Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Georg Brandes

Romantikeren

Introduktion, 3
Af IBEN HOLK

  1. Sagen og føreren
  2. Balladen om realismen
  3. Romantikeren Du er på denne side
  1. Det moderne gennembrud
  2. Kulturradikalisme
  3. Værker, litteratur og links
 

Var Brandes i virkeligheden romantiker? Hvis 'ja', så vender det op og ned på hundrede års litteraturhistorie. Opfattelsen af 'romantik' er i vor tid så temmelig misforstået og fortegnet. Romantikken er en oprørsk brand, der breder sig i Europa i begyndelsen af 1800-tallet - optændt af 1770ernes Sturm und Drang. Et emotionelt oprør, der er baseret på følelsens og jegets selvstændiggørelse i kølvandet på revolutionens frihedsidealer. Romantik er frigørelse af natur, sjæl, erotik. (Jfr. Epokes isme-sider: Romantik og realisme - Det nye jeg - Frigørelse).
    Ovenstående kunne godt lyde helt brandesk. Brandes er oprøreren, brandmanden, der endog selvironisk markeret underskriver sig med pseudonymet 'Lucifer', der sætter ild i håret og underlivet på sine tilhængere, tilhørere og læsere. Skandalens øje.

I vor tid forbindes 'romantik' med, hvad den netop ikke er: det stillestående, undertrykte, overfladiske og fadt idylliserende. Skønheden er rigtignok romantikkens drivkraft, der som vild idyl forplanter sig til forholdet mellem mand og kvinde. Romantikkens mennesker - og digtere - brænder op. Det gælder Johannes Ewald, ligesom Byron og Shelley, der alle praktiserede en ekstremt erotiseret livsform som poetisk brændstof.
    Derfor virker det besynderligt, at romantikken seksuelt i vor tids litteraturhistorie og -kritik forbindes med platonisk kærlighed. Hvordan det er gået til, er stof til en disputats. Det sker for nu at tage et nærliggende eksempel overalt i Birgit Mortensens og Inge-Lise Hjort Vetlesens kapitler om Amalie Skram og det moderne gennembruds kvinder i "Faderhuset" (1994).
    Misforståelsen gør stort set disse ellers fortrinlige afsnit uforståelige på grund af den vildledende referenceramme, der gør det alt for let og bekvemt for forfatterne at få den idéhistoriske og kønsteoretiske kabale til at gå op. Romantik er ikke biedermeier.

Et tilsvarende eksempel (blandt mange) er skolebogen om Henrik Pontoppidans "Den gamle Adam" (1984). Under opgaveformuleringen præsenteres læseren for følgende perspektivering, idet 'romantikken' her igen forstås ved sin modsætning (biedermeier): "Meget firkantet kan man sige, at perioden 1800-1870 i dansk litteratur er domineret af romantikken, mens perioden 1870-1890 er domineret af naturalisme/realisme." (S.86).
    Forenkling kan have sine positive sider i pædagogisk sammenhæng, men ingen er tjent med en forenkling, der tjener usandheden. Man kan klippe en hæl og en tå, lad gå, ikke amputere halvdelen af kroppen for at få budskabet igennem. Det er ikke blot firkantet.

Problemstillingen er ikke af ny dato. Under læsning af forskellige litterære værker dukker den op. F.eks. hos Mogens Brøndsted i hans biografi om Meïr Goldschmidt (1965). Under gennemgang af fortællingen Bjergtagen (S.164) henvises til dens anmeldelse af Georg Brandes, hvor denne citeres for følgende: "Goldschmidt er i sit inderste væsen en Romantiker, som mangler mod til at sætte en ny Lov i stedet for den gamle brudte."
    Hertil kommenterer Brøndsted lakonisk præcist: "Man kunne hertil svare, at just romantikken havde sat elskoven og individets ret over alle andre hensyn; i den forstand var Goldschmidt ingenlunde romantiker, da han pukkede på ægteskabets hellighed."
    I Fund og Forskning i Det kongelige Biblioteks Samlinger, Bind 32, 1993, s.131) skriver Lise Hesselager i essayet "Georg Brandes i spejlet" på baggrund af Henning Fengers biografi, Den unge Brandes (1957), s.150:
"Han (altså HF) siger videre, at man først forstår Brandes, når man har opdaget, hvor ofte han må døve sin indre stemme: han var dualist, der partout ville optræde som modstander af al dualisme, en romantiker, der gjorde det til sit kald at indføre realismen, en liberal, der forgudede de aristokratiske overmennesker, diktatortyperne, en idealist, der bekendte sig til den moderne positivistiske videnskab".


Til 3. Det moderne gennembrud
Til Georg Brandes' hovedside
Til toppen

Publiceret 8. september 2005. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Georg Brandes-portrættet er produceret med støtte fra Augustinus Fonden.