Henrik Pontoppidan: Hovedlinier og faser. Epoke

Hovedlinier og faser
Der er skrevet flere gedigne værker om Henrik Pontoppidans digtning. Tidligt udkom Vilhelm Andersens Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab (1917) i forbindelse med Nobelprisen og digterens 60-års fødselsdag. Herefter følger:

Ejnar Thomsen: Henrik Pontoppidan (1944; Uglebog 1965).
Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinier i författerskapet (1956; 1972).
Karl V. Thomsen: Hold galden flydende (1957).
Bent Haugaard Jeppesen: Henrik Pontoppidans samfundskritik. Studier over den sociale debat i forfatterskabet (1962; 1977).
Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk undersøgelse. Bind 1-2 (1964).
Thorkild Skjerbæk: Kunst og budskab. Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab (1970).
Klaus P. Mortensen: Ironi og utopi. En bog om Henrik Pontoppidan (1982).
Niels Kofoed: Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie (1986).
Elsebeth Diderichsen: Den umulige kærligheds nødvendighed - hos Henrik Pontoppidan (2002).

Find i øvrigt litteraturen via Epokes links til Bibliotek.dk.

Det spændende ved disse væsentlige værker er, at de fremstiller hver deres Henrik Pontoppidan, der ikke ligner de andres, for så sammensat og labyrintisk forekommer dette forfatterskab. Beskæftiger man sig udelukkende med én af de fem hovedlinier, som forskningen stort set er enige om, får man en forfatter, der er helt forskellig fra forfatteren til de øvrige. Ifølge de fem hovedlinier kan forfatterskabet læses religiøst, biografisk-eksistentielt, samfundskritisk-politisk, civilisatorisk (natur vs. socialitet) og erotisk - om kærlighedens vilkår mellem ægteskab og lidenskab.
Dertil kommer kontinuiteten og udviklingen i forfatterskabet. Ejnar Thomsen har i sin litteraturhistorie fra 1935 inddelt det i tre faser eller perioder, der hver afsluttes med et af forfatterskabets tre hovedværker: "Det forjættede Land" (1891-1895), "Lykke-Per" (1898-1904) og "De dødes Rige" (1912-1916). Således kommer de mindre værker, fortællinger, noveller, små romaner, til at fungere som forarbejder til hovedværkerne, der motivisk og tematisk opsamler og bearbejder disse forstudier:

1881-1890 er den socialkritiske periode med objektive kollektivistiske folkelivsskildringer fra landet.
1891-1904 en individuel-psykologisk periode med tyngdepunkt i familieliv og intimsfære.
1905-1916 er en national kulturkritisk periode med skæbnemotivet og undergangsangst i forgrunden.

Grundholdningen skifter ligeledes karakter sideløbende med de litterære perioder. Fra socialrevolutionær anarkisme (80erne) over kulturradikalisme (90erne) til konservatisme - uden at slippe den anarkistiske orientering. Imidlertid er Pontoppidan ikke for fastholdere, idet han afskyr enhver omklamring og aldrig optræder som partisoldat. Han har ikke noget program og agiterer ikke. Politik er et emne, ikke et mål.
Værkerne er resultater af et erkendelsesarbejde, hvor undersøgeren sætter problemer under debat. Som forfatter er den konservative anarkist mere kritiker end digter. Det er kulturens og nationens skæbne, der er hans anliggende. Konstituerende igennem perioderne er interessen for de folkelige og nationale værdier. Til diskussion står til gengæld kristendom, familie, ægteskab, opdragelse, politik. Hvor Grundtvig var folkets profet, optræder Pontoppidan som dets fortolker.

Til 3. Den fremmede
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. oktober 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.