Henrik Pontoppidan: Den samtidige. Epoke - danske romaner før 1900

Den nutidige
Henrik Pontoppidan er romanforfatteren. Danmarks betydeligste. Læst og beundret, frygtet og debatteret i sin samtid, men aktuel også i dag. Hans værker genudgives igen og igen, således at deres forfatter indgår i vor tid som 'samtidig', hvis det ikke lyder som et eventyr. Vi skal derfor forsøge at besvare spørgsmålene: Hvad er det epokegørende ved forfatterskabet? Hvilke særlige kvaliteter bærer og kendetegner det?
Forinden kan man undre sig over, at de sidste årtiers biografibølge ikke har kastet en Henrik Pontoppidan-biografi på land i lighed med de store biografier om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. En attraktiv opgave og en ikke mindre attraktiv gave til læseverdenen, da der hviler et skær af mystik over Henrik Pontoppidans liv. Han levede tilbagetrukket, deltog ikke i offentlige anliggender eller sammenkomster, ytrede sig udelukkende bortset fra lidt journalistik gennem sine bøger.

Originaliteten skriver sig fra på forfatterpersonlighedens karakter. Henrik Pontoppidan behersker evnen til at 'skjule' sig i sin fremstilling, således at læseren i tilsvarende grad lukkes ind i værket. Denne skjulthed medfører, at forfatteren udtrykker sig igennem hele sit omfattende persongalleri og i relationer og replikker er ekstremt nærværende uden at gøre udvalgte til talerør for sig selv. Over for et synspunkt sættes et modsat, der har samme gyldighed i helheden, hvis fortolkning overlades til læseren. Denne dobbelthed eller 'vippe' er et kendetegn.
Der er ikke her tale om et dialektisk spil, da syntesen mangler. Pontoppidan giver sig ikke af med løsninger eller budskaber. Han er moralist uden at moralisere. Hvad der har hans interesse er at udforske romanen som kunstform: hvad kan romanen, som andre kunstformer ikke kan? Af samme grund udvikler han sin roman til en forståelsesform, der sammenfatter sociale, økonomiske, politiske, religiøse, erotiske og eksistentielle temaer. Den tematiske sammensathed og kompleksitet er et kendetegn.
Kunststykket er nu at give skildringen af det sammensatte og komplekse enkelhed. Dertil arbejder Pontoppidan omhyggeligt med sine realistiske virkemidler. Efter udgivelsen af en bog omarbejder han den gerne helt ned i de bittesmå detaljer og altid med fornyet enkelhed til følge. Undertiden medfører bearbejdelsen, at der kommer et helt andet værk ud af det. Derfor er det vigtigt ved læsning af forfatterskabet at vide, hvilken udgave man sidder med. Stilens enkelhed er et kendetegn.

Dertil kommer forfatterens engagement. I sit udgangspunkt er Pontoppidan en stridsmand, en oprører og en frihedskæmper. Kampen gælder de undertryktes og forfulgtes vilkår i et uretfærdigt samfund. Det er dog alene proletariatet hos landalmuen, der i forfatterskabets første fase har hans opmærksomhed. Industrialismens nye proletariat, arbejderen, beskæftiger han sig ikke med i det forfatterskab, hvor stort set ellers alle miljøer bliver behandlet. Ægtheden i forfatterskabets miljøstudier beror på, at forfatteren kun beskriver, hvad han kender til ved selvsyn. Der er næppe tvivl om, at samtlige forfatterskabets episoder og personer er taget fra virkeligheden. Selvoplevelsen, den indre dæknings integritet, som kendetegn.
Til sidst i denne optakt vil vi bemærke forfatterskabets særlige tone. Grundstemningen er ofte melankolsk og vemodigt fjern som et dansk landskab med skovbryn, bakkedrag, åløb, marker og kær, gårde og kirker omgivet af fjorde, bælter, sunde, søer og øer. Dansk natur. Dansk idyl. Så kommer vi indenfor i husene, hvor grundstemningen tilsættes pontoppidansk vid, satire, harme og ironi, der blot ikke udsletter grundstemningens alvor, ømhed og poesi. Det er det greb, Pontoppidan mestrer med det danske sprog, at få det til at blomstre i al sin enkle, graciøse og ukunstlede skønhed: den danske tone.

Til 2. Hovedlinier og faser
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.