Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis, 7. Epoke

Nemesisordet
Religion har noget med vand og ånd at gøre. Og med skrift. Den ægyptiske skabelsesberetning gentages med samme elementer og faser totusind år senere i den hebraiske Genesis og igen næsten tusind år frem i Johannes evangeliets optakt: I begyndelsen var Ordet... Dette ord er Logos, skaberordet, Guds ånd, der bliver til Guds søn, Jesus Kristus (Logosbarnet).
Affiniteten til den ægyptiske skabelsesberetning tydeliggøres ved, at 'Num (urguden) og Akhu (ånden) skildres som forholdet mellem 'fader' og 'søn'. Sidstnævnte får som sådan sit eget navn, nemlig Khut, der betyder 'glans' (lysgiver, verdens lys).
Khut er Ordet (Logos), det lysskabende ord med den iboende 'fornuft'. Khut er åbenbareren og ordneren. Goldschmidt antyder endog, at 'Khut' er roden i vort eget ord 'Gud'.

Slægtskabet med den ægyptiske religion som forbillede for både jødedommen og kristendommen rækker videre endnu, hvad angår den kvindelige dimension, der betinger guddommen. Hathar-Nemt er verdensgudinden ved Khuts side. I jødedommens talmud og kabala optræder Shekhina - Yahwehs kvindelige aspekt - som Guds 'afglans' i verden, den hellige ånde.
Yahwehs hellighed er for jøderne så overvældende, at ordet ikke kan eller må udtales, men kun udtrykkes som YHWH, hvorimod Shekhina, det guddommeliges nærvær, stedfortrædende indgår i folkets kultiske hverdag. Noget tilsvarende gør sig gældende i den katolske verden den dag i dag, hvor det er Jomfru Maria, hvis billede sakrosankt og kulørt pryder restauranter og taxier.
Det spændende er nu, at kristendommens Ny Testamente rummer et lignende væsen, der forekommer i det apokryfe skrift Ordsprogenes Bog (kap. 8-9). Her udløser Visdommen Sophia sin stemme og placerer sig ved siden af Gud som hans medskaber og hustru.

De to sidste eksempler er ikke Goldschmidts. Hans intention har været at knytte den åndshistoriske forbindelse mellem Shekhina og Nemesis ad sprogets vej. Hans analyse (s.132) viser, at ordene rummer beslægtede elementer. 'Shekhina' er hebraisk og betyder 'at tage bolig', som Gud gør det i Pagtens Ark. Frapperende er det, at det ægyptiske sprog har tilsvarende elementer: 'Khen' betyder bolig, 'skhenen' at være boende, 'khena' at inspirere. Shekhina er med andre ord allerede til, før hun får hebraisk eksistens. Akkurat som den græske Adrasteia-Nemesis.
Mindre aktivt tilstede er Helligånden i vor tids kristendom, hvor den lever et hensygnende liv på tredjepladsen efter Faderen og Sønnen. Og ikke nok med det: den er også af hankøn, eftersom Parakleten oversættes med 'Trøstermand', der nærmest lyder i retning af 'Jägermeister'.
Når den nye oversættelse af Ny Testamente udskifter 'åndepust' med 'vindstød' og dermed udhuler det guddommelige til fordel for en meteorologisk orientering, så er forfaldssymptomet åbenbart. Bortset fra at protestantismens præster i dag ikke længere behøver at tro på den treenige Gud.

Ordet. Ordets orden. Ordet ordner. Goldschmidt har med sit værk indskrevet sig i en verdenshistorisk, dansk-jødisk skrift, hvor Helligånden som hovedperson styrende og bærende fra tidernes morgen rækker ind i vor egen tid. Når kristendommen i tidens fylde har udspillet sin rolle, hvad de mange tomme kirker tyder på, så er det store spørgsmål, om teismen i fremtiden har bevægelsesmagt til at danne en ny religion.
Værkets sidste ord lyder: " - og denne Orden, som er i Tingene, den hellige Aande, som vifter derigjennem, hedder i hebraisk form Shekhina, på ægyptisk-græsk Hathar-Nemt, Nemesis-Adrasteia, den levende Lov for Samfundet og for Sjælene." (S.138). Hvor første bog slutter med den forjættende formulering: "Herfra, hvor Lidelse og Fred mødes, skeer Overgangen til Nemesis." (S.228)

Til M.A. Goldschmidts hovedside