Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Sandhedsidé. Epoke

Sandhedsidé
Det begyndte med en idé, der endte med et 'spring'. Imellem disse to punkter udfolder et af de største danske og internationale forfatterskaber sig. Som eksistentialismens grundlægger indtager Søren Kierkegaard i dag en fremstående plads i filosofiens historie. Men det kunne han ikke vide den dag i Gilleleje, hvor den 22-årige under et rekreationsophold efter længere tids bohemeliv med soldeture i lange baner i sin journal nedfælder de nu berømte ord om

at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve
og døe (...) at finde en Sandhed, som er en
Sandhed for mig...

Det er i 1835. Han finder den. Og han behøver ikke at lede længe, for han har den lige ved hånden: Idéen er Søren Kierkegaard. Den enkelte. Den subjektive. Den personlige sandhed. Det første skridt er taget på den personlighedsfilosofiske vej, der 15 år senere skulle føre sin forfatter til helvedes forgård.
I biografien skal vi følge ham på hans Via Dolorosa. Her skal vi indledningsvis forsøge at danne os et overblik over arten af det mangesidede, komplekse og drilske forfatterskab. For det hører til dets kendetegn, at intet andet dansk forfatterskab er så vittigt og så gravalvorligt på samme tid. Ikke alene eksistentialismen udspringer af det, det gør ligeledes absurdismen. Man kan knap bebrejde samtiden, at den ikke kunne tage Kierkegaard alvorligt. Han optrådte i tidens øjne og til dels også i sine egne som gækkende spøgefugl.
Søren Kierkegaard er som forfatter både digter, teolog, filosof, antropolog og psykolog. Forfatterskabet udgør et samhørende hele af utallige tråde flettet ind i hinanden. Alligevel kan flere genrer skilles ud. Tre af hans værker har skønlitterær karakter med fiktive personer og handlingsgang: "Enten – eller" (1843), "Gjentagelsen" (1843) og "Stadier paa Livets Vej" (1845), der tilsammen danner en tematisk romantrilogi.
"Begrebet Angest" (1844) er en psykologisk studie. De religionsfilosofiske værker "Frygt og Bæven" (1843), "Philosofiske Smuler" (1844) og "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" (1845) behandler kristendom versus filosofi, hvor Kierkegaard som idealismens filosof forsvarer troen overfor periodens magtfulde mestertænker, den tyske filosof Hegels spekulative systemfilosofi, der er uden subjektivitet. Her optræder Kierkegaard som elev af personlighedsfilosofiens hjemlige antihegelianere, hans faglærere ved universitetet F.C. Sibbern og Poul Møller.
Det stilistisk originale ved Søren Kierkegaard som filosof er, at han ikke docerer, idet han ikke ønsker at gøre sine bøger til lærestof. Hans metode er dialektisk, hvilket vil sige, at han dialogisk og eksperimentelt opstiller modsætninger, der gensidigt belyser hinanden i den givne problemstilling, hvorved opnås en indirekte meddelelse, som det er op til læseren selv at finde sin forståelse af. Af samme grund er hans forbillede Sokrates.
Ingen andre forfattere formår som Kierkegaard at bevæge sig i tårnhøje abstraktioner i samfund med småsnakkende mundtlighed - uden at gå i stykker. Det er på dette niveau, at tænkemesteren bliver til dansemesteren, hvilket netop er titlen på en antologi af Kierkegaard-tekster sammenklippet af Henrik Stangerup i samarbejde med Kierkegaard-specialisten Roger Pool, udarbejdet i Orwell-året 1984 (udgivet året efter), og som er en fortrinlig indgang for nye læsere til digterfilosoffens univers.

Til 2. Værkets maskepi
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside