Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis, 3. Epoke

Lovens lys
Goldschmidts religion - teismen - har grundlæggende to bud. I indledningen kredser han om undersøgelsens indhold og art, hvorledes tilværelsens ydre lovmæssighed svarer til en indre sans. Den verden der fremstilles er et fornufts- og ordensrige, hvorfor budene lyder:

Mennesket er til for at erkjende Ordenen og bringe sig i Orden. (S.9)

Teismen skelner ikke mellem tro og viden, da trosforholdet er elimineret eller opgået i den viden, der konstituerer religionen. Således ligger teismen nærmere den jødiske monisme end kristendommen med opstandelse, frelse og evigt liv. Teismen er dennesidig. Skønt Goldschmidt ikke skriver udfra et bibelsk grundlag, er hans "Nemesis" ikke en fornægtelse af jødedommen, tværtimod en almenmenneskelig og universel religion:

"Nemesis" betegner Menneskeslægtens tidlige Forestilling om Verden som en skjøn Indretning, om Livet som paalideligt, strengt og majestætisk. Nemesis er den alvorsfulde Orden, hvorefter Alt bevæger sig, eller endnu nærmere betegnet: Nemesis er Livet i denne Orden, Nemesis er, som vi ville finde det udtrykt i et Billede: den hellige Aande i Tilværelsen. (S.18)

Gudinden Nemesis er som alle de græske guder død. Det ved Goldschmidt godt. Hans religion er ikke et genoplivningsforsøg, men han konstaterer, at 'nemesis' eksisterer i sproget og tanken som noget dunkelt, fremmed og dæmonisk, der vækker frygt eller ærefrygt, som han skriver. Ud af dette mørke og talemådernes vilkårlighed vil religionsstifteren fremkalde Nemesis. Det følgende lidt længere citat viser anskuelsen i Nemesisstudiernes omfattende idé:

Hvad der lever i Verdens bevægede Orden, er kun Et; men det faar forskjellige Navne efter vore Forestillinger, efter Maaden, hvorpaa det synes os virkende. Dyret staaer paa denne Maade under Skjæbnen; Mennesket, der vender sig mod sin Skjæbne og bliver dens Overmand, løser sin Opgave, træder i Nemesis-Forhold. Ingen forstaaer Nemesis blot ved at se ud omkring sig - skjøndt Nemesis er der, virkende uuafladelig og overalt -, og navnlig er Ingen sikker paa at gribe Nemesis i Gjerningen ved at pege paa denne eller hin formentlige Synder og hans formentlige Lykke eller Straf. Først og fornemlig maa man bruge den Viden, som man, naar man vil, om end mer eller mindre tydelig, kan have om sig selv og sine inderste Forhold, sine Følelser, Tanker, Ord, Handlinger og deres Tilbageslag. Nemesis betegner da det fine og omfattende Retsforhold, hvori Mennesket føler sig staaende til den naturlige Magi, som Livet er. Det er magisk og dog saa naturligt, at man ikke har givet sig selv Livet og dets Betingelser og dog i saa høj Grad er ansvarlig derfor, vil være det og deri finder sin Herlighed og sin Kval - at man er stillet i Tilværelsen som et uroligt Væsen, der frembringer Uorden og samtidig har det som Opgave i sig at erkjende Ordenen og bringe sig i Orden og udenfor sig mærker Noget, der baade er Orden og kalder til Orden - at Alt dette vel er Individets ensomme Sag, men dog tillige et Fællesanliggende, at Samtlige leve og færdes i Solidaritet, ja in solidum, som det hedder i Retssproget: de skulle svare til Livet En for Alle og Alle for En. Og dette er ikke et drømt eller digtet Ideal, som man pynter sig med og kan gaa paa Akkord med, men selve Loven: at eftertragte dens Opfyldelse er Livets Lykke, at bryde den dets Ulyksalighed, og Tidernes Fremskridt er, at denne Viden udbredes og styrkes. (S.18-19)

År tidligere - i 1867 - skifter Goldschmidt sit fornavn Meyer ud med det mere jødisk klingende Meïr. I forbindelse med oversættelsen af en engelsk afhandling om Talmud, hvor der er en jødisk legende om en videnskabsmand, der har skuet Paradis, og som siden bliver hjemløs og bandlyst. Hans trofaste discipel har navnet Meïr, der betyder 'Lovens Lys' (egt. 'at lyse'). Den kunne Goldschmidt ikke stå for. Alene ordlyden ovenfor forløser den nye mening i hans navn. Ligesom navnet virker som en lyskaster ned igennem tidernes mørke.

Til 4. Rejsen tilbage
Til M.A. Goldschmidts hovedside