Mathilde Fibiger: Englebrevet. Biografi, 7: Den direkte ledning. Epoke

Den direkte ledning
Dansk Kvindesamfund stiftes i 1871 som en underafdeling af Association internationale des Femmes (stiftet 1868 i Genève). Mathilde Fibiger opfordres til aktivt medlemskab. Efter længere tids tøven, da den emanciperede er på det rene med, at hun ikke længere har kræfter til at kæmpe for kvindesagen i offentligt regi, tilslutter hun sig foreningen som passivt medlem med denne begrundelse:

Min Virksomhed ligger jo netop indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfatterinden er død, saa lever jo Arbejdersken, hvis tavse Tilslutning i det mindste er Vidnesbyrd om, at hun arbejder i Aandens Tjeneste. Og naar jeg dog er Medlem af Gavn, hvorfor skulle jeg saa ikke være det af Navn.

Året efter er også arbejdersken død. Hele foråret 1872 skranter hun, men vil ikke på rekreation, fordi "det ville være saa rædsomt at vende tilbage til denne Station". Med brysthindebetændelse indlægges telegrafisten på hospitalet, hvor hun udånder den 17. juni. Mathilde Fibiger bliver begravet på Århus Kirkegård.

Tidligt i sit liv - efter kapitlet med bøgerne - har den oprindeligt livsbesyngende følt sig som "en saaledes Afdød". Udtrykket formuleres i en artikel, som kvindebevægelsens pioner opfordres til at skrive af redaktørparret Fredrik og Mathilde Bajer for det svenske tidsskrift Tidsskrift för Hemmet i 1869. De opsøger telegrafisten i Helsingør, hvor de møder hendes "lille forpinte ansigt bag kontorruden".
Med titlen Den ensommes Hjem viser Mathilde Fibiger, at forfatteren hverken er død eller forpint. Tværtimod er der tale om et velformuleret, indsigtsfuldt og spændstigt tilbageblik på hendes livsbane, hvor hun med følsom skarphed analyserer vejen ad hvilken. Var hendes ungdoms skytsengel Jeanne d'Arc, er den nu Leonora Christine, hvis "Jammers Minde" nylig er fundet og udgivet.
I dette værk finder hun bekræftelse på den 'forsagelse', hvorpå hun har levet: "- ikke at leve pr. Overdragning, men have direkte Ledning til Livet, læres bedst af Leonora Christine." - For som hun tilføjer: "Er Kærligheden Hjerteslaget i den ensommes Liv, vil Velsignelsernes Fylde gennemtrænge Hjertet."

Hør blot med hvilken vedholdende styrke i slaget med englevingen den afdøde og statsansatte Clara Raphael uden jammer og ynk afsender sit sidste telegram til sine medsøstre som himmelbrev, hvori den materielle verden forbindes med den åndelige. Vi stiller ind på den afklarede Fibiger anno 1869. Budskabet lyder:

Virksomheden er en Løftestang for alle Sjælens og Aandens Kræfter indadtil, Ledningen, hvorved den Enkelte sættes i Forbindelse med Samfundsudviklingen uden at tabe sig i den. Den, der er saa lykkelig at have et Kald, kan udvikle sig helt og sandt under Udøvelsen af dette eller gennem Resignationen, men bør aldrig lade sig drage i en anden aandelig Retning. Der vil altid være noget, der vidner imod det, peger bort derfra, som Magnetnaalen uafviselig peger i én Retning - og det er Sandhedens Instinkt i Sjælens inderste ... Lyd det, følg det, fører det end ud i en Ørken! -
Men flygt ikke fra din Opgave, thi i den har du kun helt og fuldendt dit Hjem her i Verden. Lad dig ikke afskrække af Livets barske Miner! Er der en bestemt Gerning, om hvilken din indre Stemme siger dig, at den er din: din del i Kampens Fare og Møje, din del af Sejrens Ære, da lad dig ikke lokke bort derfra ved Hjælp af Overtalelse eller afskrække ved Modstanden og det tilsyneladende umulige ved at naa det Attraaede. Søg det, bed om det, bank modigt paa Livets Dør, naar du først har sagt i dit Hjerte til Livets Herre: Din Vilje ske! Da er du Tryg.
Og nægtes det store dig udadtil, så har du altid det tilbage, som er Sjælen i enhver stor Stræben: Selvstændigheden i den indre verden og arbejdet i den ydre.

Til 7. Litteratur og links
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside