Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
|
|
J. P. Jacobsen
| Fru Marie Grubbe (1876) - 3 |
Af IBEN HOLK |
At følge sin natur - eller sin sjæl?
Ofte er der i litteraturhistorierne om Fru Marie Grubbe samlende konkluderet, at Marie er en kvinde, der følger sin natur på tværs af samfundskonventioner. Og at det er det moderne og naturalistiske i romanen.
Men er det rigtigt?
Og er der forskel på at følge sin natur og at følge sin sjæl? Hjertet tager aldrig fejl, siges det jo. Er hjertet sjæl? - eller natur?
Er det sin natur, Marie følger? Eller er det sit hjerte? Eller sin sjæl? - Den 'sjæl' som naturalismens naturvidenskabelige grundsyn borteliminerer som gammeldags og et overstået stadium, for at nydefinere menneskets psyke som kemi.
Dyret
Således f.eks. Sven Møller Kristensen i Digtning og livssyn (1963)  , hvor romanen gennemgås i et særskilt kapitel. Indgangen er en naturalistisk læsning, der fokuserer på Marie Grubbes ateistiske holdning. Det nye er ifølge denne tolkning, at J.P. Jacobsen med romanen frigør sig fra fortidens dualisme. Altså fra tiden før 1870 ved at bruge et ateistisk eksempel fra barokkens dage.
Dualismen er i Sven Møller Kristensens optik forstået som en splittelse mellem menneskets biologiske natur og et højere ideal, Guds rige. Da nu denne dobbeltverden er ophævet, betragter Sven Møller Kristensen romanens budskab som monistisk, hvor natur er ensbetydende med drift.
Hvad fortolkeren ikke observerer er, at han blot indfører en ny dualisme, idet han udskifter Gud med dyret. Mennesket betragtes nemlig på naturalistisk vis som menneske-dyret. Som Sven Møller Kristensen skriver, så opfatter Jacobsen "kvinden som et menneske-dyr, med lige meget vægt på 'mennesket' og på 'dyret'." (S.32).
Hermed er det menneskelige i mennesket udskilt som 'en halvdel'. Hvor vi før havde dualismen Menneske/Gud får vi nu dualismen Menneske/Dyr. En religiøs dualisme er udskiftet med en animalsk.
Sven Møller Kristensen skelner ikke imellem drift og instinkt. Han sætter derimod lighedstegn og mister derfor den basalt afgørende forskel: At instinktet - i modsætning til driften - er organ for foreningen af den menneskelige drift og ånd.
Instinktet er 'hjertet'. Det er sjælen. Eros.
Sjælen opfattes gerne som noget blødt. Det er ikke tilfældet. Det er kroppen, der er blød.
Idealet
Fru Marie Grubbe er kun tilsyneladende en naturalistisk udviklingsroman.
Miljøet, der i den naturalistiske roman er vigtigt som årsagsstyrende faktor, har ikke denne betydning i denne roman, da Marie lever uden for miljøerne eller på tværs af dem.
Objektiviteten hos forfatteren knytter sig udelukkende til den historiske ramme. Forfatteren er i forhold til naturalismens objektivitetsideal uhyre subjektivt tilstede, stilistisk, emotionelt, lyrisk - og som alvidende kommentator. J.P. Jacobsen er bestemt ikke neutralt fortællende.
Ikke underligt at Georg Brandes og de naturalistiske kritikere i deres anmeldelser var kølige og lidt skuffede. Godt nok var romanen areligiøs i sit budskab og dens hovedperson aldeles ukonventionel. Så langt så godt. Men den seksuelle frigørelses triumf var det så som så med; selvom Marie fulgte sin natur, så var det jo unægtelig i fællig med en skrueløs vandal og morder. Det var nok ikke lige sådan, man på bjerget havde forestillet sig naturalismens kronroman.
For spørgsmålet er, om romanen i pagt med Georg Brandes' ideologi tager afstand fra en romantisk-idealistisk virkelighedsopfattelse.
Drivkraften i Maries liv er et ideal. Af romantisk art. Idealet fører hende ved tilfældigheder (dødsfald) og vilkår (tid og sted) igennem flere miljøer, riger og lande. Men hendes resignation er - ligesom Leonora Christines - ikke en opgivelse.
Idealet inkarneres i mandfolket Søren, der uden besvær kan postuleres 'hel', da han i al afstumpethed udfylder sin primitivitet. Han repræsenterer en voldsbaseret (naturlig) autoritet, som Marie underkaster sig, fordi den er hendes naturlige ideal.
Igennem dette ideal følger hun i højere grad sin sjæl - jf. det centrale citat i afsnittet "Livssynet" i kapitlet "Det psykologiske studie".
Idealet er den livshungrende fordring på at blive brugt af livet. På godt eller ondt. Derfor kan hun i romanens slutning i sin høje alder stille spørgsmålstegn ved, om hun kun har haft én sjæl.
"Ja, har jeg?" (S.203)
Faldloven
For selvfølgelig har et menneske kun én sjæl, ligesom det kun har én krop - og ét liv. Undertiden kan det opleves anderledes på grund af udstrækningen i tid. Den langsomme stigning og vækst op igennem årene er samtidig et fald mod tilintetgørelsen - der 'kun' er fysisk.
På dette felt er den biografiske tolkning interessant, fordi det nødvendigvis må blive en tolkning af en tolkning, idet hvert enkelte menneske igennem sit liv allerede har tolket det i måden at leve det på.
Det er uregérligheden - det uhørte - i Marie Grubbes liv, der har fængslet J.P. Jacobsen. Derfor han har skrevet en roman, der ikke ligner nogen anden dansk roman.
Derfor lader den sig heller ikke rubricere som udviklingsroman eller naturalistisk gennembrudsroman. I romanen hersker der netop ingen naturalistisk årsagsbestemt lovmæssighed. Men der hersker en anden. Udenfor arv og miljø. Udenfor positivisme. Og udenfor tidsånd. - Faldets lovmæssighed.
Det er ikke tilfældigt, når J.P. Jacobsen lader romanen klinge ud i et religiøst farvet citat fra en salme, der slutter med disse strofer:
Thi om du efter vore Synder onde,
Straffed', som du med al Rette kunde,
Da maatte Alting gaa til Grund, og falde,
Ja, én og alle.
Sådan slutter en naturalistisk gennembrudsroman jo ikke! Snarere end at være en naturforskning af et menneskeliv er romanen en skæbnefortolkning, hvis idealisme og ikke mindst struktur ligger i forlængelse af M.A. Goldschmidts Hjemløs.
Nu skal man være varsom med de tre stadier, man pædagogisk lægger ned over dannelsesromanen, men de passer fuldkommen på denne såkaldte udviklingsromans overordnede forløb: Hjemme - Hjemløs - Hjem.
Marie skildres i åbningskapitlet som barnet, der når hun er alene med sig selv, er i "harmoni" med sine omgivelser. Hun er hjemme.
Med kønsmodningen følger de mange stadier og stationer af hjemløshed sammen med de forskellige mænd. Indtil hun finder hjem sammen med Søren som Borrehusfolkene (Horehusfolkene) på Falster, hvor hun genfinder den mistede harmoni.
Og ikke nok med det. Også J.P. Jacobsens fortolkning af hendes biografi tilhører dannelsesromanens mønster, hvor faldets lovmæssighed ligger udenfor menneskelig rækkevidde.
Selvom Jacobsen vrængede "dette Nemesis-Vaas" ad Goldschmidts filosofiske erindringsværk Nemesis, der udkommer året efter Fru Marie Grubbe, så er det påfaldende, at romanen fuldbyrder den orden og lov i menneskelivet, som formuleres her: "Mennesket er til for at erkende Ordenen og bringe sig i Orden. Vi er ikke til for Lykkes, for Velbehags Skyld."
Citatet forklarer, hvorfor Marie Grubbe finder lykken i ulykken. Det gør hun, fordi hun i Jacobsens regi lever under en højere lov end den, der definerer lykke og ulykke.
Ærefrygt
Nemesis gengives i mytologien med to attributter. Hun står med den ene fod hvilende på et hjul og med et bånd i hånden. Hjulet symboliserer ikke et møllehjul eller en stejle til opretholdelse af retfærdigheden, ligesom båndet ikke symboliserer en pisk - til udligning af samme.
Hjulet er oldtidens tegn for by. Båndet tegn for tale. Udlagt betyder Nemesis' attributter , at det i menneskelivet drejer sig om at være 'huset', at høre til, samt at det er ligeså vigtigt for menneskets velfærd, at være istand til at 'styre sin tunge'.
Nemesis' livslove er hverken af biologisk, politisk eller religiøs art. Disse livsloves orden er i deres sociale og psykologiske orientering alene af etisk art. De er en etisk fordring. Om ligevægt i livet.
Det er en sådan ligevægt, Marie Grubbe (gen)opretter i sit liv. Uanset hendes sociale deroute lever hun i ligevægt og kan derfor indgå (sådan vil Jacobsen ialtfald have det til at se ud) som ligeværdig samtalepartner med den sofistikerede, velærværdige baron Ludvig Holberg. En lidt bedugget dialog, der gerne genoptrykkes i skolebøgerne, hvilket romanen langt fra er tjent med.
En anden samtale føres i Nürnberg med Remigius i romanens midte. Her optræder det nøgleord, der samler bogens tematik i et brændpunkt, nemlig Maries følelse overfor sin partner af - "Ærefrygt". (S.165)
Mindre naturalistisk kan det næppe blive.
Men J.P. Jacobsen har omhyggeligt lagt sine spor ud. Tidligt i romanen tænker Marie over bønnens mening i forbindelse med Ulrik Christians aftenandagt:
|
"ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind, der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den som i saa fuldt Maal havde vundet sig denne Verdens Ære ogsaa maatte blive delagtig i den eneste sande og rette Ære". (S.49) |
Vel er Fru Marie Grubbe en ateistisk og animalsk roman, men den naturalistiske programroman, som den endnu i vor egen tid bliver gjort til, er den ikke.
"Ærefrygt" tilhører den religiøse sfære.
Brudenatten
Således finder J.P. Jacobsens fortolkning af den historiske Marie Grubbes gådefulde livsløb sit leje i dannelsesromanens univers.
På ondt eller godt, ligemeget, lod forfatteren hende sige. Det blev på ondt, men Jacobsen vil med sit særligt disponerede lune have os til at synes, at det blev på godt.
I sin fascination og muligvis forelskelse i Marie forbiser han i sin tolkning, hvad han dog selv har draget frem, nemlig det halvhjertede forhold til kongesønnen Ulrik Frederik. Hun hengiver sig til en mand, som hun ikke helhjertet elsker. Dermed udspaltes hendes seksualitet fra hendes sjæl. Hun forguder i stedet sig selv og dyrker sin egen skønhed.
Hendes krop bliver hendes guddom. Hun optræder ved hoffet med udsøgt behagesyge og koketteri. Men hun bliver tom som en romersk skulptur. Og tomheden fyldes med pragt og magt, status og hor. Indtil forlorenheden i forholdene truer med at æde hende op.
Brudenattens falskhed forfølger hende resten af livet. Marie er en kvinde, der har mistet sin sjæl. Falskheden i hendes liv kulminerer i forholdet til den maskulint bastante og intellektløse Søren.
Faldet i det ydre svarer til et fald i det indre. Og bryder hermed faldlovens ligevægt. Faldet bliver et forfald.
Alle må nødvendigvis falde, der er ingen vej udenom, da livet er en gave, som ingen har bedt om. Livsopgaven består i at falde med manér - hvilket vil sige med sjælen intakt.
Mærkeligt nok er romanen ikke skrevet på inspiration af Det ny Testamente, hvor det hedder, at den, der mister sit liv, skal vinde det. Romanen efterlever til fulde en sådan maxime fra et orienteringsrum, som den ifølge sin litteraturhistoriske status skulle have lagt bag sig.
I sin betagelse af den stærke og helstøbte kvinde, der ikke har sat sin lidenskab overstyr, har Jacobsen ikke villet eller kunnet inddrage forfaldet og hulheden i Marie Grubbes identitetshistorie, hvilket hænger sammen med hans specielle opfattelse af kvindens natur, som værende nærmest åndløs. (Jf. afsnittet De tre kvinder i kapitlet "Eros og døden 1 - Sfinxen".)
Marie optræder netop i Jacobsens version som en gåde for læseren, hvilket den historiske Marie ikke tilnærmelsesvis gør sig fortjent til. Er Jacobsens tolkning troværdig?
I forfatterskabet optræder der udelukkende splittede mænd og stort set usplittede, harmoniske kvinder. Den eneste mand, der ikke er splittet, men 'hel', er Søren, hvilket udfra forfatterskabets kontekst vil sige, at han i virkeligheden er en kvinde?
Eller 70ernes nye mand?
Naturkvinden
Lad os derfor kaste et blik på Søren Sørensen Møller. Han er først i 20erne, atletisk bygget og fungerer som kusk og ladefoged, og er tillige et snarrådigt mandfolk, der er i stand til under branden på Tjele modigt at redde de skræmte heste ud af stalden og styre dem.
Men er han også i stand til at styre sig selv?
På grund af hans viljestyrke under branden, som Marie iagttager, falder hun, der nærmer sig de halvtreds, for ham, idet han repræsenterer manden. Holder den? Og hvor meget mand er der i denne Søren Sørensen Møller, der har mod på at gifte sig med en så gammel og brugt kone?
Hvis hun så havde været godt brugt, kunne man måske forstå det. Men det er hun ingenlunde efter ikke mindre end 16 fordærvede, dovne og grådigt materielle år i lavadel med Palle Dyre.
Nu skete det faktisk sådan i virkeligheden. Virkeligheden overgår fantasien, og tak for det!
Her kan det være på sin plads at minde om, at det heller ikke er en roman, J.P. Jacobsen har skrevet. Det er et Interieurer fra det syttende Aarhundrede. Havde han selv opfundet konstellationen, Marie/Søren, ville kritikken og læseverdenen sikkert have forholdt sig mere skeptisk, end tilfældet er i 1876, hvor naturalisterne følger Jacobsen i hans velsignelse af livsstyrken hos det umage par, der bryder med konvention og almindelig moral.
Endnu i vor egen tid lyder velsignelsen. Johan Fjord Jensen skriver således bemærkelsesværdigt kulørt om forholdet i Turgenjev i dansk åndsliv (1961)
: "Marie Grubbe vil livet i hele sin styrke, i hele dets intensitet og uden følelsesforbehold af nogen art. Som naturkvinde, som instinktvæsen er et sådant virkelighedsforhold for hende bundet i det erotiske, i forholdet til manden. Søren Ladefoged besidder i sin primitive, staldlugtende helstøbthed den personlighedsstyrke, uden hvilken kvinden - Marie - ikke evner den ubetingede hengivelse, der for hende er livet i én skingrende klang." (S.136)
Det er en ganske problematisk tolkning, som på trods af sin forenkling har gjort sig gældende i litteraturhistorien. Jørgen Ottosen gør opmærksom på skismaet i sin afhandling om J.P. Jacobsens Mogens (1968), hvor han fremhæver, at Søren Ladefoged i romanen ikke fremstilles som hverken helstøbt eller som en mand med personlighedsstyrke. Tværtimod.
Om Sørens karakter hedder det fra Maries synsvinkel: "hun udmalede sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene - hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed". (S.149)
Illusionen
Marie Grubbe tilhører disse herremandsfolket og kunne Søren stjæle hende, der henlevede sit liv som et vrag, fra dem, ville han trods alt få hævn og kunne hævde sig og dermed kompensere for sin traumatiske underlegenhedsfølelse.
I sit forhold til Marie viser han ingenlunde personlighedsstyrke. Styrken viser sig alene i helstøbt hustruvold. At Marie så finder "en sælsom Nydelse" i denne vold, er en anden historie, som vi har behandlet andetsteds, og sat i forbindelse med J.P. Jacobsens mentale dispositioner og seksuelle orientering.
Ikke desto mindre har Søren Sørensen Møller gjort sit sejrrige indtog i dansk litteraturhistorie som den rigtige mand for den stolte og ukuelige Marie, der ikke gav op, og som nedværdigede sig for sin rige hengivelses skyld.
Men Søren Sørensen Møller er ikke nogen Corfitz Ulfeldt. Initiativet i forholdet er hele tiden Marie Grubbes. Ligesom det er hendes beskedne arvepart ved faderens død, der gør det muligt at erhverve færgestedet på Falster. Søren har snarere været hendes træl, og som sådan livræd for hende. Derfor hans rusk i tremmerne.
Hans manglende personlighedsstyrke parret med desperation gør ham til en latent morder, som den depraverede Marie inderst inde tændes af. Før det endelige mord var han nemlig lige ved at myrde en - godtnok intrigant - kvinde for Maries skyld. Og det kan Marie ikke glemme. Det er hendes pant på kærligheden.
En køn historie, der af J.P. Jacobsen og forstærket i litteraturhistorien er blevet gjort mere naturalistisk kønnet, end den kan bære. For i barokkens 1600-tal forholdt mennesker sig ikke så neurotisk til seksualitet som i den naturvidenskabelige periode et par århundreder senere.
Om Fru Marie Grubbe er der i tidens løb skrevet utroligt meget. Det billede, der tegner sig tydeligst indhyldet i rosernes duft forestiller en smuk og stolt kvinde, som nærede en drøm om livets skønhed. Den knustes af de forræderiske og halvhjertede mænd i forhold til den halvhjertede Marie. Så fandt hun en 'helhjertet', og uden illusioner om livets skønhed bøjede hun sig for de rå kendsgerninger og stod for ølsalget.
Livets skønhed er ikke af den grund en illusion. Det er end ikke et ideal. Det er en kendsgerning.
Rå og hård som den vilde rose.
Idolet
I den fortræffelige Værkserien udkommer Omkring Fru Marie Grubbe ved Jørgen Ottosen i 1972 . Heri er optrykt samtlige anmeldelser fra dengang. Det er interessant læsning, ikke blot som tidsdokumenter, idet de giver os et dynamisk her-og-nu indblik i tidens mentale temperatur og åndelige atmosfære.
Især er den norske forfatter Camilla Colletts (indsendte og usignerede) anmeldelse i Ny illustreret Tidende (Kristiania; i dag Oslo) interessant. Hun afslutter sin anmeldelse således:
|
"Han viser os hende kjæmpende, flænget, blødende af tusinde Saar, bukke under og reise sig, reise sig med et Smil, for at bukke under paanyt, og han viser os alt dette med en docerende Dyreexperimentørs uforlignelige Ro og nydelsesrige Grusomhed; han viser os det - at vi maa sige det - med al den G r u s o m h e d e n s V e l l y s t, som er vor Tids Særkjende, en Grusomhedens Vellyst, hvis Spor man kan forfølge, ligefra Dagens berømteste Frembringelser paa Kunstens og Litteraturens Omraade, ned til de Baerske Uterligheder, ned til Fjællebodsforestillingerne, hvis lokkende Vignetter vore Dagblade ikke vægrer sig ved at udstille i Skikkelse af en nøgen Kvinde, som sønderrives af gloende Tænger."
|
Indtager Camilla Collett en positiv eller afvisende holdning til Jacobsens roman?
Umiddelbart virker det, som om hun tager afstand fra den udspekulerede, tidstypiske grusomhed i værket. Men det er ikke tilfældet. Hun lovsynger den.
Jacobsens Marie Grubbe er for Camilla Collett ikke mindre end "Fremtidens Kvinde". Og i samme åndedrag udnævnes Søren Ladefoged til "en skikkelig Mand" (i kursiv for at det ikke skal være løgn!).
Når man har læst denne anmeldelse, forekommer det nærliggende at give Frederik Nielsen ret, når han i forbindelse med netop denne anmeldelse vurderer, at Marie Grubbes lystfølelse ved ydmygelse er et udslag af forfatterens fantasi.
"Det er forfatteren og læsere med samme anlæg som han, der tilfredsstilles ved nedværdigelsens sanselighed - ikke Marie." (S.66)
Jacobsen har med sit kvindeportræt ramt Camilla Collett lige midt i livmoderen. For hende er 'Marie Grubbe' intet mindre end den nye, endnu ufødte kvinde. Hendes anmeldelse vidner om, hvad der sker, når man fuldstændig identificerer sig med hovedpersonen i et fiktivt værk og projicerer dette fantom op som idol - og Messias!
"Hun er ikke kommen endnu, endnu ligger hun i Døsen, hun ser intet, ved intet, hun skal intet, vil intet se og vide. Hun skal blot være, hvad hun i Aarhundreder har været: ved Haanden med sin uudtømmelige Kjærlighedsskat, sin altid paaregnelige Offerberedvillighed, sin bundløse Taalsomhed, som vil stige klarere og høiere, jo mere Grus og Sten man tømmer i denne Brønd." (S.62)
Bang
Krydsklipper vi herefter til Herman Bang i det føromtalte J.P. Jacobsen-portræt i Realisme og Realister (1879) , konkluderer han med forfatterpsykologisk indsigt:
|
"Thi uagtet Jakobsen vil, vi skal tro, det er en Sjælens troskyldige Kraft, der binder Marie til Søren, saa kan vi dog ikke forjage den Tanke, at det er hans svulmende Arme og kraftige Lænder, som mer end noget andet ægger hendes slumrende Attraa til et sidste fortærende Begjær. Eller er det maaske en aandelige Overlegenhed hos Søren, der lader Kongesønnes Hustru bøje sig ydmygt under Staldkarlens tugtende Strikke? Nej, det er for den legemlige Kraft, denne Marie bøjer sig, og denne Tugtelse er hendes Livs Nemesis."
(Omkring Fru Marie Grubbe, 1972, s.184).
|
Ifølge Herman Bang har J.P. Jacobsen ikke været skånselsløs nok, ikke realistisk nok i sin psykologiske skildring, fordi, mener digterkollegaen, Jacobsen har forelsket sig i sit billede af Marie Grubbe, og at denne kærlighed har reduceret hende, således at hun ikke fremstår som en kvinde, "der begynder at søge en Mand, men langsomt men sikkert ender med at søge et Legeme".
For til Jacobsens form for forelskelse knytter der sig det fatale ifølge Bang:
|
"Men han har fattet Medlidenhed med den synkende, og hans Medlidenhed har blindgjort ham." (...) "Man kan tilgive, at der er Spring i Udviklingen af Maries Karakter. Men hvad der er vanskeligere at undskylde og stærkere at beklage, er, at Forfatteren af Overbærenhed og for at skaane Marie holder noget af sin Mening tilbage og vakler med at fortælle os alt. Men - lad os ile med at tilstaa det! - hvad der binder hans Tunge og frembringer denne hans Vaklen, er langtfra at være Fejghed eller Frygt... Nej, hvad der lader ham skaane Marie, er en ubevidst Forelskelse; saadan en stille Kjerlighed, som Videnskabsmanden fatter til sin flittige Forsknings Gjenstand..." (S.185)
|
Musen
Krydsklipper vi herpå til Frederik Nielsen, får vi hans vurdering af Herman Bangs portræt, som han sympatiserer med.
|
"Men, hvad Bang ikke har forstået, er, at Jacobsens kærlighed til Marie også er af en anden og farligere art. Bang kalder hans ubevidste forelskelse "saadan en stille Kjærlighed, som Videnskabsmanden fatter til sin flittige Forsknings Gjenstand". Ak, nej, Jacobsens elskov er af en anden karakter, han hører jo til de melankoliskes kompagni, hvis forlængsel er vildere og mere brændende end den gemene adelhobs. Og når man elsker som Jacobsen, så bliver den, man elsker, skiftevis dronning og slavinde. Derfor bliver Marie Grubbe for læseren ikke eet menneske, hun er forfatterens strenge, stolte og ydmyge muse." (S.69)
|
Ikke menneske. Men muse.
Det er en flot iagttagelse. Fordi den forklarer, hvorfor Marie Grubbe for Jacobsen - men ikke for læseren - er én person: Hun er algolagnikerens muse.
|
"Og det enten hun som uskyldigt barn drømmer om mishandling af skønne og ædle kvinder eller som jomfru drømmer om elskerens stolte hest, der træder med den kolde jernsko på jomfrunakken, eller som hoffets pryd deler af sin dronningenåde til den ydmyge elsker; eller som streng revserinde prygler sin foragtede mands foragtede skøge; eller hun som halvgammel kvinde udmaler sig nedværdigelsen ved at lyde en træls sorte hånd; eller hun som forløben lavadelshustru lader sig prygle af sin yngre, socialt mindreværdige, samlever." (S.92)
|
Såvidt Frederik Nielsen om, hvad den samtidige forfatter Camilla Collett ophøjede til intet mindre end 'fremtidens kvinde'.
Ti år senere bryder sædelighedsfejden
ud i Norden. Men da var Jacobsen som bekendt død - men slet ikke borte!
Materialisme
Fru Marie Grubbe skal komme til at nære en diskussion, der fortsætter igennem hele det 20. århundrede, vedrørende forholdet mellem ånd og køn. Hvad er stærkest? Driftslivet eller åndslivet?
Uanset om man personligt vil stille spørgsmålet eller efterleve det, så kan det altså stilles og med en med en vis effekt. Vi har fulgt J.P. Jacobsens indarbejdede syn på forskellen mellem mand og kvinde.
I sit syn på manden er han dualist. I sit syn på kvinden er han monist. (Jf. afsnittet De tre kvinder i kapitlet "Eros og døden 1 - Sfinxen"). Følgelig optræder mændene som splittede og halve - med en enkelt undtagelse - og kvinderne som overvejende hele og stærke.
Når en eftertids litteraturforskning ofte omtaler "gåden" J.P.Jacobsen, hænger det sammen med denne dobbelte dispostion, der truer med at gøre kvinden til et fantom. Af samme grund er to meget forskellige gemytter i hver deres århundrede, nemlig den samtidige forfatter Herman Bang og den senere doktor i forfatterskabet Frederik Nielsen, skeptiske overfor Jacobsens kvindesyn.
Den naturalistiske periodes fokusering på kønslivet, som J.P. Jacobsen er afhængig af som den tidsånd, han indånder, udskiller dette fra livet som netop "kønsliv". Herved og igennem den naturvidenskabelige orientering sker der en tvedeling, hvorved det, der hører sammen (liv og kønsliv) og i det virkelige liv ikke kan skilles ad uden at gå i forfald, netop bliver tvedelt.
Heraf naturalismens dualisme.
Periodens filosofiske kendetegn er positivismen, der i sit udelukkende konkrete og erfaringsbaserede livssyn medfører en materialistisk livsform. Følgelig vil åndslivet i en sådan rationalistisk præget periode komme til at ligge underdrejet. Kønslivet optages derimod i det almindelige konsum som konsum. Det er det nye.
Tankevækkende er det, at den kulturradikalisme, der har sit udspring i naturalismens materialisme og som kulminerer i 50erne og 60erne, netop i denne periode vender sig kritisk mod materialismens forbrugerisme. Der foregår her en mentalitetshistorisk forskydning, der aldrig (?) er blevet belyst eller forklaret.
Den kulturradikalt inspirerede kritik kommer i brutalt tilspidset form til udtryk i 70ernes politiske venstrefløjsterrorisme - Baader-Meinhof, Rote Armee Fraktion - der netop begynder med at eksplodere tilfældige supermarkeder og slå tilfældige mennesker ihjel for at gøre opmærksom på det usunde i den vestlige verdens materialisme.
Materialisme er det moderlige aspekt i tilværelsen.
Og J.P. Jacobsens personer er stort set alle moderløse.
Natursjæl
At skelne imellem natur og sjæl er i og for sig uden mening, al den stund skelneriet ingen steder fører hen. Det interessante er alene transformationen, osmosen, koblingen mellem natur og sjæl.. Her begynder livet.
Menneskets natur er en synliggørelse af sjælen. Ligesom sjælen synliggør naturen. Naturens sjæl og sjælens natur.
For selvfølgelig er sjælen ikke natur, men adskiller sig heller ikke fra naturen, eftersom sjælelivet er naturbundet. Menneskets natur ligger i dets sjæl.
At lukke sjælen inde i kristendom er en blindgyde. Og et blændværk. Derfor har jeg i ovenstående tolkning lagt væk på at vise, hvor religiøst tematiseret Fru Marie Grubbe er som understrøm til et ateistisk budskab.
I Niels Lyhne skal det blive endnu tydeligere.
Til toppen
Til Niels Lyhne
Tilbage til J. P. Jacobsens hovedside
Publiceret 11. november 1999. Opdateret 1. november 2012.
© Per Hofman Hansen og Iben Holk.
|
|
