Mathilde Fibiger: Englebrevet. Biografi, 2: Tankens vinger. Epoke

Tankens vinger
Efter moderens død i 1844 begynder den omskiftelige, brydsomme og dramatiske tid for den kun 14-årige med en uendelig række af ophold og ankomster. Af økonomiske grunde indlogeres Mathilde sammen med Ilia hos en premiereløjtnant-bror i Randers. Herefter et år hos en onkel og tante på Lolland. Under dette ophold skriver hun flere melankolske breve til sin veninde, Owena, i København, der kan ses som forløbere for brevene i "Clara Raphael". I et af de elegiske breve taler hun om "sin medfødte Sorg", som hun ved ingen fornøjelser eller adspredelser kan overvinde. "En dyb Vemod og Savn, som man med sin bedste Vilje ikke kan betvinge".
Med bemærkelsesværdigt mod ser hun sine følelsers sandhed i øjnene. Hun vil ikke bukke under for dem, ikke give op, men tværtimod omfatte sin sindstilstand med indsigt som udgangspunkt for tilegnelse af verden og livet. Hun vil nemlig lade sit savn og sin længsel "stige på Tankens Vinger og blive vor bedste Velsignelse". Her ser vi det første glimt af Mathilde Raphael.
På sin væg har hun et billede af Mariæ Bebudelse og skriver derfor højstemt til veninden i forlængelse af ovenstående:

Da, Owena, da lyder Englens Røst, som fordum til Maria: "Hil være dig, du velsignede iblandt Kvinderne!" til et Forbud for det Guddomslys, der vil fødes i os.

Her opstår Clara Raphael. Og med den dærve humor, der ligeledes kendetegner hende, tilføjer hun: "Lad endelig Ingen se det (brevet) man kunne sige, at det var sammenstillet af en gammel Jomfrus Memoirer og en dårlig Huspostil."

I 1846 sendes hun som et brev tilbage til København hos faderen og dennes nye kone, som hun ikke bryder sig om, "plump og snakkesalig, uden finesse og delikatesse", skriver hun til veninden. Omskifteligheden og roderiet udvikler en rodløshed hos den moderløse, som hun kompenserer for ved at trække sig ind i sig selv. Kun i sin egen verden på 'tankens vinger' føler hun sig hjemme.
Til samme veninde skriver den bevingede med henblik på fremtiden:

Jeg ville meget gerne lære saa meget, at jeg kunne søge en Plads som Lærerinde, saa snart jeg er konfirmeret, thi det er vel tungt at skilles fra sine Kære, men det er dog endnu tungere at ligge dem til Byrde, og under disse Omstændigheder er det jo umuligt andet.

Følgelig tager hun privatundervisning i et år og får dernæst ansættelse som guvernante (huslærer) hos en skovriderfamilie på Lolland. Det er i 1849.

Her befinder hun sig ikke godt. De trivielle omgivelser, de tunge børn, det stillestående og småtskårne miljø og hendes egen utilstrækkelige undervisning går hende på. På 'tankens vinger' skriver hun imidlertid en række fiktive breve fra Clara Raphael på Lolland til en veninde i København med det fine navn Mathilde og samler dem med ildhu til en bog.
Den sender den ambitiøse til ingen mindre end kritikerkongen og smagsdommeren J.L. Heiberg for at høre hans uforbeholdne mening. Ikke uden grund finder den æstetiske praktiker bogen sprængfyldt med talent. Og han anbefaler den til udgivelse hos C.A. Reitzel.
Hermed bryder en ordstrøm løs, der for altid skulle mærke Mathilde Fibiger.

Til 2. Tolv Breve
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside