Mathilde Fibiger: Englebrevet. Biografi, 5: Nedgangen. Epoke

Nedgangen
Den sultestrejkende frihedselsker besinder sig ved broderens overbærende og kærlige svar, hvor han beder hende om ikke at slå sig alene ned blandt fremmede på Næstvedegnen, men komme til byen, hvor han vil hjælpe hende økonomisk.
Tilbage i København får hun for første gang sit eget hjem, idet hun lejer to små værelser med køkken i Fortunstræde - ikke langt fra Grundtvigs vinterbolig. Hun er ensom. I "Et Besøg" har hun foregribende skrevet om den emanciperede ener-kvinde:

I Virkeligheden er hun udstødt af Samfundet, thi Ingen vil indlade sig med hende, og, om hun end kommer nok saa meget sammen med andre, er hun dog ikke i nogen Forbindelse med dem, thi Fordommen staar altid imellem. Hendes Personlighed er saaledes sat ud af Virksomhed, den befinder sig midt i Livets Larm og Interesser, ligesaa afskaaret fra alt Samliv med andre, som Robinson paa sin Ø.

Og hun er fattig. Indtjening fra lidt undervisning og syning rækker ikke til. Hun kaster sig derfor over arbejdet med en ny roman. Da koleraen bryder ud i 1853, tager Mathilde ophold på en herregård, hvor hun skriver det meste af romanen færdig, mens Ilia melder sig som frivillig sygeplejerske. (Året efter bliver hun ansat som vågekone på Frederiks Hospital, hvor hun bl.a. tilser den døende Søren Kierkegaard.)
De to søstre flytter sammen og supplerer budgettet med porcelænsmaling for Ipsens Terrakottafabrik. Den nye trodsige roman, "Minona", udkommer, men det bliver ikke nogen guldgrube. Den handler om incest, der dengang ikke er et usædvanligt emne, men bogen bliver hovedrystende modtaget - 'amoralsk'. Ud med den!
I sin fortræffelige bog, "Den nødvendige nedtur. Besyv om Mathilde Fibiger og kvindernes gamle sag" (1977), skriver Lise Sørensen sikkert rigtigt set: "Jeg tror, Mathilde skulle have valgt eventyret, hendes sans for dets kompromisløshed, groteske overdrivelser, folkelige underfundighed: de sidste skal blive de første - når verden står på hovedet, - alt taler for det." (s.152)

Den realistiske hverdagsfortælling var ikke Mathilde Fibigers genre. Ulykkeligvis opdagede hun det ikke selv. Og Goldschmidt, som hun omgås venskabeligt - og måske lidt mere? - vejleder hende ikke i den retning. Under Raphael-fejden har han ellers som litterat været usædvanlig hård ved hende, men som den stolte ligger det under hendes værdighed at bære nag. Den nye fiasko får hende dog til endeligt at resignere. For skribentinden er det hermed slut. Hun dør. Af døden genopstår Mathilde Fibiger - som den første kvinde.
Forinden skal hun omkring Ølgod ved Varde. Livskampen fortsætter og den er hård. Hun finder ansættelse som guvernante hos en præstefamilie. Stridsenglen er, hvor hun begyndte, men har lagt oprøret bag sig. Nu må hun krybe. Den gik altså ikke. Efter et år hos den gode og rare præstefamilie er der ikke længere brug for hende.
Den arbejdsløse søger flere job uden held. Men indretter sig standhaftigt i to små værelser i Ølgod, hvor hun ernærer sig ved at sy for byens og omegnens beboere. Glemt og borte.

Til 6. Helt ned og op
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside