Henrik Pontoppidan: Det ideale Hjem, 4. Epoke

Det dobbelt jeg
Holder den? - Altså handlingen?
Ikke hvis Pontoppidan selv får det sidste ord. For da bogen udkommer i tysk oversættelse tolv år senere, har han fjernet de to sidste kapitler, således at romanen slutter åbent med Adams besøg på præstegården. Ikke noget med impulsivt ægteskab og graviditet. Desuden er Margrete i denne version allerede forlovet, da Adam møder op anden gang. Med andre ord: Man har en handling, indtil man laver en ny!
Den tyske version bibeholdes i andenudgaven på dansk i 1930. Der er altså tale om to forskellige bøger med den samme titel. På trods af disse omkalfatringer er romanens intention og essens intakte. Hvilket viser, at 'handling' ikke er det væsentligste element i en Pontoppidan-roman. Det sker der ikke noget ved, for en roman er mere end sin handling.

Tankebygningen er dette 'mere'. Den bæres af refleksioner over natur og civilisation, der fremkommer i personernes levevis, tankegange og samtaler. Handlingen fremstår som en illustrerende konsekvens heraf. I "Det ideale Hjem" er den overordnede idé således det filosofisk-sociale forhold mellem 'natur-jeget' og 'samfunds-jeget', hvis indhold er uberørt af de to forskellige 'handlinger'.
Adam Malling, der er videnskabsmand, har den sengeliggende vane før lyset slukkes at nedskrive sine tanker i en notitsbog. Efter at have iagttaget en gruppe berusede drikkebrødre på kroen reflekterer han over bedøvelsens væsen. Spiritus, skriver han, spalter sjælen i dens to hovedbestanddele, natur-jeget og samfunds-jeget. Det er ikke natur-jeget, det oprindelige jeg, der beruses, men samfunds-jeget, samvittigheden. (s.17).
Hermed knytter Pontoppidan an til datidens nye psykologiske teorier fremsat af Sigmund Freud, der opererer med en model af personligheden som et samspil - eller bekrigende modspil - mellem tre jeger: Overjeg (samvittighed), jeg (vilje) og underjeg (drift). Sygdomme, kriser og forfald opstår, når jeget overtages af enten overjeget eller underjeget. Sættes jeget ud af kraft, bukker mennesket under. Hos det sunde menneske er jeget styrende ved ikke at undertrykke hverken underjeg eller overjeg. Psykologisk ABC.

Det er imidlertid ikke helt dette skema, Adam Malling følger, idet han nøjes med to jeger, som desuden benævnes 'naturånden' og 'samfundsånden'. I Adams øjne bekriger de hinanden. Sejrer naturånden, fremkalder det lykkefølelse. Lider den nederlag føles det alt efter graden som bedrøvelse, tungsind og fortvivlelse. Han konkluderer derfor typisk pontoppidansk, at de af samfundslivet mest uberørte individer overalt er de gladeste og som fritlevende dyr ikke kender til sorg - "uden ved pludselig Hæmning af Instinktudfoldelsen" (s.18).
Bortset fra at mennesket ikke er et dyr, fyres der hermed godt op til et antropologisk perspektiv, og læseren venter spændt på fortsættelsen, men den afbrydes af 'romanen', idet der bankes på Adams dør. Virkeligheden bryder ind. Livet overtager de teoretiske ideers domæne, der imidlertid ved deres formulering præger handlingsforløbet, hvor de fungerer som den usynlige understrøm.

Konflikten mellem de to jeg-sider udnytter Pontoppidan på flere måder og i flere situationer, der konstituerer hans menneskesyn. Når han kalder samfundsjeget, samvittigheden, for 'spøgelset', er det den anarkistiske Pontoppidan, outsideren, vandringsmanden, der forsvarer, at han alene i naturen finder de rigeste oplevelser, der ikke kan deles med nogen.
Det er her, kunsten kommer ind i billedet. For i ordenes verden kan alt det uudsigelige og hemmelighedsfulde komme til udtryk. Sproget bliver, som en form for det levende, fødende.

Til 5. Matriarkatet

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside