Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Thomasine Gyllembourg

To Tidsaldre (1845)

6. Moderens bøn
Af IBEN HOLK

  1. Hverdagshistorien
  2. Romantik og realisme
  3. Kvindehistorien
  4. Det nye jeg
  1. Før og nu
  2. Moderens bøn Du er på denne side
  3. Seksualitet og dannelse
  4. Litteratur og links


Moderens bøn
Med Claudine har Thomasine skabt en kvindelig helt efter sit hjerte. Heltinden sætter sin vilje igennem for at redde sin kærlighed og sit barn på trods af alle ydre omstændigheder, men denne jeg-vilje kolliderer ikke med det overordnede dannelsesideal, hvor selvhævdelsen er suspekt, fordi den er uelskværdig. Når Thomasine ikke havner i en selvmodsigelse, skyldes det Claudines karakter. Hun er den udfordrende, der insisterer på sin personlige lykke, samtidig med at hun ydmygt tilpasser sig huslighedens pligter og moderskabet.
    Motivisk danner moderskabet romanens kerne. Det er det indre rum, der både beskytter og udsætter hende. I en central scene kommer dette til udtryk, da hun har lagt sin dreng i seng. Den lille andagt udløser en højtidelig følelse, som hun forløser i en religiøs bøn:

O, du som lod en Straale fra din Guddom falde i min forvirrede Sjæl, da jeg i hiin højtidelige Time bragte mit faderløse Barn til din Helligdom, indviede ham til dig, og lovede dig at være en trofast Moder, du veed, jeg har holdt mit Løfte. Herre! Hvem de gode Aander alle tjene, send en Engel til at bevogte denne Uskyldige i dette stille Tilflugtsted, som ingen onde Ord eller Følelser have besmittet, men som er helliget dig og Kjærligheden! (S. 156)

Igennem moderskabet ophæves jeg-viljen ikke, men den sikrer at kunne rumme selvforglemmelse uden derved at tabe i styrke. Det er denne 'prøve', det har været Thomasine, der selv i en tilsvarende situation måtte afstå sit barn, om at gøre at give liv og virkelighed. Overhovedet opfatter hun sine fortællinger som 'prøverum' for konflikter og hvorledes disse kan gennemleves.
    Det selvprøvende kommer på denne baggrund frem i replikskiftet, da Claudine under sit ophold hos Christiane bliver genstand for den stedlige barons forelskelse. Da hun under flugten har skiftet identitet til enke, kan hun ikke give sig til kende, men alligevel fastholde sin personlige kurs over for tilbederen:

Som en meget ung, uerfaren Pige er jeg bleven henrevet af Tidens regelløse Grundsætninger, af mine Omgivelsers Letsindighed og af den elsværdigste Mands og min egen Kjærlighed. Min Søn er Frugten af denne Kjærlighed. Den Skamfuldhed, hvormed jeg gjør Dem denne Tilstaaelse, viser bedst, at jeg selv erkjender min Strafværdighed, men dog maa jeg tilføje, at jeg ikke engang formaaer af Hjertet at angre den altopofrende Kjærlighed, som har skjænket mig en Moders Lyksalighed, der erstatter hvad jeg har lidt eller kan komme til at lide for mit over alt Andet elskede Barn. (S. 152)

Tilføjelsen er vigtig. Ofte er det i tilføjelserne, at forfatteren viser sin svalevinge. Et par sider længere fremme i samme samtale optræder der en lignende skærpet 'tilføjelse':

Nei for mig passer kun det klosterlige Liv, hvortil en naadig Himmel vidunderlig har ført mig. Med Verden har jeg intet mere at gjøre. Troskab er det, jeg har lovet Gud og mig selv, og naar jeg engang maa sige min Søn: For Verdens Øine er din Fødsel betegnet med Vanære, din Faders Navn kan du ikke bære, - saa vil jeg kunne tilføie: Men din Moder var tro til Døden mod ham og mod dig. (S. 153)


Tilbage til  5. Før og nu
Til  7. Seksualitet og dannelse
Til  8. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Thomasine Gyllembourgs hovedside

Publiceret 12. april 2004. Copyright 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.