Herman Bang. Stilens mester - en kritik af bogen Herman Bang - prosaens mester. Epoke

Der er gang i Bang. Hans værker står i nye udgaver hos boghandlerne landet rundt til glæde for det læsende publikum. Men også i undervisningsøjemed er forfatterskabet på tapetet. En nyudkommen pædagogisk tilrettelagt bog med gymnasiet som målgruppe er Herman Bang - prosaens mester (Gyldendal Undervisning, 1998) ved Steen Fiil og Kirsten Skov

.
Bogen er forbilledligt tilrettelagt med velformulerede og relevante opgaver og spørgsmål. Forfatterskabet opdeles i sine mange facetter, og til hver del bringes velvalgte tekster. Vi præsenteres således for Herman Bang som skuespiller, teater- og filminstruktør (Danmarks første!), som journalist, som teoretiker, romanforfatter og novellist, og endelig som homoseksuel, rejsende og brevskriver.
Den eneste Bang, man savner, er den oversete - men absolut vigtige - i rollen som national- og storpolitisk kommentator. Om den side af hans diplomatiske væsen og prosa kan man læse i hans Udenrigpolitisk journalistik

, et udvalg udgivet 1990 af Vivian Greene-Gantzberg. Et fortrinligt udvalg af det store materiale på omkring 150 artikler, hvoraf det genoptrykker en trediedel grupperet efter tematiske sammenhænge. For Bang selv havde hans udenrigspolitiske journalistik lige så stor betydning som hans digtning. Og det forstår man.
Problemet Prosaens mester er alene de litteraturteoretiske introduktioner, der indleder de enkelte afsnit. Her er misforståelserne til gengæld så store, at der nødvendigvis må gøres opmærksom på dem.

Titlen og fejlen
Allerede titlen er problematisk. For selv om Herman Bang skrev og skrev, så er der ikke meget prosa i hans værk. Hovedværkerne består mestendels af replikker og regi-beskrivelser, hvilket netop udgør det nyskabende i hans produktion. Herman Bang opruller ikke store tekstruder i sproget, hvorigennem historien får krop, som hos hans 'læremester' J.P. Jacobsen. Og han er ude af stand til som den Johannes V. Jensen, han i beundring iagttog som sin arvtager, at sanse med sproget.
Bang er replikkens mester, situationens mester, iscenesættelsens mester eller fortællingens mester - mht. til det litterære formsprog. Men netop ikke prosaens mester. Mesterskabet ligger i en anden dimension, nemlig i kombinationen af form og indhold, hvor sproget bliver det emotionelle redskab - eller kapsel - for følelsens mester, passionens mester, vemodets eller nervøsitetens mester. Finn Abrahamowitz valgte titel med en heldig og åndfuld hånd, da han døbte sin ypperlige roman om Herman Bangs teaterår i 90ernes Paris - Smertens Mester (1985)

.
Værre er det, at man på side 11 bliver opmærksom på en fejl af en art, man ikke havde ventet at finde i en undervisningsbog fra landets førende forlag. Her anføres der fejlagtigt, at efter Stuk "fulgte en ny orientering bort fra storbyen, hvilket kom til udtryk i romanen Ved Vejen".
Rækkefølgen, som ikke er helt ligegyldig, er omvendt: Ved Vejen kommer før københavnerromanen, hvori der allerede sker en orientering væk fra storbyen, hvilket sådan set er romanens handlingsgang. Fejlen kaster en lang skygge ind i bogen og gør brugeren usikker - på en forkert måde.

I rollen som naturalist
I afsnittet "Naturalisme" går det helt galt. Her placeres Bang som talerør for en naturalisme, som han i virkeligheden, dvs. i sin bog Realisme og Realister (1879) tager afstand fra, idet han nuanceret skelner imellem naturalisme og realisme. Naturalismens naturvidenskabelige og psykologiske menneskebillede er ham fremmed. Det er alene realismens æstetik som en metode til at nå virkelighedens bagsider, der tiltrækker ham.
Sammenstødet i 1884 mellem Brandes og Bang, der ikke omtales i bogen, skønt det ville tjene til profilering af bogens genstand, drejer sig i kernen om overstående sondring. Bang stiller sig her i opposition til naturalismens fortaler i Danmark, hvilket vist ikke kan siges at være en bagatel i sammenhængen.
Naturalismens objektivitetsideal passer desuden kun delvis på Bang, idet hans objektive interesse tjener formålet at vise det indre liv, hvilket er den kunstneriske mobilisering i den impressionisme, han siden udvikler af sin realisme, der i eftertiden placerer ham som periodens mest originale og nyskabende forfatter. Den impressionistiske kunst er uhyre subjektiv i sin objektivitet. Således tilsvarende i billedkunsten.
"Vil man forstå eksistensen, må man måle og veje verden", skriver forfatterne og hører tilsyneladende ikke, hvor komisk det lyder. Selvfølgelig får man vitale oplysninger om Herman Bang, hvis man måler og vejer ham. Men hvad siger det om personligheden? Havde Herman Bang som forfatter anvendt en sådan måle- og vejemetode, havde han i dag været fuldstændig ukendt.
På en sådan baggrund virker det parodisk, at hele det naturalistiske felttog oprulles i forbindelse med debutbogen, der rigtignok er naturalistisk, men bestemt ikke "helstøbt", som forfatterne foreslår, da romanen er Bangs mindst helstøbte værk. Mennesket-er-et-dyr-naturalismen er en Zola-fascineret, modepræget kaprice i Bangs karriere. Hans impressionisme står som realisme i tydeligere forbindelse med den symbolisme, som den fra flere vinkler er en forløber for.

I rollen som symbolist
Man bør ikke lukke øjnene for det pragtfulde paradox, der udspiller sig på L'Oeuvre-teatret i Paris i begyndelsen af 90erne, hvor Bang iscenesætter naturalismens topstykker af Ibsen og Strindberg på et helt igennem symbolistisk orienteret teater. Ja, ikke blot symbolistisk orienteret, det er selve symbolismens flagskib, han befinder sig på, og hvorledes har han kunnet navigere her uden gehør?
Her kommer de alle sammen - Odilon Redon, Maurice Denis, Pierre Bonnard m.fl. Sidstnævnte skulle blive den i eftertiden mest berømte, hvilket den store retrospektive udstilling på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk vidner om. Det sker i året 1992 - året før den første udstilling af symbolismens kunst i Danmark på Malerisamlingen Nivaagaard - og intonerer hermed 1990ernes genopdagelse af symbolismen.
Resultatet af arbejdet og samværet på Théâtre de l'Oeuvre sætter da også kunstnerisk aftryk for Herman Bangs vedkommende, idet hans næste roman, Ludvigsbakke, stilistisk nærmer sig symbolismen. Læs herom i Johan de Mylius' besnærende analyse i Litteraturbilleder (1988) med undertitlen Æstetiske udflugter fra Søren Kierkegaard til Karen Blixen

, hvor han i essayet "Symbolismens rødder i realismen" viser, hvorledes Bang optager en række symbolistiske elementer i sin fortælling.
Bang har ikke følelsesmæssigt og mentalt været så langt fra disse symbolister, som ortodokse naturalister - der hundrede år senere ville svare til rettroende marxister - har villet antage. Netop i Haabløse Slægter hører vi om, hvorledes William Høg drømte om at være munk eller sågar helgen og i hemmelighedsfuldhed besøgte det lille katolske kapel i byen, hvor han betages af røgelse og klokkeklang, og falder på knæ og sætter lys foran alteret. 'Kapslen' er der allerede i den naturalistisk betonede debutbog.
Mange år senere - i 1909 - præsenteres vi for en lignende oplevelse, hvor han under et ophold i Wien søger ind i Stefansdomen, da han ikke kunne udholde at være nogen steder for angst. Kun i domkirken følte han, at angsten ikke kunne nå ham. (Citeret fra Harry Jacobsens biografi, bind IV, s. 225, 1966).
Om dette ikke uvigtige perspektiv til forståelse af personen og dermed forfatteren Bang ikke et ord i Prosaens mester. Det er litteraturhistorisk uheldigt - ikke mindst i en rigt udstyret undervisningsbog - når et forfatterskab udelukkende rubriceres efter den første bog, som hele forfatterskabet herefter indordnes under. Således åbnes der ikke for muligheden af at belyse den udvikling, der er nerven i ethvert forfatterskab - og i øvrigt forlener litteraturhistorien med en - historie!

Romantikken i gabestok
I afsnittet "Dannelsesroman - Udviklingsroman" er misforståelserne ligeså graverende. Først og fremmest ved det alt for hårdhændede greb, der betegner hele perioden før 1870 som 'romantik'. Herved bortskæres dels realismens tradition i dansk litteratur, der begynder med Poul Martin Møllers og Steen Steensen Blichers romaner i 1824, dels romantikken som enestående periode.
'Romantik' er ifølge litteraturpædagogerne ensbetydende med stillestående idyl, borgerlig kultur og virkelighedsfjern fantasi uden forbindelse med livets overmenneskelige magtpar: Arv og miljø. Hvilket ville svare til at eliminere naturalismen, fordi den ikke forholder sig til relativitetsteorien. På sæt og vis er romantik det modsatte af den i bogen fremlagte opfattelse.
Romantik er i sin oprindelse oprør. Efter 1700-tallets overvejende rationalistiske livsforståelse, sætter omkring slutningen af dette århundrede en modbevægelse ind, der hævder følelsens, fantasiens, erotikkens og det guddommeliges ret. Romantik er ensbetydende med det irrationelles tilsynekomst og selvstændiggørelse i en rationel verden. Det er dette oprør, der samtidig blusser op og skyller igennem de europæiske lande, der får navnet Romantik.
Romantik er ekstase, trance, vildskab og store følelser. En dans med dæmoner. Udaf denne brand opstår i kunstnerisk sammenhæng de tidligste jeg-digtere - herhjemme Johannes Ewald. Jfr. Keld Zeruneiths biografiske monografi Soldigteren (1985)

samt antologierne Kaos og Kosmos (1989)

og Sort Romantik (1989)

. Tankevækkende at der i en ny skolebog kan formidles så firkantede og direkte misvisende informationer.

Dannelse og skæbne
Af samme grund ryger introduktionen til forholdet mellem dannelses- og udviklingsromanen af sporet, idet dannelsesromanen ses som en frugt af den romantik, som man aldeles har misforstået, og hvordan skal det så gå? Jo, 'dannelse' forbindes således med at 'være dannet', hvilket med andre ord vil sige at sidde pænt ved bordet og spise med kniv og gaffel. Forfatterne skriver indledningsvis: "At blive dannet, at få dannelse, er en proces, man må gennemgå for at blive formet, så man passer ind i og kan acceptere det værdisæt, som borgerskabet..." etc. (S.80)
Læg mærke til, at der her skelnes mellem 'dannet' og 'formet', og at det første forudsætter det sidste. Det har intet at gøre med dannelsesromanens univers, bortset fra at dannelsesromanen naturligvis tæller flere forskellige typer. Samlende udskiller sig den livsforståelse, hvilket skal blive noget afgørende nyt i menneskehedens historie, at det enkelte individ gennemløber en livshistorie, hvorigennem det bliver dannet - det vil sige formet. For det er alene det, 'dannelse' betyder.
Dannelsesromanen er - som realisme - undfanget af æventyret. Livet er mirakuløst. Romanens rum udfolder et livsmønster styret af vilje og tilfældighed. Udaf disse skiftende konstellationer opstår skæbnen. Skæbnetroen er dannelsesromanens moder, men ordet 'skæbne' er i skolebogens introduktion ganske udeladt, fordi det bliver afskaffet i og med det naturalistiske gennembrud.
Men det er ikke korrekt, at dannelsesromanen ophører med naturalismen, skønt Knud Wentzel påstår noget tilsvarende i sin bog Fortolkning og Skæbne (1974)

. Da Jacob Paludan udsender sin selvbiografiske roman Jørgen Stein 1-2 (1931-1932), bliver den karakteriseret som dannelsesroman. Ligeledes er Thorkild Hansens dokumentarromaner, Det lykkelige Arabien (1961) og Jens Munk (1965) udprægede dannelsesromaner, der får et efterspil i romanen Vejen til Lagoa Santa (1981) af Henrik Stangerup.
Dannelsesromanen gøres i Prosaens mester til en lukket og færdig forestilling om menneskelivet, hvad den som ovenfor skitseret slet ikke er. Men spørgsmålet, der efterfølgende trænger sig på, er, om ikke udviklingsromanen snarere udstikker en sådan karakteristik. Om udviklingsromanen i virkeligheden er en afviklingsroman? - Jvnfr. problemstillingen under gennemgangen af Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per.

"Jeg er Kaos"
Lad mig slutte dette lille litteraturhistoriske sidespring med en anekdote, der vidner om, hvor tæt eksistentielt set de forskellige 'skoler' og 'ismer' optræder ved siden af og indeni hinanden. Når den i skolebogen naturalistisk lancerede Herman Bang på sine ældre dage udbryder til en ven - her citeret fra Harry Jacobsens biografi, bind IV (1966, s.224):

"Jeg har ingen Personlighed. Jeg er Kaos,
og ud fra det skaber og handler jeg..."

Så er det jo ren og skær - romantik!

Til toppen
Til Bang og symbolismen
Tilbage til Herman Bangs hovedside

Denne side er publiceret på internettet 18. september 2000. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.