er valgt som skel, da det er året, hvor Johannes V. Jensen debuterer med romanen Danskere, Johan Skjoldborg med En Stridsmand og Ernesto Dalgas med Krøniker og Eventyr. Argumentet virker fortænkt og lidt tyndt - og bliver da heller ikke brugt til noget.
Problemet med dette periodeskel er, at det udelukker de to forfattere, der tegner perioden og giver den vægt, nemlig Sophus Claussen og Johannes V. Jensen, fra en meningsfuld litterær sammenhæng, fordi de ikke tilhører Det folkelige gennembruds socialrealisme med deres centrale indsats.
Sophus Claussen og Johannes V. Jensen er med deres originale og nyfortolkende stil på hver sin måde eksponenter for ekspressionisme - og dermed modernisme. Claussen som symbolist. Jensen som mytist.
Selv bemærker litteraten problemet (s.13), idet periodeskellets usikkerhed i den ene ende antydes, nemlig 1896, og påpeger at året kunne have været sat til 1888, hvor tidsskiftet Ny Jord dukker op med Vald. Vedels netop skelsættende essay "Moderne Digtning".
Formatet - Århundredeskiftet 1888-1918 havde rigtignok været en mere holdbar markering, fordi man herved ville have kunnet vise, hvorledes bruddet med naturalismen organisk bryder ud - via Ny Jord - og finder ny næring i Taarnet, der bliver organ for den symbolistiske bevægelse.
Når der i indledningen ikke foretages en sådan struktureret beskrivelse, synes forklaringen ganske enkelt at være, at forfatteren ikke ønsker at profilere Johannes Jørgensen og desuden ser skævt til symbolismen, der bliver omtalt som "såkaldt"!
Opgøret med naturalismens naturvidenskabeligt baserede litteratur tones ned, eftersom hånden holdes over Georg Brandes, der da også går ud af indledningen som sejrherre arm i arm med den Holger Drachmann, der satte sit liv ind på at vride sig løs af naturalismens omklamring.
Århundredeskiftet er for Drachmanns vedkommende dramaet om, hvorledes han kæmper imod den ideologisk intellektuelle radikalisme for nyromantisk og artistisk at overgive sig til folket, som det da også lykkes ham at blive optaget iblandt som nationalt klenodie i den store tradition. Lad så klicheerne og de kulørte lamper hvile et øjeblik.
Den demokratisering af kunsten som Det folkelige gennembrud står for, var ikke hvad Brandes havde håbet på som frugten af sine agitatoriske anstrengelser. Hvorfor skulle husmændenes ve og vel også være hans sag? Hvor demokratisk var den ideologiske kerne i hans program "Aristokratisk Radikalisme"?
Ikke desto mindre kan Det folkelige gennembrud litterært siges at udgøre en form for 'nynaturalisme' ved sin socialrealisme og samfundskritiske karakter. - For en ordens skyld må det lige præciseres, at begrebet 'nynaturalisme' ikke bliver introduceret i antologiens indledning, men i Sven Møller Kristensens indholdsrige bog om samme emne: Den store generation (1974).
Hvad Brandes med god grund savner i nynaturalismens folkelige gennembrud er format. Formatet beherskes imidlertid af en forfatter, der i stor stil vender ryggen til kritikerkongen Georg Brandes, nemlig Johannes V. Jensen.
Jensen mente, at digteren var mere betydningsfuld end kritikeren, som han opfattede som en slags åndelig parasit eller digtervampyr, der ikke selv orkede eller havde organ til at skabe. Af samme grund frabad han sig kritikerord på sine bøger. Så faldt der jo brænde ned fra pressens kritikere, der, hvis de kunne komme af sted med det, undlod at anmelde hans bøger - hvilket iøvrigt også lyder ret kriminelt! - At blive anmeldt!
I klemme - Bo Hakon Jørgensens store problem er, at han kommer i en selvskabt klemme mellem Det folkelige gennembrud, som han lancerer, men som ikke har hans store interesse, og de symbolistiske digtere, der har hans interesse, men som han ser sig nødsaget til at amputere.
Antologien udkommer på et tidspunkt - 1975 - hvor 68-marxismen er på sit højeste med samfundsbevidste kassationer af stort set hele den danske litteratur, der ikke forholder sig bevidst til merværdi og produktionsmidler. På markedet dominerer kønskasserollernes knækprosa med bekendelseslitteratur sideløbende med den højt besungne triviallitteratur. Sikke tider!
Bo Hakon Jørgensen har ikke forklædt sig som marxist, men ligger tydeligvis under for tidsåndens programmer, idet han ligefrem undskylder at antologien ikke optager triviallitteratur. Desuden er orienteringen om samfundsforholdene det mest solide i indledningen. Men litteratur er mere end sociologi. I litteraturhistorien udgør det sociologiske et vigtigt aspekt - og netop kun et aspekt.
Klemmen synliggøres i den heroiske bestræbelse på at se bort fra symbolismen (og Johannes Jørgensen), hvorved skabes et vakuum, der opsuger periodens nyskabende digtere, Sophus Claussen og Johannes V. Jensen, således at de ikke fremtræder i fuld størrelse, da dette format har rod i symbolismen.
Claussen lanceres som samfundsengageret skribent og Jensen fremstår lige så reduceret som naturvidenskabelig gal naturalist.
Det er jo den omvendte verden! Hvis det ikke er det muntre køkken?
Skurken - Johannes V. Jensen får nu det glatte lag. Litterært er der ellers tilløb til en gyldig belysning af digteriske mekanismer som 'interferens', der rigtigt set modsvares af "mytiske" øjeblikke i prosaen (s.25); læg mærke til, at "mytiske" her i 1975 sættes i mystifistiske gåseøjne.
Fortolkningen af denne kobling samt af inteferensfænomenets "transcendentale Smærtevibrationer" kunne have været den linse, perioden i et samlende greb blev opfattet og beskrevet igennem. Nu står de fortræffelige iagttagelser og spræller adresseløse i luften.
Manglen profileres ydermere af, at forfatteren oprigtigt vedkender sig, at det ikke vil lykkes ham at få samling på perioden.
Når det ikke lykkes ham, er det netop på grund af hans idiosynkrasier - over for to så forskellige forfattere som Johannes Jørgensen og Johannes V. Jensen.
I forbindelse med artiklen "Den jyske Bevægelse" får sidstnævnte prædikatet "halvskør" - hvilket er et usædvanligt skældsord i en litteraturhistorie af denne art. - Nu bringer antologien fint nok pågældende artikel, så læseren ved selvsyn kan konstatere, hvori det 'halvskøre' består. - Men det forekommer desværre svært for læseren - for hvori består det?
Indledningen nævner ikke, at Den jyske bevægelse som etikette ikke var Johannes V. Jensens opfindelse, men et øgenavn fra hovedstadspressen, som Jensen overtog, da det nu var for hånden. Indledningen sætter heller ikke lighedstegn imellem Det folkelige gennembrud og Den jyske bevægelse, skønt de jo er et og det samme.
Men ikke nok med at Johannes V. Jensen er halvskør. Han er også "stemplet", som det ildevarslende lyder i skolebogen (s.31). Det er han, fordi han i en kronik bemærkede om Herman Bang - da denne pludselig gik ind for forsvarssagen - at han nok var blevet forelsket i en løjtnant.
Hvordan har Klaus Rifbjerg egentlig båret sig ad med at overleve i et land med så noble og fintfølende litterater? Han må da være ikke mindre end knust af stempler! - i betragtning af al den nedrige perfidi han over for kolleger har ladet udslippe.
Vil man endelig sagsøge Jensen i denne størrelsesorden for omtalte bagatel, så hører det med til historien, at Herman Bang forinden i en af sine bøger havde givet en ondsindet karikatur af Jensen. Men det ligger tilsyneladende udenfor interessefeltet at inddrage dette. Her gælder tydeligvis en anden værdiskala!
Tomrummet - Bo Hakon Jørgensens splittelse i denne indledning er til at få øje på. Han skifter ustandselig position i forhold til begreber som 'subjektivitet', 'fantasi', 'materiel', 'realitet'. Fremstillingen er udelukkende holdt sammen af, hvad der forties og udelades. I dette tomrum bliver fjendebilledet centrum.
Et eksempel: Herman Bang bliver - efter indledningens meddelelse om Johannes V. Jensens makabre overfald på ham - floromvundet beskrevet. Han er med sin trætte aristokratiske stil og de eksklusive vaner et typisk billede på 90erne - "han var alt andet end den moderne verdens anonymitet" (s.30).
Sympatien med dekadence og fordærv kan være sympatisk nok, hvis den ikke med den anden hånd har brug for at fortegne. For i ovenstående citat sidestilles Johannes V. Jensen indirekte med denne moderne anonymitet. Og det er ikke venligt ment.
Rigtignok elskede Johannes V. Jensen, ligesom H.C. Andersen, lokomotiver, fordi de var æventyrlige, som maskiner i det hele taget. Men han dyrkede ikke den grå anonymitet. Det gjorde den samtidige Vilhelm Hammershøi i sit maleri, hvor den grå anonymitet med stor artistisk fascinationskraft blev sublimeret. Johannes V. Jensen flygtede fra den. I flugten antog han anonymiteten på sig - som forklædning.
Det skrev han om i de farverige stykker "Dolores" og "Louison" i Intermezzo (1899) og i Skovene (1905), der omhandler en sindsoprivende kulørt og burlesk rejse til troperne. - Hvor er vi egentlig henne?
Bo Hakon Jørgensen har tydeligvis en forskrevet opfattelse af 90erlivet, hvorfor han undlader at beskæftige sig med dets afgørende understrømme. Men det mærkelig er, at han samtidig skælder Jensen ud for at have "forvrængede billeder af 90erlivet" (s.30) - uden dog at nævne, hvori denne forvrængning består.
Den grå verdens anonymitet og sjælløse udsigtsløshed var den, symbolisterne fik nok af hos naturalismen, hvorfor de lyttede til Vald. Vedel i Ny Jord, som opfordrede de unge digtere til at bruge deres egen følelser og fantasi, istedetfor at ligge under for et videnskabeligt begrundet ideal om objektivitet, der i det lange løb forekom kunstnerisk dræbende.
Herom skrev Johannes Jørgensen i sit essay "Symbolismen" i Taarnet, der sluttede med de berømte fyndord: "Verden er dyb. Kun de flade Aander fatter det ikke."
Dér begynder århundredeskiftet. Men den version får læseren ikke i Århundredskiftet 1896-1918.
Aage Henriksen ytrer et sted, at der omkring århundredeskiftet i dansk litteratur herskede et virvar, der endnu ikke har fået navn. Det har det stadig ikke. Navnløsheden er et problem. Af samme grund forsøger vi her på websiden Epoke – danske romaner før 1900 med lanceringen af en ny periodicering 1900-1920, nemlig Mytisme.
Århundredeskiftet er jo ikke i sig selv en isme.
Plus - Med til historien hører, at Bo Hakon Jørgensen i mellemtiden er kommet på andre tanker. For ind mellem er romantikken i 1980erne kommet på dagsordenen. Først hos digterne. Herefter hos de nye årgange på universiteterne. Og lærerne følger trop. I 1990erne bliver det symbolismens tur. En proces der måske netop nu er ved at kulminere.
I 1994 udsender Bo Hakon Jørgensen da også en studiebog med titlen: Symbolismen eller jegets orfiske forklaring.
1890'erne. Ubehaget i kulturen
er titlen på en undervisningsantologi i p.t. serien redigeret af Flemming Conrad og Poul Paludan (Gjellerup, 1975). Udvalget af tekster er foretaget af Anders Bollerup og forsynet med opgaver og noter.
Emnet - Undertitlen, der slår antologiens tema an, lyder: Ubehaget i kulturen. Temaet behøver ikke at være nogen dårlig indfaldsvinkel i al almindelighed. Temaet kunne med udbytte og tværgående pointer dække et hvilket somhelst årti i både det 19. og i det 20. århundrede.
Nu drejer det sig om 90erne, der med symbolismens oprør mod Georg Brandes og naturalismen er en oplagt mulighed. En ny generation finder nemlig naturalismens og radikalismens kunst- og kultursyn direkte ubehageligt, hvorfor de i protest på romantisk vis kaster sig over naturen og det indre liv.
Antologiens idé tabes imidlertid på gulvet og går i stykker. Eller rettere: Idéen opstår slet ikke. I en antologi om symbolismens årti nævnes symbolismen – slet ikke.
Synsvinklen - Hvad er det så for en antologi?
Spørgsmålet er svært at besvare, eftersom udvalget af tekster knap nok kan siges at dække perioden, idet kun halvdelen af de 18 tekster er fra det pågældende årti(!)
Går vi til redaktørens Introduktion, tegner der sig en tydeligere kontur. Det pludselige ubehag i kulturen skyldes, at 90'erne ikke har udviklet sig i den rette naturalistiske og radikalistiske retning.
Indkaldt bliver udelukkende Georg Brandes til at gøre status ved århundrededeskiftet. Og ikke andre. Ikke Vald. Vedel. Ikke Harald Høffding. Ikke Ikke Henrik Pontoppidan. Ikke Johannes Jørgensen. Ikke Sophus Claussen. Ikke Johannes V. Jensen.
Johannes V., der netop er hjemvendt fra Europarejse og Verdensudstillingen i Paris, skulle ellers formodes at være godt ubehagelig tilmode ved nye kulturstrømninger. Men se om han er det. Han var kun ved at brække sig over den morbide tyrefægtning i Madrid.
I en hvilken som helst gade i alverdens byer er der lys og skygge. Denne antologi vælger udelukkende skyggesiden, hvilket i det mindste kan siges at være konsekvent. Hvis ikke ensidigheden skyldtes en beregnende synsvinkel, der mest af alt ligner et symbolistisk berufsverbot.
Måske er Anders Bollerup undskyldt med ikke at vide så forfærdeligt meget om periodens litterære landvindinger, men så burde seriens redaktører, Flemming Conrad og Poul Paludan, havde taget deres ansvar alvorligt og været trådt hjælpende til.
Digtertyper - I et lyst øjeblik kan Bollerup dog ikke helt skjule, hvor spændende tiden er, idet han refererer til tre forskellige digtertyper, der alle kan ses som "resultat af kunstnernes outsiderposition", som det søndagsskoleartigt hedder.
Typerne er bohêmen, tårnsjælen og flanøren. Flanøren er en mellemting mellem bohême og tårnsjæl. Det er korrekt, at der fandtes outrerede kunstnermiljøer i Kristiania (Oslo) og Berlin, der dyrkede rituel diabolsk erotik og alkohol. Hvilket i vor tid svarer til 68ernes gruppesex og pacificerende hashtåger.
Naturligvis var seksualitetens anarkister og fulderikker et skræmmebillede i datiden, fordi de som kunstnere havde en vis indflydelse og påvirkningskraft. Flere af dens medlemmer af begge køn blev da også ædt op af deres forvildede drifter.
Alene af den grund kunne en focusering på femme fatale-fænomenet intensivere det anlagte tema omkring 'ubehaget', da disse kvinders livspraksis og selvopfattelse profilerer
behagelige og ubehagelige sider af kulturlivet. (Jfr. de selvmorderiske forfatterinder i afsnittet "Nora" samt Mary Kay Norsengs Dagny. Kvinden og myten Dagny Juel (1993) , en biografi om
Dagny Juel Przybyszewski, der levede sammen med og inspirerede både Edvard Munch og August Strindberg).
Dette poetiske og brutalt dekadente miljø hører blot ikke eksklusivt 90erne til. J.P. Jacobsen kendte det også. Og han døde som bekendt i 1885.
Anarkistisk dekadence - Hans Jægers skandaleombruste roman om et hjørne af dette miljø Fra Kristiania Bohemen udkom bemærkelsesværdigt nok samme år - 1885. Romanen udløste den berømte sædelighedsfejde i Norden.
Som Edvard Brandes ved den lejlighed konstaterede, var den endelige løsning på problemet i hans øjne - at parre sig i flæng. Vi bør for en ordens skyld minde om, at 90erne ligger i forlængelse af de frigørelses-frustrerede 70ere og de frustreret-frivole 80ere.
Alene af den grund ville en sekvens fra Henrik Pontoppidans roman Mimoser (1885) trække konturen op, perspektiveret med et solidt klip fra 90ernes største romanprojekt Det forjættede Land (1891-1895) samt den originalt tidstolkende Det ideale Hjem (1900).
Spirituel vitalisme -
Sådanne tekster ville udgøre det dybere midtpunkt, som antologien savner til den tematisk anlagte side - ubehaget - balanceret til den anden side med en sekvens af Johannes V. Jensens hyldest til teknikken i "Maskinerne" (1900) suppleret med en myte om den smertefulde livslykke i "Pindsvinet" (1898).
Det er eksempler på dette lyssyn og denne spirituelle vitalisme, der med et underfundigt savoir vivre vikler sig ud af 90ernes depressive fin de siècle, man savner i denne antologi.
I øvrigt kan hverken Johannes V. Jensen eller Henrik Pontoppidan rubriceres under antologiens opstillede forfattertyper. Periodens mest betydningsfulde forfattere tilfredsstiller ikke i rollen som hverken boheme, tårnsjæl eller flanør. Jeg beklager.
Det er kliché og for bekvemt at gøre 90erne synonym med forloren storby og livsfjendsk tristesse. Periodens mest betydelige digtsamling leveres af symbolisten Sophus Claussen med titlen Pilefløjter (1899). Jeg ved ikke, om det er en ubehagelig eller behagelig titel.
Det er svært at afgøre med en periodebog i hånden, der handler om symbolismens årti - uden at nævne symbolismen overhovedet.
Hvis ikke dét er en lille smule - ubehageligt.
En kunstnerisk skildring af perioden finder du i:
|
Ketil Bjørnstad: Oda!. Forlaget Cicero (1983).
– En moderne kunstnerroman om 1880'ernes og 1890'ernes Oslo om Kristiania-bohemernes kvindelige lederskikkelse Oda Krohg og kredsen omkring hende, bl.a.: Edvard Munch, Hans Jæger, P.S. Krøyer og hendes mand og malerkollega Christian Krohg.
|
I Guds navn
I 1941 udsender Johannes Jørgensen sin store biografi Den hellige Birgitta af Vadstena efter et årelangt forskningsophold i Vadstena sammen med sin nye hustru Helena Klein.
Johannes Jørgensens biografier, der ud over den ovenfor nævnte omfatter Den hellige Frans af Assisi (1907) og Den hellige Katerina af Siena (1915), har aldrig været genstand for litteraturhistorisk interesse i Danmark. Men i løbet af 1980erne og tiltagende i 1990erne er interessen blandt intellektuelle og litterater, især blandt kvinderne, for åndelig og religiøs litteratur markeret af en række inspirerende bøger.
Det drejer sig om personlige investeringer af Toni Liversage: Den store gudinde (1990), Kirsten Kjærulff: Den ildfyldte kraft. Middelalderens mystik hos Hildegard af Bingen (1994), Susan Roed: Visdommen Sophia (1996) - for nu at fremhæve nogle markante og læseværdige eksempler.
I samme tidsrum udsendes gigant- og vølveværket Nordisk kvindelitteraturhistorie 1-5 (1993-1998). Værket er storartet redigeret af Elisabeth Møller Jensen, Eva Hættner Aurelius og Anne-Marie Mai.
De enkelte 5-600 siders bind har følgende titler: I Guds navn. 1000-1800 (1993), Faderhuset. 1800-tallet (1993), Vide verden. 1900-1960 (1996), På jorden. 1960-1990 (1997) samt Liv og værk (1998).
Et i alle henseender et formidabelt værk.
Sort hul
Værkets første bind rummer et fortræffeligt kapitel om Birgitta af Vadstena (s.120-135) af Kjerstin Norén: "Sjælen er af langt bedre natur end kroppen".
Denne titel er som taget ud af Johannes Jørgensen. Af samme grund virker det derfor som intet mindre end et sort hul, at Johannes Jørgensens banebrydende biografi slet ikke nævnes i denne sammenhæng og derfor heller ikke optræder i registeret.
Med sit originale arbejde afslører Johannes Jørgensen, - mærkeligt nok - at han med sine sakrale antenner skulle vise sig at være forløber for kvindebevægelsens og rødstrømpernes nye åndelige linje. Hvem skulle for bare 10 år siden have troet det?
I 1990erne til forskel fra 1890erne bliver en intellektuel beskæftigelse med kristelig mystik, katolicisme, Maria-viser og hellige kvinder ikke betragtet som reaktionær.
Sådan arbejder tidsånden. Om dén så inderst inde er - god eller dårlig.
Giovanni +
Af ovenstående analyse og kommentar til nutidige litteraturhistorier får man naturligvis det indtryk, at der er dødstille omkring Johannes Jørgensen. Det er dog ikke tilfældet. Og det kan måske være på sin plads her at tilføje, at man ikke behøver at være katolik for at læse ham. Man behøver end ikke at være protestant - skulle jeg hilse og sige!
Johannes Jørgensen bør læses for sine kulturgeografiske og ontologiske - dvs. almentmenneskelige kvaliteters skyld.
Omkring Siena - I 1989 udkommer portrætbogen Johannes Jørgensens veje omkring Siena
. Det er en læseværdig og personlig bog skrevet af Inge Lise Rasmussen Pin, der selv i en årrække har haft bopæl i Siena.
Her har hun gjort den opdagelse, at Johannes Jørgensen er på alles læber, når det kommer frem, at hun er fra Danmark. Forfatteren vækker hendes interesse. Og her i særlig grad misforholdet imellem ukendtheden i hjemlandet versus berømtheden i det italienske.
Bag alle de blå bjerge - er titlen på en videofilm fra 1999 , der giver et biografisk portræt af Johannes Jørgensen og er instrueret af Ebbe Kyrø, der også står for manuskriptet.
Filmen, der er bygget op omkring interviews, fotos, italienske lokaliteter og visualiserede citater, er en storartet introduktion til forfatteren, som digter og menneske. På interviewsiden medvirker Erik Skyum-Nielsen og Inge Lise Rasmussen Pin samt Flemming Jerk, der er barnebarn af forfatteren.
Rejsebøgerne - Er man ikke til helgenbiografier og 90er-romaner, litterære og livsfilosofiske essays, må man som passioneret læser ikke snyde sig selv for læsefrugter af en af det danske sprogs betydelige stilister og store fortællere.
Man skal opsøge Johannes Jørgensen, hvor han er bedst, nemlig i rejseskildringen. I denne genre forenes hans mangfoldige kulturhistoriske viden med øjeblikkets underfundige opdagelser og sprogsansende registreringer. Omverdenen tager imod ham og han møder mange mennesker og miljøer. Ikke udelukkende klostre - skønt disse er spændende at lære at kende indefra.
Lad mig derfor til slut anbefale en håndfuld af de vigtigste, der stadig findes rundt omkring i antikvariaternes og bibliotekernes dybe grotter:
Rejsebogen (1895)
Romersk Mosaik (1901)
Pilgrimsbogen (1903)
Rejsebilleder fra Nord og Syd (1905)
Klokke Roland (1915)
Flanderens Løve (1919)
Alvernerbjærget (1920)
Danimarca (1921)
Breve fra Assisi (1924)
Af Oliventræets Frugt (1925)
Fra det ukendte Frankrig (1930)
Italiensk (1932)
Omkring Aksen Assisi-Salzburg (1938)
Orion over Assisi (1959)
Det blev stort set dem alle! Skal jeg anbefale en enkelt, må det blive Pilgrimsbogen eller Alvernerbjærget.
Orion over Assisi består af et fint afstemt udvalg af rejsebreve og essays, redigeret af Carl Bergstrøm Nielsen.
Livslegenden - Endvidere bør man læse eller genlæse Mit Livs Legende , der både i historisk og eksistentiel forstand er en af århundredets vægtigste selvbiografier. Og bemærkelsesværdigt nok, hvad angår komposition og livstolkning, har væsentlige lighedspunkter med Suzanne Brøggers selvbiografi Ja (1984).
Livslegenden rummer flere iagttagelser om opfattelsen af spejlingsforholdet imellem 'identitet' og 'sted'. Således skriver Johannes Jørgensen om Svendborg og Siena (I, 1946, s.16):
Og jeg staar paa Siena Vold og ser den hvide Vej forsvinde - saa længselsfuldt som jeg hjemme i Svendborg fra Galvkamret i Fruestræde 15 saae den hvide Nyborg Landevej forsvinde ud over Landet, ud mod det ensomme Træ paa Højden mellem Troldeskoven og Forridderbakkerne...
Den hvide Vej er den samme - det solklare blæstkolde, støvende Foraar om mig er det samme - jeg er den samme. Alt er sket, og det er, som intet er sket. Ahasverus blev Pilgrim, men ophørte aldrig at være en Fremmed. Det dragende Fjærne er der nu som den Gang - det længselsfulde Foraar er der nu som den Gang... og jeg selv er der endnu som den gang..."
Til toppen
Tilbage til Johannes Jørgensens hovedside
Til Focus på litteraturhistorier
Denne side er publiceret på internettet 5. august 1999. Opdateret 28. september 2015.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
|