J. P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe I. Epoke

Genre
J.P. Jacobsens debutroman Fru Marie Grubbe (1876) er som roman kompliceret at genrebestemme, idet den er en nyskabelse i så henseende.
Den er på samme tid biografi, historisk roman, psykologisk studie (udviklingsroman) og en fantasi i H.C. Andersensk forstand.
Det er ikke så lidt på én gang. Men fastholdes romanen ikke på denne genremæssige flerstrengethed, går oplevelsen og fortolkningen af sporet.
Romanens undertitel, som er vigtig i denne sammenhæng, lyder Interieurer fra det syttende Aarhundrede. 'Interieur' er jo ikke nogen genre, men angiver en åbenhed overfor stoffet, der samtidig peger i retning af stildefineret præcision. Begge dele har uden tvivl været vigtige for J.P. Jacobsen.
Desuden indeholder begrebet interieur den rummelighed, der på tilfredstillende vis forbinder og sammensmelter romanens fire forskellige genre til en helhed. Som kunstværk afhænger kvaliteten af, om denne sammensmeltning lykkes.
I den følgende analyse skal vi derfor behandle de fire genre hver for sig. Analysen afsluttes med et bud på en samlende fortolkning: "At følge sin natur? - eller sin sjæl?"

Biografien
Marie Grubbe (1643-1718) er adelig datter af Erik Grubbe til Tjele mellem Viborg og Randers. Hun bliver gift hele tre gange. Først ind i den kongelige familie med Ulrik Frederik Gyldenløve, søn af Fr.III, dernæst med adelsmanden Palle Dyre og senere efter dette ægteskabs opløsning med ladefoged Søren Sørensen Møller. Marie Grubbe dør i fattigdom ved Grønsund færgested på Falster.
Hendes bevægede liv er blevet skildret adskillige gange i litteraturen: Af Ludvig Holberg i hans Epistel 89 (1748), Steen Steensen. Blicher i En Landsbydegns Dagbog (1824), H.C. Andersen i Hønsegrethes Familie (1870). I nyere tid af Ulla Ryum i teaterstykket Marie Grubbe (1986) og sidst i Juliane Preislers Kyssemarie (1994). – (Tekster til Temaet Marie Grubbe).
J.P. Jacobsens version er biografisk anlagt. Bio-grafi betyder 'livs-skrift'. En sådan livsskrift skal være en tolkning af et andet menneskets liv og den 'skrift' som den pågældende efterlod sig . Livet og skriften kan være to forskellige ting. Og er det i høj grad i Jacobsens version af Marie Grubbe, hvor fornedrelse på livssiden balanceres af ophøjelse på skriftsiden. Lovlig flot kan man sige, at det er den 'skrift' Marie Grubbe skrev med sit hjerteblod, J.P. Jacobsen ønsker at gengive. Det er dette 'skriftemål' Jacobsen foretager på egen vegne, når han forpligtiger sig overfor en historisk person som genstand - og modstand - for sin episk-lyriske fremstilling.
Tiltrukket har forfatteren naturligvis været af ekstremerne i hans hovedpersons liv - den store optur og den store nedtur. I Jacobsens tolkning byttes disse 'ture' om: Den store sociale optur skildres som en menneskelig nedtur, hvorimod den store sociale nedtur skildres som en menneskelig optur.
Omskifteligheden, ustadigheden, længslen hos det instinktivt søgende menneske, den kompromisløse og stolte karakter, der bukker under og rejser sig gentagne gange i varierende mønstrer og på forskellige niveauer, har været nogle af de livslinier, der har fristet ham, og som han har kunnet genkende og tolke igennem sit eget liv.
Dertil sammenhængsløsheden i Marie Grubbes ydre karruseltur med Tjele (Thisted) som geografisk og eksistentielt midtpunkt modsvaret af en ligeså gyldig indre sammenhæng, der beror på hendes selvforståelse, hvilket i sidste instans vil sige på forfatterens fortolkning.

Livsfaser
Romanen er bygget op omkring 6 faser - eller stadier - i Maries liv.
Det vil sige koncentreret omkring de ikke mindre end 6 mænd, der har været med til at forme hende. Alle disse mænd og hendes forhold til dem som først og fremmest kønsvæsen var ved romanens fremkomst det, der rubricerede den som amoralsk og sensationel. 1. oplag på 1250 eksemplarer var revet væk fra boghandlernes diske indenfor de første dage efter udgivelsen.
I første fase møder vi den moderløse Marie. Hendes barndom på godset Tjele ved Viborg er præget af faderens samliv med en frille, der er Marie en ukærlig stedmor, og som hun hader for hendes griskhed og vulgære jovialitet.
Som 14-årig sendes Marie til København, hvor hun bor hos sin faster, der minder en del om stedmoderen. Hun skal nu lære fine manerer. Omkring dette tidspunkt bliver byen belejret af svenskerne, så det gør noget. Hun forelsker sig i en modigt kæmpende officer, den unge og flotte Ulrik Christian Gyldenløve, der er medlem af den kongelige familie. Han bliver dræbt (til hest) i et skuddrama. Og Maries hjerte går i stykker.
Og det går i stykker anden gang. da hun på dødslejet finder eventyrprinsen som rå, ræd og rådden.
Men livet går jo videre, og kongen har en søn, der hedder Ulrik Frederik Gyldenløve, og han forelsker sig i Marie. Vil livet ikke give den ene, så kan man blive nød til at tage den anden.
Noget tilsvarende hændte for den unge Karen Blixen. Den udkårne Hans Blixen Fennicke døde ved et flystyrt, hvorefter hun gifter sig med tvillingebroderen Bror.

Verdensdame
Marie Grubbe og Ulrik Frederik Gyldenløve bliver gift i 1660. Marie er da 17 år.
Hun træder nu ind i en verden af pynt, parfumer og smykker. Umoden og smuk lader hun sig forføre af forfængelighed og pragt. Hendes tvivlsomme motiver overfor ægtemanden tilsløres af smiger og lidenskab.
Kongesønnen viser sig imidlertid at være skruppelløs libertiner og horebuk med mange elskerinder i stalden - dertil barokt nok en kone, Sofie Urne. Marie såres, måske fordi hun også dyrker sine elskere, og førsøger modigt at dræbe ham med en brødkniv, da han hjemkommen fra udskejelser i udlandet beruset og brutal vælter hende omkuld med bunden i vejret.
Ulrik Frederik Gyldenløve bliver kort tid efter udnævnt til statholder i Norge. Marie følger nødtvunget med. Nu er hun ved sin mands side rigets førstedame. Men spoleret og ulykkelig. Gemalen har nemlig taget elskerinderne med. Det ender med skilsmisse.
Marie bryder op og tager ophold hos faderen på Tjele.

Udenlands
På Tjele træffer hun Sti Høg, der er et civiliseret menneske, sympatisk og intelligent, men skal det vise sig desuden lider af en alvorlig brist i sin seksualitet, der gør ham til et spøgelse af melankoli. J.P. Jacobsen er ikke svær at genkende i dette (selv)portræt.
Sti Høg ledsager hende på en udenlandsrejse og de forelsker sig. Men forholdet bliver ikke til noget, da Sti Høg alligevel ikke lever op til hendes forventninger og krav til en mand. Han skal være munter og modig, kunne tage og nyde - ikke mindst hende.
Og Sti Høg kan ingen af delene. Ikke fordi han er impotent, snarere fordi han er en distanceblænder, der smerteligt skjuler sin forveksling af hengivelse med liderlighed, og derfor hurtigt brænder ud og forsumper i melankolsk livslede, hvilket er en form for sjælelig impotens.
Anderledes forholder det sig med 18-årige Remigius, som Marie møder under et ophold i Nürnberg. Han tilbeder den nu 30-årige kvinde med åndfuld, dristig andagt, hvilket Marie ikke kan stå for. Så dør han pludselig ved et fald - med en hest! Og da hendes formue er ødslet bort, rejser Marie endnu engang tilbage til Tjele.

Halvvejs
På Tjele gifter hun sig midtvejs i sit liv med en af faderens venner, adelsmanden Palle Dyre. Et fornuftsægteskab som flugt fra en udsigtsløs tilværelse. Er alt gået i stå, går det sammen med den middelmådige, grådige og stillestående Palle Dyre på det nærmeste i baglås af materiel forstoppelse. Ævl og vrøvl om ingenting. Alligevel varer ægteskabet samfulde 12 år.
Da opstår der en brand på gården. Kusken, den 22-årige Søren Ladefoged, redder tappert og resolut hestene ud af de brændende stalde. Hun beundrer ham for hans maskuline og uselviske dåd.
Og da Søren i lang tid på afstand har været vild med Marie, hvilket hun selvfølgelig ikke har været uvidende om, stikker de af sammen og flakker om i landet.

Færgestedet
På Falster slår de sig om sider ned ved Stubbekøbing, hvor de i 1696 overtager færgestedet Borrehus. Herfra går færgen over Grønsund til Møn. Her lever de. Sejler frem og tilbage. Dag ud og dag ind. Og her finder Marie lykken som Sørens kone.
Indtil Søren efter et drab bliver dømt til 3 års fængsel. Efter den tur er han færdig, og kort efter løsladelsen dør han. Nu kan Marie ikke længere. Hun er blevet knækket for mange gange og mister nu forstanden. Hun siver ud af livet og dør.
Og bliver begravet ved Sørens side.

Udgaver af Fru Marie Grubbe

Ved læsning af Fru Marie Grubbe anbefales Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave ved Jørn Erslev Andersen (2. udgave 2003). Foruden selve romanen indeholder udgaven en efterskrift og et tillæg. Efterskriften består af afsnittene en klassiker, romanens tilblivelse, dens modtagelse, romanen – analytisk rids, tekstforhold, bibliografi samt J.P. Jacobsens kilder.
Tillægget gør rede for Den historiske Marie Grubbe, Marie Grubbes historie og Marie Grubbe i kunst, litteratur og drama. Der afsluttet med Noter.
Andre udgaver af Fru Marie Grubbe
Den komplette tekst til Fru Marie Grubbe er tilgængelig som fuldtekst elektronisk dokument fra Dansk Nationallitterært Arkiv, Det kongelige Bibliotek.

Litteratur om Fru Marie Grubbe

Litteratur i Bibliotek.dk om J.P. Jacobsens Fru Marie grubbe
Dan H. Andersen: Marie Grubbe og hendes tid. En biografi. Aschehoug, 2006. 203 sider. (Om den historiske Marie Grubbe og Marie Grubbe i digtning og forskning).

Til toppen
Fru Marie Grubbe (2)
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside