Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Thomasine Gyllembourg
To Tidsaldre (1845)
7. Seksualitet og dannelse
|
Af IBEN HOLK |
Seksualitet og dannelse
Centralt i romanens anden del står den aldrende advokat Dalund, der, ligesom forfatteren, har levet i begge tidsaldre, hvorfor han tydeligvis optræder som hendes talerør. Allerede i forordet har Thomasine Gyllembourg markeret forskellen på de to tidsaldre, idet hun gør gældende, at en elsker i det forrige århundrede kun tog lidt hensyn til de ydre forhold, da de var underordnet kærlighedens magt, hvorimod en nutidig elsker betragter de ydre forholds magt som overordnet kærligheden.
Det er i så henseende Dalund træder i karakter som kærlighedens advokat. Han har nemlig tidligere haft et forhold til den nu afdøde fru Valler, hvilket falder datteren, den nye fru Valler, moralsk for brystet. Utroskabens dilemma er et gennemgående tema i flere af forfatterskabets værker, hvor det kærlighedsløse ægteskab gennembrydes af opblomstringen ved den ulovlige kærlighed.
Fru Valler blomstrer således op og udfolder sig menneskeligt rigere igennem det illegitime forhold. Hun hverken fordærves eller dæmoniseres heraf, skønt det kaster en skygge ind i hendes liv. Men skyggen gav varme og ømhed, der forplantede sig til hendes omgivelser. Derfor forsvarer Thomasine hendes utroskab igennem Dalunds mund, fordi den tjente en højere troskab, der ikke forveksles med den driftsbesatte, destruktive lidenskab.
Når Dalund tager til genmæle, kan han derfor slå fast, at det ganske rigtigt nu om stunder er sjældnere at finde en gift kone, som har en elsker, men i stedet er "lefleriet" kommet på mode, hvilket er ham en pestilens. Den vildfarne kærlighed kan man fordømme, men ikke foragte. For som han siger:
Men Lefleriet kan man foragte. Kjærlighedens Feil ere menneskelige, men Lefleriet kunde man kalde dæmoniske, thi de ere som Spøgeri, som Skygger, der i sig selv ere tomme og uden Sjæl. (S. 200)
Den unge fru Valler giver sig imidlertid ikke, da hun ikke mener, "at en gift Kone gjerne kan have en Elsker uden Præjudice for sin elskværdige Characteer". (S.207) For som hun lidt senere tilføjer: "Man maa ikke lade sine Følelser blive til Lidenskaber".
Kærlighedens magt. Ægteskabets ukrænkelighed. Dilemmaet tematiseres omkring de vanskelige ledestjerner som lykke, pligt og ære og den sande frihed, som menneskelivet navigerer imellem. Dengang og nu. Noget endeligt svar eller løsning angives ikke i denne statusbog over et levet liv. Lad os derfor slutte af med Anne-Marie Mais kloge ord, når hun konkluderende i efterskriftet skriver:
"Claudines seksualitet og sanselighed bliver kvaliteter, men vel at mærke først for alvor, da de beherskes af hendes dannelse. Thomasine Gyllembourg menneskeliggør kvindebilledet i sine noveller, når hun fortæller om den kvindelige seksualitet som et faktisk og positivt fænomen, men seksualiteten dæmoniseres, når den overskygger dannelsen." (S. 247)
Tilbage til 6. Moderens bøn
Til 8. Litteratur og links
Til toppen
Tilbage til Thomasine Gyllembourgs hovedside
Publiceret 12. april 2004. Copyright 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
|
|