Georg Brandes: Rytter uden hest. Introduktion, 1: Sagen og føreren. Epoke

Med sin livsappetit, fortælleglæde, passion, kompleksitet og stringens er Georg Brandes den fødte forfatter. Til hans ulykke hører det, at han ikke bliver digter. I ungdommen appellerer han til pegasus, men bliver kastet af. Naturellet savner det genuint kunstneriske, der er det primitivt frodige - at kunne hitte på. Evner man ikke selv at skabe, kan man skrive om digtningen og digterne. Det kan Georg Brandes og bliver kritiker, essayist, kultur- og litteraturhistoriker i stort format.
Litteraturhistorie handler om skønlitterære forfatterskaber. Selv om Georg Brandes ikke har begået noget skønlitterært værk, optræder han alligevel på litteraturhistoriernes forsider og indgange til den naturalistiske periode, hvilket fortæller om den kolossale betydning, eftertiden har tillagt kritikeren, idet han som frontfigur sættes til at overhale forfatterne indenom.
Hverken før eller siden har en kritiker og litteraturhistoriker opnået en tilsvarende placering i litteraturhistorien, hvilket netop vidner om politiseringens gennemslagskraft i litteraturhistorien.

Karrieren starter ligesom Johan Ludvig Heibergs og Søren Kierkegaards klassisk akademisk. For Brandes' vedkommende med magisterkonferens i æstetik, guldmedaljeafhandling og doktordisputats. En akademisk karriere ligger lige for med et sikkert professorat. Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå. Af flere grunde. Kollegerne betragter ikke Brandes som videnskabsmand, hvilket man ikke kan fortænke dem i, for det gør Brandes heller ikke selv. Ligesom Kierkegaard ikke er filosof, men digterfilosof, er Brandes som videnskabsmand kunstner, og det med så stort et K, at han tilmed ser stort på at plagiere udenlandske forskere.
Spørgsmålet om Brandes' professorat bliver i årtier et fast element i kulturkampen. At han ikke får det, betragtes i hans egen radikale kreds som institutionel afstumpethed. Så sort-hvidt er det ikke. Et professorat er styret af videnskabeligt arbejde og gælder ikke som platform for politisk mission. Provokerende og agitatorisk har Brandes ikke lagt skjul på, at han er kulturpolitisk talerør for en radikal bevægelse, der vil bruge universitetet til at undergrave det. Dertil kommer kosmopolittens slet skjulte foragt for dansk kultur og den danske befolkning i almindelighed.
Som den studierejsende skriver fra Paris i 1866: "Jeg tager den offentlige Mening derhjemme mindre som noget, der er saa eller saa, men som noget, der skal modtage det Stempel, jeg vil give den, og som skal lære at lystre og behandles som den Canaille, den er."

Brandes har en sag: Den frie tanke, fremskridtet, frisindet, den frie kærlighed. Ordene blafrer i luften med smæld. Biografien viser imidlertid, at ophavsmanden har svært ved at efterleve dem i sit personlige liv, bortset fra at praktisere den frie kærlighed. For at lukke 'den frie tanke' inde i et politisk parti med låg på er der ikke meget frihed i. Ligesom frisindet ligger underdrejet i den hermetiske tænken i 'venner' og 'fjender' - 'vinde', 'tabe', 'sejre'. Krigsmetaforikken i Georg Brandes' skrifter forekommer alarmerende. Herom senere.
I betragtning af Brandes' fremskudte og høje placering i dansk litteratur og åndshistorie er det bemærkelsesværdigt, at hans værker ikke aktuelt foreligger i nye udgaver, bortset fra den store Udvalgte skrifter i ni bind fra 1984-87. Noget kunne tyde på, at Brandes ikke læses, men at der læses om ham, dvs. om hans sag, der i samtiden og siden går under betegnelsen radikalisme eller brandesianisme. Denne har udgangspunkt i oplysningstidens rationalisme (Voltaire) og positivismen (Comte).
Hovedværket, "Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur" i seks bind, hvor det første udkommer i 1871 (ny udgave i seks bind, 1966-67), bygger på de teoretiske forbilleder, franskmændene Hippolyte Taine og Sainte-Beuve. Af førstnævnte lærer han den historiske naturvidenskabelige metode (race, miljø, moment) og af sidstnævnte den psykologisk-biografiske portrætttering, der skulle blive hans største bedrift. De enkelte bind udkommer dog med så mange års mellemrum, at det ideologiske oplæg mister sin samlende fortolkning og opløses i en række åndshistoriske sekvenser med de enkeltstående forfatterportrætter i centrum.

Til 2. Balladen om realismen
Til Georg Brandes' hovedside

Publiceret 8. september 2005. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Georg Brandes-portrættet er produceret med støtte fra Augustinus Fonden.