J. P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe II. Epoke

Fru Marie Grubbe (1)
Genre
Biografien
Livsfaser
Verdensdame
Udenlands
Halvvejs
Færgestedet

Fru Marie Grubbe (3)
At følge sin natur? – eller sin sjæl?

Den historiske roman
Romanen bygger på grundige forstudier. J.P. Jacobsen var videnskabsmand. Hans algeforskning havde bibragt ham universitetets guldmedalje. Ligesom hans oversættelse af Darwin krævede vedholdende og minutiøs koncentration.
Disse håndværksmæssige arbejdsvaner tager han med over i forarbejdet til Fru Marie Grubbe. Det gælder ikke alene det 17. århundredes historie, men især grundige studier i 1600-tallets kultur, levevis, påklædning og - interieurs.
I et brev til Edvard Brandes af 7. marts 1873 skriver han muntert, at han "gaar paa kgl. Bibliothek og læser gamle Dokumenter og Breve og Løgne og Billeder om Mord, Hor, Kapiteltakst, Skjørlevnet, Torvepriser, Havevæsen Kjøbenhavns Belejring, Skilsmisse-Processer, Barnedaab, Godsregistre, Stamtavler og Ligprædikener".

Sprogtæppet
Hvad han ikke tager med i denne fænomenale salve, er de sproglige iagttagelser, han gør undervejs. Sideløbende med sprogstudier i 1600-tallets dialekter overfører Jacobsen dette præg af datidens sprog til sin roman.
For lyrikeren med sprogets forestillingsmønstre og musik som konkylie for erkendelse har disse stilistiske operationer i sprogstoffet uden tvivl været af den allerstørste oplevelse og tilfredsstillelse. Mere end man som læser er i stand til at vurdere.
For Jacobsen er sproget skabningens ler. Sandheden fragtes i sproget. Derfor tog det sin tid. Digteren har siddet med sine små usynlige håndvægte og vejet det enkelte ordvalg op med det andet. Og det har pirret ham. Og moret ham.
Stilen - hvilket er et særsyn i datidens romankunst og først i nyere tid tages op herhjemme af Svend Aage Madsen i kølvandet på 'Den nye roman' i Frankrig - opsuger således kamæleonagtigt de pågældende omgivelsers stil i beskrivelsen.
I begyndelsen er det fyldt med sirlige arabesker, som den purunge Marie beskrives igennem. Hoffet aftrykker sit stilpræg i sproget med udsøgt, tung elegance, ligesom trædemøllen i ægteskabet med Palle Dyre gør det.
I slutkapitlet på færgestedet ved Borrehus er sproget reduceret til korte, stumpe sætninger i en registrerende og ligeud berettende stil uden farve og særpræg, der svarer til hovedpersonens livsform.

Ruden
Populært siger man, at i kunst er sproget et vindue til virkeligheden. Eller rettere: at sproget er det vindue, som virkeligheden ses igennem. Litterater har i forbindelse med J.P. Jacobsen antydet, at for denne forfatter er ruden - glasset - vigtigere end virkeligheden, skønt netop virkelighed mere end kunst er naturalismens vigtigste dogme - eller stikord.
Men glasset holdt - uanset om det var som spejl eller vindue - skønt mange har kigget igennem det og spejlet sig i det. For glasset ér i sig selv et stykke virkelighed.
Også Johannes V. Jensen læste J.P. Jacobsen. I et berømt interview med Chr. Rimestad - Digtere i Forhør (1906)

- siger han: "Jacobsen har i de senere Aar været mig en Gru. Han har virket til det gode ved at berige Sproget med Dialekter. Men af Jacobsen er kun Sproget tilbage, Poesien er borte. At beskæftige sig direkte med sit Sprog, er det samme som at se en Rude i stedet for at se igennem den. Vi kan ikke se gennem Jacobsens Rude."
Det er der noget om. Allerede Herman Bang fandt i sit essay om J.P. Jacobsens stil i Realisme og Realister (1879)

en "mangel på naturlighed". I den overvældende rigdom af billeder og nuancer i farver minder Jacobsen ham om visse kolorister indenfor malerkunsten, hvor selve 'strøget' i billedet er det vigtigste. I dette "Galleri af Ord" sporer han en "Manierisme", der ses som en fare for dens forfatter, fordi denne stil "let manierer sin Dyrker".
Det er blændende set. Og det er samme fare, Jensen er på sporet af. For naturligvis har netop han læst Fru Marie Grubbe. For uden 'erfaringer' herfra havde han sikkert ikke kunnet forny den historiske genre, som det skete med Kongens Fald, der netop ikke overtager stilen men viderefører konceptet - den livsfilosofiske biografi og idé - fra J.P. Jacobsens debutroman.
Nærværende skribent må med Johannes V. samtykkende konstatere, at Fru Marie Grubbe er træls at komme igennem. Det er det litteraturhistoriske drama, den indskriver sig i, der er forrygende interessant, fordi bogen ikke ligner noget andet i dansk litteratur.

Krisen
Som vi bemærkede i brevcitatet ovenfor er humøret højt her i foråret 1873. De første kapitler af romanen er fra hånden. Forventningen i vennekredsen er stor. Men nu trænger han til luftforandring efter flere års forskning, oversættelse og skrivning. Rejsen til Italien planlægges sammen med nygifte Edvard Brandes og purunge Harriet.
Rejseudgifterne dækkes af et beløb hjemmefra samt af et forskud fra forlaget på Fru Marie Grubbe. Så er det han bliver indhentet af en blodstyrtning i Venedig og må nødtvunget afbryde rejsen. Han bliver trukket ud af livet med livet i behold. Rejsen hjem bliver en rejse i negativ. Herefter er alting anderledes.
Foruroligende afmagret når han op til Thisted. Familiens pleje og omsorg redder ham, men arbejdet med romanen ligger så godt som stille. Først i 1875 tager han for alvor fat. Igen.
Når Marie kunne. Så må han vel også.
Og Niels Lyhne venter.

Den psykologiske studie
Den alvidende fortæller har i et halvt århundrede været absolut umoderne for ikke at sige helt til grin. I 1990ernes postmodernistiske tomrum dukker den alvidende fortæller op igen som litterær trend. Sjovt at se hvem og hvor mange, der nu opportunt fristes af at hoppe med på vognen.
I denne roman fremtræder forfatteren som den typiske alvidende fortæller - men i en tilbagetrukken position. Han træder kun momentvis frem.
I den forbindelse er der en sekvens, der ofte fokuseres på i Jacobsen fortolkning af Marie Grubbes karakter, fordi forfatteren netop her træder frem som analysrende og alvidende kommentator.
Situationen er den kritiske imod slutningen af romanen, hvor Marie Grubbes begær efter at hengive sig til Søren Ladefoged psykologisk skal inkorporeres - eller inkopuleres - i romanens tematik og livssyn.
Jacobsen har naturligvis vidst alt om, at han her foretog en overskridelse i forhold til den almindelige læser og den almindelige moral. Utroskab og erotisk extravagance på hoffet er jo ikke så godt, men går an, fordi roderiet trods alt foregår i fornemme og delikate omgivelser, og - hånden på hjertet - naturen må jo gå sin gang og have sit.
Et trivielt og nedværdigende samliv med en adelsmand kan heller ikke bringe folkeånden til forargelse. Sådan er livet jo. Det er vilkårene.
Men at en gammel adelsdame halser efter en rå børste af en ladekarl, som hun kunne være mor til, og ryger i bukserne på ham og ovenikøbet gifter sig med ham, og henlever et usselt liv i hårdt arbejde, tæv, fattigdom - med liderlighed oveni, som løsningen på det hele.
Den køber folkeånden alligevel ikke.
Og hvorfor ikke?

Selvnedværdigelsen
J.P. Jacobsen har derfor sat sig på en hård prøve. Lad os se, hvorledes han forsøger at løse den, eksistentielt og moralskt.
Selv har han gjort dybtgående erfaringer med det flagellantiske og algolagniske i sin karakter: Selvnedværdigelsen som nydelse. Smerten som forløsning. I Fru Marie Grubbe skriver han denne prægnante og i eftertiden berømte passage:
"... der var i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det Ædleste og bedste i Kvindens Natur. - Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt -". (S.286)
Budskabet i disse ord er utroligt raffineret, fordi det lykkes Jacobsen at mime et budskab, der går ind, samtidig med at han meddeler noget helt andet, der let overses.
Langt de fleste læsere, som forelægges denne sekvens og bagefter bliver bedt om at forklare dens indhold med deres egne ord - (NB: dette eksperiment har jeg foretaget flere gange med både unge og voksne) - mener, at Jacobsen forsvarer kvindens seksualitet som det ædleste i hendes natur overfor en bigot snerpet og restriktiv moral, der ønskede at undertrykke kvindens seksuelle behov (natur).
Men det står der faktisk ikke. Teksten sætter ikke lighedstegn mellem grov sanselighed og det ædleste og bedste i kvinden. Nøgleordet er 'selvnedværdigelse', der bliver gjort til ét med 'nydelse', og denne bliver sammenlignet med 'grov sanselighed' til den ene side - og til den anden med 'det ædleste og bedste'.
Der foregår en smidig forskydning i tekstens forestillingsmønster, hvor vi starter lavt, for ikke at sige ude over kanten i mudderet, og ender med at komme meget højt op - helt op til Jomfru Maria. Det er ikke mindre end genialt. Men det er også fup.
For læg mærke til, at Jacobsen afstår fra at bestemme, hvad han forstrår ved 'det ædleste og bedste i kvindens natur'. Her må vi formode eller gætte, for Jacobsens 'det' forbliver ganske ubestemt. Er 'det' moderinstinket? - hvilket der oftest bliver fremdraget. Og den hermed forbundne uselviske opofrelse?
I så fald appellerer udsagnet til en værdi udenfor romanens univers, for Marie bliver jo netop ikke - moder.
'Det' er snarere den uforbeholdne hengivelse. Men den uforbeholdne hengivelse i Eros har intet med nedværdigelse at gøre. At underkaste sig er ikke det samme som at nedværdige sig. Underkastelsen rummer en ydmyg og stolt profil. Skønhedens veje.

Masochisme
I den sunde kvindes seksualitet indgår et naturbetinget element af underkastelse. Hengivelsen rummer en sådan absolut underkastelse, der samtidig er ikon for kvindens overlegenhed og tiltrækningskraft. Det er kvindens hemmelighed. Hun kan simulere i kønsakten. Det kan manden ikke.
Det er kærlighedens hemmelighed, der udfoldes, når underkastelsen gensidigt styrker parternes værdighed og ære igennem sanselighedens perceptioner.
Fra den naturlige underkastelse til selvnedværdigelsen er der et betragteligt skridt, fordi her overskrides en tærskel til et ganske anderledes værdiladet rum og livssyn, der næres af forlorenhed og pervertion.
Nu skal man være varsom med at betegne masochisme som et sygdomstegn. For masochisme og sadomasochisme er i dag stuerene. Det går dog fremad. Udøverne fremstår i de kulørte medier som en slags erotikkens avantgarde, der ved siden af de almindelige pornomagasiner fylder flere hylder i samtlige DSB-kiosker landet rundt.
DSB betyder Din Sex Butik. Vidste De/du ikke det?

Begæret
J.P. Jacobsens forståelse af Marie Grubbe synliggøres igennem det forestillingsmønster, der bygges op, og som romanfiguren Marie Grubbe derfor består af.
I barndommen formes hendes karakter og hendes skæbne. Hun er moderløs, enebarn og ensom. Hendes stedmoder er ukærlig og egoistisk, vækker ved siden af faderens upersonlige negligering hendes vrede og trods. Hermed banes vejen for hende til at blive forført af charlataner og faderfigurer.
Som J.P. Jacobsens egen stemme konkluderer i romanens optakt: "Sind og Tanke, paa den ene Side, næsten var blevet forvokset af Mangel paa aarvaagent og fast Tilsyn og, paa den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og lunefuld Grusomhed." (S.28)
Hun finder afløb ved at hengive sig til dagdrømme. I så henseende er hendes dagdrømme - i lysthuset - betegnende ved at være en masochistisk fantasi næret af forsømmelse og ubevidste erotiske længsel.
Med et sådant formet bevidsthedsliv ankommer hun til hovedstaden. Forelskelsen i Ulrik Frederik Gyldenløve antager da også form efter det masochistiske begær. Hun drømmer, at hans hest sætter "sine kolde Jernsko paa hendes Nakke." (S.82). Drømmen er ikke et mareridt. Men fuld af hemmelig vellyst.
Således inddrager J.P. Jacobsen de farlige drømmeforestillinger i den hverdag, som Marie orienterer sig efter. Flere andre eksempler kunne trækkes frem. Men den kvinde, der genskabes, er ikke nogen furie eller medusa. Hun bevarer ved siden af de masochistiske impulser, der styrer hendes liv, en uskyld og frydefuld oprindelighed, der naturligvis ejheller undgår at falde tilbage på forfatteren.
For vi kan i virkeligheden ikke vide, hvad Marie drømte. Det er Jacobsens indlevelsesvilje, der bygger billedet op. Dette billede er meget troværdigt og dristigt på grund af Jacobsens rige indfølingsevne i overgangen mellem psyke og sprog.
Husk på, at denne roman er den første dykkerklokke i drømmenes og det ubevidstes farvand. Få forfattere havde i et realistisk regi været i disse strømhvirvler tidligere, men ingen med en jacobsensk sproglige sensibilitet. Først mere end 20 år senere udkommer Sigmunds Freuds banebrydende værk Die Traumdeutung (1899). - Værket (på dansk Drømmetydning) bliver dog påført 1900 som udgivelsesår, sikkert fordi Freud har ønsket sin nye opdagelse associeret med begyndelsen på et nyt århundrede.
Hvilket forklarer, hvorfor Jacobsen får en trofast læser i selvsamme Freud.

Fantasibilledet
Fru Marie Grubbe er en roman, der bygger på historiske og psykologiske studier, men bør selvfølgelig hverken læses som en historisk eller psykologisk fagroman. Den er et fantasibillede, der som kunstværk følger sine egne love.
Om disse æstetiske love skriver J.P. Jacobsen til sin sparringspartner Edvard Brandes i et brev af 30. marts 1880. Udvekslingen handler om, hvordan personer skal beskrives i fiktiv litteratur. Jacobsen lægger vægt på sammenhæng i personskildringen, men på et overordnet plan.

Romanfiguren
J.P. Jacobsen skriver: "...hvis ikke Bøgerne skal blive hele Conversationslexica for Menneskekundskab maa man stille fordringer til Publikums Intelligens og ikke ængstelig og omhyggelig trække et rødt Ankertoug igjennem alle en Figurs Stadier og Phaser. Forfattere er i det hele taget saa tilbøjelige til at skrive for Idioter, og der er dog lige saa gode Hoveder blandt dem der læser, som blandt dem der skriver. Bare fordre! Har man noget at give som det er ulejligheden værd at forstaa skal man nok blive forstaaet. Man tage sit Publikum saa fint, saa skarpt, saa dristigt, saa fantasirigt og intelligent, som man kan og evner, akkurat som man kan og evner, ikke mindre". (Et venskab, s.110-111)
Udtalelsen vidner om, hvilke nuancerede æstetiske overvejelser Jacobsen har gjort sig. Han praktiserede hverken kritik eller udgav litteraturteoretiske arbejder. Vi har kun brevene.
De er til gengæld gode, præcise og uforbeholdne.
I ovenstående citat møder vi en moderne artikulation af æstetisk indsigt og værdi. Desuden viser det en Jacobsen i forhold til sit publikum. Her var han ligesom Herman Bang og Johannes V. Jensen sand aristokrat.
De lefler ikke. Der er aldrig nogen vej udenom. Skønt vejen ofte er omvejen. Således også i Fru Marie Grubbe. Undertiden er J.P. Jacobsen ved at fare vild i lutter omveje.

Ankertovet
Jacobsen bryder sig ikke - hverken som læser eller forfatter (jfr. "Jacobsens øje" i kapitlet "Var Jacobsen naturalist?") - om et "rødt Ankertov" trukket igennem en romanfigurs stadier og faser. Hans ambition bliver at eksperimentere med fremstillingsformen. Hvilket resulterer i, at han netop bliver - J.P. Jacobsen.
Han gør sig desangående nogle overvejelser om romanfigur og udvikling. Han finder nemlig, at det i naturvidenskaben er blevet mode at lægge vægt på udviklingshistorien. Synspunktet er som ventet ikke særlig naturalistisk, fordi han skarpsindigt konstaterer, at i de fiktive arbejder, der bygger på udviklingshistorie, næsten altid er tale om "færdige Tilstande". Der er aldrig, selvom der er gjort forsøg på det, tale om "virkelig Udvikling".
Og så følger der en formulering, der viser Jacobsens fulde format ved arbejdsbordet: Udvikling i disse (mislykkede) romaner er - "kun en vis fast Form, der Ark for Ark nuanceres rigere og rigere, understreges mer og mer. Der er muligheder i dem til alt muligt, derved vinder de naturligvis i Fasthed men ikke i Liv. Den virkelige Udviklingshistorie ("voir venir les choses") er det der bør lægges vægt paa nu af dem der kan, selv med Fare for at Karaktererne skal synes at mangle Sammenhæng." (S.110)
Kunstens love forholder sig endnu her i 1880 til livets love. et er igennem selviagttagelse og ved at 'oversætte' livet til kunst, at Jacobsen får indsigt i begge lovmæssigheder. Via den indsigt kan han da også tilføje følgende vedrørende den aktuelle tematik om romanfigurens udvikling:
"I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk hel." (Et venskab. S.110)

Til toppen
Fru Marie Grubbe (3)
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 11. november 1999. Opdateret 15. november 2005.
© Per Hofman Hansen og Iben Holk.