Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Værkets maskepi. Epoke

Værkets maskepi
Victor Eremita, Constantin Constantinus, Johannes di silentio, Vigilius Haufniensis, Johannes Climacus, Frater Taciturnus for ikke at tale om Anti-Climacus, Hilarius Bogbinder, Nicolaus Notabene og A.B.C.D.E.F. Godthåb. Bag dette musikalske galleri af besynderlige navne, der er ligeså uundværlige klenodier for dansk litteratur som Rundetårn for København, skjuler Søren Kierkegaard sig - eller rettere: de er hans masker.
Med pseudonymet, der var almindeligt i den pågældende epoke, opnår Kierkegaard at give sit værk en fortolkende drejning. Det er ej heller usandsynligt, at han ved at identificere sig med dette maskepi [! Betyder strengt taget sammenrotning] har kunnet udfolde sig friere og frodigere, end hvis han havde brugt sit eget borgerlige navn. Senere kommer den selvudslettende dog i klemme, da han forståeligt nok ved værkernes reception i tidsskrifter og presse, savner sit eget gode navn, som vartegn for både person og forfatter.
Kigger vi nærmere på pseudonymerne til de enkelte værker, opdager vi, at der er idé i forklædningen. "Enten – eller" (1843) er således skrevet af den Sejrende Eneboer (Victor Eremita) og Kierkegaard bor faktisk isoleret hele sit korte liv kun omgivet af tjenestefolk.
"Gjentagelsen" (1843) er forfattet af Constantin Constantinus, hvor gentagelsen på konkretistisk vis afsætter sig i navnet. Samme år udkommer "Frygt og Bæven" af Johannes af stilheden (Johannes di silentio), der markerer værkets personlige gennemsigtighed. "Begrebet Angest" (1844) skrevet af den københavnske vægter (Vigilius Haufniensis), der fra sit tårn følger livet i kvarteret, i byen og i hele verden.
"Philosofiske Smuler" (1844) har den opstigende (Johannes Climacus) som forfatter med Søren Kierkegaard som udgiver. Navnet er taget fra en munk, der engang i middelalderen skrev et værk med titlen Himmelstigen, og genopstår her som pseudonym på Kierkegaards bog om kristendommen.
Den forholdsvis smalle bog efterfølges ironisk beregnet af en kolos, nemlig dens 'efterskrift' med den kringlede titel "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de Philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg, af Johannes Climaticus" (1845). Dette pseudonym som forfatter til det højst personlige skrift vidner om, at det har stået Kierkegaards private jeg særdeles nært.
Samme år kommer "Stadier paa Livets Vej" (1845) af den tavse broder (Frater Taciturnus), der er det sidste fiktionsværk i forfatterskabet. Iagttager vi tidsforløbet fra gigantværket "Enten – eller" på over 800 sider til "Stadier på Livets Vej", fremgår det ufatteligt nok, at dette omfangsrige og dybe forfatterskabs litterære hovedværker er undfanget indenfor 3-4 år. En mirakuløs præstation og endnu et vidne om romantismens enorme kraftfelt, der udløste tilsvarende præstationer af N.F.S. Grundtvig og H.C. Andersen.
Med "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" (1845) mente Kierkegaard, at produktionen var afsluttet, hvorfor han besluttede sig til et liv som præst, men sådan kom det ikke til at gå. I eget navn udsender han sin kristelige etik "Kjerlighedens Gjerninger" (1847) efterfulgt af "Sygdommen til Døden (1849), der skildrer fortvivlelsen som synd under pseudonymet Anti-Climacus. Samme pseudonym benyttes i det efterfølgende frontalangreb på den danske kirke med "Indøvelse i Christendom" (1850). Kirkekampen fører til direkte kirkestorm med skriftrækken "Øieblikket 1-9" (1854) som platform.
Efter hans død udkommer "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed" (1859), der imidlertid er skrevet allerede i 1848. Sideløbende med sit pseudonyme forfatterskab udsender han en række "Opbyggelige Taler" fra 1843 til 1844, udgivet samlet i "Atten Opbyggelige Taler (1845). Der er egentlig tale om prædikener, hvor tonen er lidenskabeligt pietistisk og helt uden den ironi og virtuositet, der kendetegner de pseudonyme værker. Her møder læseren den blide, indtrængende og alvorlige Kierkegaard og sikkert også hans 'sande ansigt'.

Til 3. Livets rente
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside