Henrik Pontoppidan: Den fremmede. Epoke - danske romaner før 1900

Den fremmede
I sine erindringers første bind, "Drengeaar" (1933) omtaler Henrik Pontoppidan en episode fra Randers, hvor han voksede op. En stor, mørk og ukendt fugl tog dagligt plads på kirkespiret og skabte skræk og uhygge. Det viser sig at være en skarv, som har forvildet sig ned fra de norske kyster. "Min Broder" tænker drengen hemmeligt. Når tildragelsen trækkes frem i de stramt komponerede erindringer, er det, fordi den betyder noget vigtigt og personligt. Følte folkekarakterens og danskhedens fortolker sig som en fremmed fugl? Det kan både biografien og forfatterskabet godt tyde på.
Det utilpassede følger den frihedselskende igennem hele livet, hvilket ikke bør opfattes negativt, da harmonisering af tilværelsen, ifølge Pontoppidan, lukker mennesket ude fra virkeligheden. Sikkerhed og tryghed korrumperer. Paradoksalt nok er han samtidig familiemenneske om en hals. Også privat er 'vippen' intakt. Den borgerlige boheme skiftede bopæl hvert andet år livet ud. Pontoppidan er vandringsmanden, der af et instinkt drives på opdagelse og undervejs gør iagttagelser og erfaringer, der siden omsættes i hans episke kunst.

At følge sin natur. Det er forfatterskabets understrømmende tema. Hovedpersonerne i "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" bryder op, slipper taget i den sociale verden, hvor de føler sig ufri, for at søge den personlige frigørelse og få fat på sig selv. Men at følge sin natur forudsætter at man kender den. Og så er spillet kørende. Den utilpassede har i sine opbrud og på sine vandringer naturligvis også dulmet følelsen af en indre hjemløshed.
Det kan være et arveligt anlæg, der gør sig gældende, idet der på mødrene side er jødisk blod i slægten. At Pontoppidan har en dosis af de hellige dråber cirkulerende vidner både hans gyldne lød og forfatterskabets glød om.
Iagttager vi fotografiet fra 1906 her på siden, møder vi et usædvanlig smukt, markant og årvågent åsyn, hvor mild imødekommenhed brydes med myndig afstand, der også rummer en skyhed og noget sorgfuldt. En menneskelig ørn. Prøvede (lysblå) øjne, der er blevet klare igennem bearbejdet smerte og lidelse, men som også ildevarslende forudser en kommende katastrofe. Det er fra dette tidspunkt, at undergangens angst ikke uden grund bemægtiger sig hans bevidsthed.

Er det en stækket eller fri ørn, vi ser? Begge dele. Eventyret "Ørneflugt" er undfanget midt i forfatterskabet som en signatur eller et bomærke til markering af forfatterskabets grundmotiv, skrevet i Rom 1893 og trykt i Juleroser 1897. Ørneungen Klavs vokser op i en gammel præstegård blandt høns og ænder med stækkede vinger, jævnfør titlen på forfatterens debut i 1881. En forårsdag med frisk blæst vækker dens instinkt, den basker gumpetungt med vingerne og lander på tagryggen. Herfra tøvende videre op i det dragende himmelblå med et frydeskrig. Den følte svimmelt, at den var en ørn.
På en fjeldkant hviler den ud, indtil en hunørn suser over den mod aftenrøden. I et nu er Klavs oppe ved hendes side. Stadig højere op i frostluften stiger de indtil udsynet af den evige sne. Rystende af kulde og skræk for dødningelandet daler Klavs ned på et klippestykke. Mens hunørnen endnu kalder under en truende himmel, tænker han tilbage på den forladte andegårds varme. Stille folder han vingerne ud og adlyder sin søde længsel - hjem!
Avlskarlen, der ikke ved om Klavs' forsvinden, forveksler ham med en hønserøver, skyder ham ned og kaster ham på møddingen. Således endte ørnens flugt. Og ikke et ord om H.C. Andersen. Motivet er romantisk, det faldne menneske med den guddommelige sjæl, der søger sit udspring, og som sådan en naturalistisk variation over Johannes Ewalds digt "Ode til Sielen" fra 1780, der netop fremstiller sjælen som en nedstyrtet ørneunge, der forsøger at frigøre sig - 'som en Hvals Spring imod Solen'. Ikke ved egen hjælp lykkes det, men ved Guds nåde.

Til Biografi, 1: Drengen i Randers
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.