Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Livets rente. Epoke

Livets rente
Søren Kierkegaards liv består af pen, blæk og papir, og eftertiden har derfor ikke beskæftiget sig ret meget med hans biografi, fordi formodningen har været, at der ingen var. Bortset fra forlovelsen, hvis ophævelse satte hele produktionslavinen i gang. Drift blev til skrift. Og tak for det!
Billedet af digterfilosoffen har gennemgående været, at denne pedantisk asketisk har levet tilbagetrukket, optaget af læsning og skriverier i vekselvirkning med sine berømte spadsereture rundt i byens gader småsnakkende med folk og fæ og ofte med en god ven under armen. Stokken under den anden.
Myten fortæller endvidere, at han dør fattig, eftersom han ikke vil modtage honorar for sine bøger, da han efterlever det kristne bud om ikke at skrabe til sig. Det ville have været i modstrid med hans værkers kristelige etik. Derimod har han altruistisk været rundhåndet med bidrag til godgørende formål og økonomisk støttet individuelt. Hans eget liv har formet sig under spartanske forhold med slægtens tradition for puritansk sparsommelighed. Mådehold vejen rundt.
Og så er den grusomme sandhed stik modsat: Kierkegaard har eksisteret på en astronomisk høj levefod. Da faderen dør i 1838, bliver den 25-årige flanør millionær, idet han arver 3 millioner (i nutidig værdi). Salget af ejendommen på Nytorv indbringer ham yderligere 1 million. Desuden er der pæne renteindtægter af obligationer og aktier, i alt ca. ½ million. I løbet af de følgende 17 år lykkes det ham at ødsle hele formuen bort. Da den slipper op, falder digteren om og dør. Det kan man kalde komposition.
Den filosofiske rentier har levet ekstremt luksuriøst, kun det bedste af det bedste er godt nok, i viktualiernes og gastronomiens, vinenes og cigarernes paradis. Han lejer sig ind i fornemme lejligheder i kvarteret omkring Frue Kirke, hvor han installerer sig med 3-4 tjenestefolk. Han foretager ofte med ledsager dyre udflugter i lejet karet med kusk til sine yndlingssteder i Nordsjælland. Ligesom han bekoster delikate særudgaver af sine bøger på udsøgt papir, indbundet i ligeså udsøgt skind - velin - med guldsnit.
Regnskaberne for hans forlægger viser, at han modtager udmærkede honorarer - og hvorfor ikke? Godgørenhed, bortset fra almisser ved køkkentrappen, er der ikke vidnesbyrd om. Undersøgelsen af Kierkegaards økonomiske forhold er seriøst dokumenteret i bogen "Søren Kierkegaard og pengene" (1935) af Frithiof Brandt og Else Thorkelin. Genudgivet på Spektrum i 1993.
Fremstår Søren Kierkegaard på denne baggrund som en anden? Ja, det gør han unægtelig. Forandrer det synet på hans forfatterskab og dets værdi? Det gør det næppe, da privatliv, herunder penge, tilhører biografien, og biografien vil i åndslivets verden altid være underordnet værket og kan derfor betragtes som blot kuriøs. Men liv og værk hører immervæk sammen som et ontologisk udsagn.
Kierkegaard kunne sagtens være fræk og spille uafhængig med henvisning til hin enkelte og den individuelle frihed og springe, fordi han havde råd til det. Ville hans forfatterskab være blevet et andet, hvis han ikke havde været økonomisk uafhængig? Det er spørgsmålet. Grotesk bliver det under alle omstændigheder, at han under kirkestormen i vilden sky bebrejder præsterne, at de lever af deres arbejde.
Adskillige steder i litteraturhistorien medvirker det pekuniære forhold til at fortegne visse konklusioner. Fx modstiller Peter P. Rohde i Dansk Litteratur Historie, Bind 2 (1965) kritikeren P.L. Møller, som det gik ilde, med Søren Kierkegaard i deres indbyrdes kontrovers. Han skriver: "Når det gik ham (SK) anderledes, end det gik P.L. Møller, ligger forklaringen nok i den pietistiske opdragelse og i en sjældent stærk personlighed, der forstod at vælge." (S.618).
Jotak, vælge? - imellem obligationer!

Til Biografi 1: Drillepinden
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside