Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis, 2. Epoke

Den religiøse roman
Meïr Goldschmidts selvbiografi, "Livs Erindringer og Resultater" i to bind er genial. En lignende selvbiografi har hverken før eller siden set dagens lys. Det usædvanlige består i de to bøgers forskellighed og deres indbyrdes sammenhæng.
Første bind indeholder erindringsstof fra barndom til tidlig manddom, da de slutter på livsbanen i slutningen af 40erne, hvor Goldschmidt endnu kun er i begyndelsen af 30erne. Andet bind, "Nemesis", består af en videnskabelig sproghistorisk og mytefilosofisk afhandling, der behandler fortolkningen og fremstillingen af Nemesis igennem tiderne med udgangspunkt i forfatterens oplevelser og erfaring.
De to bind betinger bevidsthedsmæssigt hinanden. Fra start har Goldschmidt vidst, hvad han ville. Nemlig i første bind at demonstrerer, hvorledes Nemesis har indvirket på hans liv og formet det, da han endnu var uvidende om Nemesis' eksistens. Med romanen "Hjemløs" (1853-1857) kommer han til klarhed over Nemesis' betydning, hvorfor de biografiske erindringer herefter kan indstilles og overtages af Nemesis-erkendelsen.

Selvbiografi og dannelsesroman har i almindelighed og således i første bog forholdet mellem fortæller og hovedperson tilfælles. Fortælleren har den indsigt om livsforløbet som hovedpersonen mangler. Omvendt i andet bind, hvor hovedperson og fortæller går i ét, hvorfor den videnskabelige del stadig kan læses som en dannelsesroman: der sidder en mand i et rum og eftersøger sit åndelige udspring. Derfor udgør andet bind fortsat selvbiografien, da dens mål er bevidsthed om identitet og individuation.
"Livs Erindringer og Resultater" udkommer ifølge dateringen i 1877, skønt første bind foreligger året forinden. Da Goldschmidts værker udsendes i otte bind (1908-1910) ved Julius Salomonsen, er selvbiografiens andet bind udeladt, hvilket efterlader første bind som meningsløs. Det samme gentager sig et halvt århundrede senere, da Iver Jespersen genudgiver Goldschmidts selvbiografi på Jespersen & Pio (1964). Året efter retter Morten Borup op på ravagen med udgivelsen af begge bind samlet på Rosenkilde og Bagger (1965). Sidehenvisninger i det følgende er fra denne udgave.

Dele af sagkundskaben tog grundigt afstand fra afhandlingen, som ophavsmanden betragtede som sit livsværk, med den grusomme betegnelse dilettanteri, eftersom forfatteren ikke var skolet videnskabsmand og derfor arbejdede umetodisk. Det gør ikke noget og trækker slet ikke fra. I vor sammenhæng er det centrale arbejdets intuitive og videnskabelige originalitet som selvbiografisk projekt. Goldschmidt brugte dybt optaget de sidste atten år af sit liv på det, idet forskningen fortsatte efter udgivelsen. Alene er det Goldschmidts udbytte og resultat af arbejdet, det kommer an på.
Selvbiografiens komposition viser, at livet for Goldschmidt har været én lang vej mod erkendelsen af Nemesis. Hvad der afgrænsende er vigtigt at fastholde er, at hans Nemesis-forestilling omfatter ALT undtagen Gud, som for Goldschmidt står over og udenfor verden. En sådan forestilling hedder religionshistorisk 'teisme', der adskiller sig fra 'deisme' ved det afgørende forskel, at Gud ikke griber ind i verden og menneskelivet. Det gør til gengæld Guds åndepust, Nemesis.
Gudinden Nemesis karakteriseres således (Bind II, s.14): Naturen som Helhed, som skjøn, levende Orden: som Livsfylden, hvoraf Alt fremkommer, opholdes og fornyes, som Bevægelsesmagten i Himmellegemernes Gang, som Fornuftigheden i de jordiske Tings Gang, i Menneskesamfundet og Individernes Skjæbne, som Tilværelsens Højtidelighed, der har meddelt sig Menneskenes Indre og derigjennem strengt-kjærlig kalder til Ansvar for Livet.

Der står meget, og meget står på spil, i denne passage. Grundordet er 'Bevægelsesmagten', som Gud engang i tidernes morgen indblæste i det skabtes stof. Bevægelsesmagten er 'ånden', ikke Gud selv. Bevægelsesmagten går fra himmelrummet til det inderste i mennesket som ét langt åndepust.
Til denne strømmende og grænseløse 'livsfylde' knyttes nogle faste bestemmelser: 'orden', 'fornuft', 'ansvar', hvorved bevægelsesmagten indskrives i en etisk dimension, der både omfatter kosmos, samfund, det enkelte menneske og dets bevidsthed. Med andre ord er der tale om en rationel, dennesidig metafysik, der ikke viser bort fra verden, men handlende ind i den.
Bevægelsesmagten er Nemesis, der i Goldschmidts optik ikke har med 'hævn' eller 'forfølgelse' at gøre. I det følgende afsnit skal vi nærmere bestemme arten og den ontologiske rækkevidde af Goldschmidts religionsfilosofi.

Til 3. Lovens lys
Til M.A. Goldschmidts hovedside