Den store Sommer. Johannes Larsen. Epoke - danske romaner før 1900

Naturens øje
Initiativet til Johannes Larsen og hans Billeder (1920) kommer fra vennen og kollegaen Aage Marcus, da han har set græsset gro. Det var i øvrigt samme Marcus, der lærte Johannes V. Jensen at køre på motorcykel. Og vil man læse det mest intensive og pålidelige portræt af Johannes V. Jensen, da står det i Aage Marcus' erindringer Den lange Vej (1969).

I et tilbageblik på perioden skriver Aage Marcus i forordet til Tranebogsudgaven af Johannes V. Jensens ikke helt vellykkede digtsamling Johannes Larsen og Aarstiderne (1963): "Henimod slutningen af forrige århundrede var et syn på naturen ved at finde udtryk, såvel i litteraturen som i kunsten. Banebrydende var herhjemme to grupper. De jyske digtere og de fynske malere, og som rimeligt var kom der tidligt kontakt imellem dem." (S.7).

Johannes Larsen og hans Billeder er en udsøgt bog, hvad angår billedudvalget, der på hver side bringer et billede fra malerens, tegnerens og grafikerens produktion. Forfatteren understreger, at han ikke skal optræde som kunsthistoriker. Opgaven udføres på baggrund af en naturhistorisk, biologisk metode: direkte ind på manden, ikke privat, men personen og hans forudsætninger i naturen, for herigennem at karakterisere værkets art og værdi. Som indledning beskrives således Johannes Larsens forældre og bedsteforældre igennem portrætter, ligesom Kertemindes topografi og maleren selv, som Johannes V. Jensen portrættere som ikke mindre end et grundeksemplar, simpelthen en dansk "Kanon". (S.44)

Samme etnografiske betragtningsmåde gælder værket: "Hvilken Besked Johannes Larsen giver med sin tavse Kunst er det jeg gærne vil gøre opmærksom paa. En Standard indeholdes deri." (S.40) Som læser mærker man tydeligt, at Johannes V. Jensens aktuelle kunstbetragtninger forholder sig til samtidens passive eller kritiske holdning til fuglemalerens verden, der jo 'bare' er den virkelighed, man kender. Tidens maleri er vild ekspressionisme og futurisme, hvis stil og motivvalg er den stik modsatte af fynsmalerens. Derfor er det, at Johannes V. Jensen lægger vægt på graden af værkernes virkelighedsforhold: "at staa i Pagt med Virkeligheden er noget kostbart". (S.41)

Allerede i det omtalte essay "Fyenske Billeder" er forfatteren på dette spor: "I Johannes Larsens Kunst indtager Emnerne ganske samme Plads og vejer til med ganske samme Indhold som de gør i Naturen selv." (S.97) Formuleringen 'naturen selv' er selve kernen i denne kunstopfattelse. Det kan lyde fordringsløst og ukompliceret, men er ikke desto mindre æstetisk hemmelighedsfuld, da positionen erkendelsesteoretisk angår identiteten mellem sansning og virkelighed. Et 'filosofisk' forhold som Johannes V. Jensen mener, at maleren med sin kunst ophæver: "For det man holder af vil man se, og Naturens Gaver leverer man hele fra sig igen." (S.97)

Besnærende forsvares den virkelighedstro, udadvendte realisme i denne billedverden midt i abstraktionernes tid, da objektiviteten i virkeligheden betegneren dyb personlig bevæggrund: "Et naivt, indgroet Identitetsforhold bestaar mellem ham og hans Motiver, de har dannet hans Øje, han kan ikke forraade dem." (S.97). Sammensmeltningen kan forekomme som 'mystik', hvilket forfatteren begrunder, da al almindelig virkelighed har en mystisk virkning: "En mystisk Lov, som man maaske kunde kalde Kendskabs- eller Genkendelseskvaliteten, hænger over Tingene." (S.58). Senere vender Johannes V. Jensen tilbage til emnet med følgende evolutionære præcisering: "For Pokker, det er dog Naruren, der har skabt Øjet; det giver igen hvad det er kommen af." (S.140)

Bemærkelsesværdigt forudsiger Johannes V. Jensen i 1920 den genopdagelse af Johannes Larsen, der har fundet sted i vor tid med indvielsen af Kerteminde-museet i 1986, efterfulgt af et overraskende stort og vedvarende besøgstal, idet han profeterer: (S.50)

- at hvor en Kunstner har Resignation og Mod nok til at være sanddru, ikke i lokal med evig Forstand, vil Tiden give ham Oprejsning, og skulde han endogsaa forblive ukendt saa ved han at han kan have præsteret det Uforgængelige. Samtiden er haard ved Virkelighedskunstneren, for hvad Herregud det kender vi jo, lad os se noget vi ikke har set; først Eftertiden - og er der ingen Tid? - har Betingelser for at skatte et Værk som maaske er det eneste der bliver tilbage af en forsvunden Verden.

Ingen der kender Johannes Larsens Billeder er i tvivl om at dansk Natur her paa den lykkeligste og mest spontane Maade er bleven omsat i Kunst ved at gaa gennem en fordringsløs og ubestikkelig Sjæl. Hans elementære Simpelhed, der er i Slægt med alle Tiders Kunst, hvis Grundpræg er Naturlighed, nærmer ham til Midten, naar det gælder at placere en enkelt som den sandeste Inkarnation af Virkeligheden. (S.51)

Anna Syberg
Sidenhen ser Johannes V. Jensen tilbage på perioden før verdenskrigen som 'de gyldne år' - hans fynske belle époque, der kommer til at præge hans hele liv. I det tidligere omhandlede essay "Fyn og Fynboerne" i Aarbog 1917 kaster Johannes V. Jensen et vemodigt blik tilbage på denne tid, vemodigt fordi han samtidig tager afsked med sin veninde Anna Syberg : (S.170)

Naar man søger at rekonstruere sig Stemningen af Tilværelsen som den var før Krigen, faa husker den, Holdepunkterne for Erindringen fra den Gang er selv forrykket af Krigen, er der Ingen der saa levende bringer Før-1914-Tiden tilbage som Anna Syberg. Det er næsten som et Symbol, at netop hun døde paa Grænsen af de to Tider, hun hørte saa helt og holdent til den første. Saa vant som man er blevet til at Folk dør, i de tre Aar der nu er gaaet, med den Øvelse Massedøden giver, har man dog endnu svært ved at forestille sig at Anna Syberg er død, hun var mærkeligt levende, saa udpræget som Menneske, at man med Styrken af en Hallucination tror at høre og se hende, et eller andet Sted nær ved, i Luften, inden i sig, saa ofte man kommer til at tænke paa hende.

Anna Syberg (1870-1914) er født i Fåborg som datter af malermester Syrak Hansen, der udfører dekorationsarbejder i fynske kirker og herregårde. Sammen med Alhed Warburg (senere gift med Johannes Larsen) tager Anna Hansen til København for at modtage undervisning i tegning. Får 1892 ansættelse på Den kongelige Porcelainsfabrik som blomstermaler. Giftermål i 1894 med Fritz Syberg, der arbejder i hendes fars firma. De første år bor ægteparret i en lejlighed i Svanninge. Siden indretter de deres hjem i Pilegaarden udenfor Kerteminde, hvor deres syv børn vokser op. Her er det Johannes V. Jensen træffer Anna Syberg, og nu skriver herom: (S.171)

Mennesker med saa fint og stærkt udformet Individualitet er ogsaa hævet over den personlige Død, de lader deres Form efter sig, i andres Erindring, i deres Kunst, hvis de er udøvende Kunstnere. Og det var Anna Syberg, Faaborg Museum har Blomsterbilleder af hende, saa kraftigt malede og følsomme, paa en Gang elementære og rene i Smagen, som man kun sjældent træffer hos Mænd. "Den fynske Skole" er en streng Skole, skønt den ikke øver sig i Kritik af andre, de er haarde i hvad de forlanger af sig selv. Anna Syberg var et af de haardeste og følsomste Mennesker jeg har kendt, en Kriger og en Veninde, Moder, Kunstner og vild Kvinde.

Under de årlige besøg på Fåborg Museum har det længe været Anna Sybergs billeder, man fæstner sig ved. Blomstermotiver, jovist, men udførelsens nerve og syn, skønheden i gengivelsen, håndarbejdet som sjæleliv løfter motiverne ind i en andetheds sfære, vild poesi! Og det er, hvad Johannes V. Jensen ser, alt imens veninden udfører sin kunst. Ovenstående citat, så rig på indsigt, som det er - observeringen af den feminine styrke - indgår som optakt til Lise Funders portrætbog Anna Syberg (1994).

Anna Syberg har mere end vakt Johannes V. Jensens sympati og fascination. Hun har dybt grebet ham i sin væremåde, karakter og skikkelse. Umuligt er det at eftervise, men utvivlsomt har beundreren brugt hende som model for kvinden, Pil, i Norne-Gæst (1919). Hør den lydløse pumamelodi i ovenstående citat: kriger, veninde, moder, kunstner, vild kvinde...

Essayet er vedføjet et portræt af Anna Syberg efter akvarel af hendes mand fra 1910, hvor hun ser forpint og medtaget ud, skønt det er fra de selvsamme år, hvorom der i essayet erindres. I samvær med Sybergs oplever Jensen det 'simple life', som han år tidligere opfangede i Den ny Verden: (S.172)

Sybergs boede oppe ved Fynshoved paa selve Stranden, som en Stenalderfamilie, i to transportable Kasser, ikke større end Badehuse, de og en Rudel hvidhaarede Børn, som kom op fra Vandet til Maaltiderne og forsvandt i den sommerblaa Fjord igen. Tilværelsen var amfibisk blandet sammen af Vand og Solskin, Strandblomster, Mejlø i en Luftspejling, Skyer og Hav; til den anden Side Storebelt med Sejlere og Røg, en mægtig solet Blaahed, opad i Rummet og til alle Sider, en flygtig champagnefraadende Sø hvori vi badede og blev nye fra Hoved til Fod som i Ungdommens Kilde.

Ak, Anna Syberg var allerede den Gangt mærket af en Træthed som der ikke gives nogen Fornyelseskilde for, hun havde givet det meste af sit Liv for andre. Det var hendes Lykke som Kvinde, hun ønskede ingen anden.

Den svundne Sommer og Anna Sybergs Minde, hendes ejendommelige Stemme, Breve fra hende der var forbavsende stærke, har for mig tonet sig sammen til et Stykke Danmark, noget uanseligt og dygtigt, ikke den store Gebærde, men Natur helt igennem, noget næsten umærkeligt, men inderligt rigt, som den danske Natur og den bedste danske Kunst.

Kerteminde var i perioden 1901 til 1927 et kunst- og kulturcenter af national betydning med malerægteparrene Alhed & Johannes Larsen og Anna & Fritz Syberg centralt placeret. Udtrykket 'Den store Sommer' blev et billede på stemningen, der herskede i dette varme og livsbekræftende miljø såvelsom den arbejdsmæssige succes som malerne havde i denne periode, skriver Erland Porsmose i sin bog Den store Sommer (1996). Det var i dette miljø Johannes V. Jensen følte sig hjemme.

Den store Sommer i litteraturen og på internettet

	Erland Porsmose: Den store Sommer. Et kunstnermiljø i Kerteminde 1901-1927. (1996).
	Grete Zahle: Dagens lys. Johs. V. Jensen og de fynske kunstnere. (1988). JVJ tegner gennem sin lyrik og prosa et billede af venskab og samarbejde, som udfoldedes mellem de fynske malere Peter Hansen, Fritz Syberg, Johannes Larsen og billedhuggeren Kai Nielsen.
	Erland Porsmose: Johannes Larsen. Menneske, kunstner og naturoplevelser (1999).
	Hanne Honnens de Lichtenberg: Maleren Poul S. Christiansen (2001).
	Karin Meisl: Bondemaler og baron. Fritz Sybergs liv og billedverden (1992).
	Lise Funder og Sys Hindsbo: Anna Syberg. Faaborg Museum, 1994. Om Anna Sybergs liv og kunst beskrevet på baggrund af en række breve samt om hendes billeder på Faaborg Museum.
	Ole H. Villadsen: Fynboerne. De fynske kunstnere og de andre (1996).
	Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst: Katalog 1985. Ved Susanne Thestrup Andersen m.fl. (1985).
	Knud Voss: Fynboerne og deres billeder på Fåborg Museum (1977).
	Jørn Guldberg: Fynboernes natur (1997). De fynske malere, Svanninge Bakker og De Fynske Alper.
	Faaborg Museum
	Johannes Larsen Museet, Kerteminde.

Til toppen
Til Johannes V. Jensen: Den ny Verden (Kapitel til Den store Sommer)
Til Johannes V. Jensen: Den lange Rejse (Kapitel til Den store Sommer)
Til Den store Sommer - forsiden
Til hovedsiden

Publiceret 13. februar 2001. Opdateret 1. november 2012.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.