Georg Brandes: Rytter uden hest. Introduktion, 4: Det moderne gennembrud. Epoke

Hvor moderne er 'det moderne gennembrud'? 'Moderne' er et ejendommeligt gummiord, der kan bruges om hvad som helst fra køkkener og briller til mobiler. Det begynder at dukke op i midten af 1700-tallet. Så moderne er det!
Idé- og bevidsthedshistorisk taler den videnskabelige forskning om modernitetens gennembrud i forbindelse med tiden efter den franske revolution i 1789, der er romantikkens gennembrud med kodeordene 'frihed' og 'lighed'. I den forstand sker gennembruddet i Danmark med Grundloven i 1848 og demokratiets indførelse. Moderne tider.
Livsformerne skifter herhjemme fysisk karakter med Københavns ekspansion efter Voldenes fald i 1857, industrialiseringen og folkevandringen fra land til by, hvorved en ny samfundsklasse opstår: Arbejderne. Arbejderbevægelsen etableres i 1871 og udsender samme år sin avis Socialisten. Men det er ikke, hvad vi normalt forstår ved 'det moderne gennembrud'.

Til den moderne tid efter 1850 hører nye videnskabelige opfattelser af mennesket, der kommer til udtryk på flere fronter. Først positivismen, en filosofisk retning byggende på naturlove, erfaring og objektivitet, grundlagt af Auguste Comte (1798-1857).
Med Darwins naturvidenskabelige teori om Arternes Oprindelse (1859) revolutioneres synet på menneskets skabelse og ophav. Hertil føjer sig John Stuart Mills (1806-1873) opsigtsvækkende værk om Kvindernes Undertrykkelse (1865), oversat og introduceret af Georg Brandes.
Eksponeringen af det moderne finder dog først og fremmest sted for øjet og i det håndgribelige rum med ny teknik og nye maskiner ved århundredets midte: dampskibet, toget, telegrafen, fotografiet etc., som de store Verdensudstillinger er vinduer for. Verden er blevet ny og anderledes at være i.

Til en ny verden svarer en ny litteratur. Da den nybagte doktor i æstetik, Georg Brandes, derfor indtager universitetets talerstol i 1871 og lægger ud med forelæsninger om frigørelsen fra fortiden i form af Emigrantlitteraturen, vækker det furore i vide kredse. Måske ikke så meget på grund af indholdet som på grund af formens verdensmandsagtige stil i kjole og hvidt: den karismatiske mundtlighed, atmosfæren af drama, litteraturhistorie som opera - dét var ikke tidligere set eller hørt.
Frigørelsen fra fortiden er dog allerede foregrebet af Hans Egede Schack i romanen "Phantasterne" (1857). Samme år udkommer H.C. Andersens "At være eller ikke være", der foregriber konflikten mellem tro og viden. Emancipationen, som Brandes i 80erne tager patent på, er foregrebet af Mathilde Fibiger med "Clara Raphael" (1851). Og som dokumenteret under portrættet af Herman Bang introducerer denne den franske realisme i "Realisme og Realister" (1879), altså hele fire år før Brandes.
Litterært er 1860erne tynde. Dertil den dystre stemning efter nederlaget i 1864. Den almindelige forvirring omkring et samfund i opbrud, de hårde sociale vilkår, usikkerheden. Situationen har været en taknemlig platform for en skråsikker, latterliggørende kritik og en udbasunerende krigserklæring overfor den nationale tradition.
På talerstolen var det modernes talsmand og fortolker inkarneret. For bogen "Det moderne Gennembruds Mænd" (1883) er der ikke meget gennembrud i.

Værket indeholder otte portrætter, som tilsammen tegner tidens nye litterære profil og holdning, naturalismen. Det drejer sig om Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen, J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Karl Gjellerup, Sophus Schandorff og Erik Skram. Mærkeligt at der kan stå så meget gny om en bog, der allerede ved udgivelsen var en smule forældet. Den er da heller ikke senere genudgivet.
Læst i dag kan man kun glæde sig over den sproglige nerve og kvalitet, det hurtige kasts svimlende sikkerhed, balancen, engagementet og charmen, dertil iagttagelsernes æstetiske præcision og psykologiske dybde. Georg Brandes ejer en uforlignelig evne til at gå i dialog med sit stof og diskutere det med både offer og læser. Portrættets mester.
Men som 'gennembrudsbog' slår den ikke til. Bortset fra at der ikke er tale om en samlet gruppe forfattere, er frafaldet fra den ideologisk anlagte linje deres mest dominerende fællestræk. Drachman bryder tidligt. Allerede midt i 70erne tager han afsked med radikalismen i beretningen "Ostende-Brügge" (1876). For sent opdager Jacobsen, at den antinationale fælde er klappet. Bjørnson hopper af under sædelighedsfejden i 80erne. Ibsen stikker af og får gennembrud i Paris - som symbolist. Gjellerup går agurk i pseudomystik.
Tilbage er der så Edvard Brandes, Schandorff og Skram til at repræsentere 'det moderne gennembrud'. På intet tidspunkt i dansk ånds historie har en tilsvarende litterær afbrænder opnået en så magtfuld kulturhistorisk position.

Hvor er Strindberg? Hvor er Pontoppidan? Bang? - "Hvor er Topsøe?", spørger den konservative Herman Bang drillende i sin anmeldelse i Nationaltidende. Med rette, da Vilhelm Topsøe med "Jason" (1875) leverer den første objektiv-psykologiske roman helt efter naturalismens program, men forfatteren er redaktør for et konservativt blad, Dagbladet, og så er den jo ikke så god.
Det moderne gennembrud lyder som en fanfare. Årstallet sættes i litteraturhistorien blindt til 1870, hvor der overhovedet ikke udkommer væsentlig litteratur, bortset fra H.C. Andersens "Lykke-Peer", som jo ikke er det moderne gennembrud. 1870 fremtræder som et magisk 'sort hul', der suger en masse opmærksomhed til sig og derfor i al sin vægtløshed har opnået en usandsynlig vægt.
Som Keld Zeruneith såre præcist påpeger i efterskriften til sin biografi om Emil Aarestrup, "Den frigjorte" (1981), der åbner for den videnskabelige biografis genkomst: "1870 kommer til at fremstå som et alt for skarpt og uforståeligt hug i vores litteraturhistorie." (S.370).

Til Georg Brandes' hovedside

Publiceret 8. september 2005. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Georg Brandes-portrættet er produceret med støtte fra Augustinus Fonden.