Meïr Aron Goldschmidt: Nemesis, 6. Epoke

Hieroglyffer
Rejsen går ikke til Ægypten i bogstavelig forstand - jo, i bogstavelig forstand, idet den går til ægyptologien. Da det store kongerige var gået under, var der intet tilbage "uden hint store suk, hvormed Ægypten var død". Med oplysningstiden intensiveres interessen for den gådefulde kultur under udvikling af den sproglig-historiske forskning. Goldschmidt fremhæver især den tyske professor Jablonskis oversigter i værket Pantheon Aegyptiorum (1750-52).
Hieroglyfferne kunne ingen dengang tyde, men de tiltrak forskningen med trylleagtig magt. Den danske pioner Zoëga klassificerer således banebrydende 958 tegn i sit latinske værk Om Obeliskerne (1796).
Gennembrudet kommer først i 1822, da franskmanden Champollion bryder koden ved oversættelse af Rosettestenen. Denne, der indeholder tre indskrifter, to ægyptiske og en græsk, blev fundet af franske antropologer, der deltog (som videnskabsmænd) i Napoleon Bonapartes felttog til Ægypten.

Ægypten var nu løst fra tungebåndet og åbnede for sine hemmeligheder. 'Hieroglyf' betyder etymologisk 'en form for det levende at fortsætte livet i'. Og dette 'liv' har holdt sig levende i mere end femtusinde år og forlænger sig ind i Goldschmidts sidste år.
Hans indgang er sproghistorisk. Som digter har han lydhøre og intuitive evner til indlevelse i tegnenes univers med henblik på af finde Nemesis. De ægyptiske kapitler forløber over et halvthundrede af værkets tættrykte sider fyldt med detaljer, digressioner og henvisninger. Her er det blot relevant at rekapitulere toppen af pyramiden. Hverken Kyrre (1819), Brøndsted (1965) eller Kondrup (1982) finder det relevant med en redegørelse for undersøgelsens tankegang, da en sådan ville føre for vidt.
For forståelsen af Nemesis-sporet til Ægyptens religion, er det nødvendigt med et lynkursus i religionens og gudernes tegnverden. Alt sammen ifølge Goldschmidt.

Med hieroglyffen er vi ved menneskesprogets dybeste grund. Et åndeligt billedsprog, der sanseligt forbinder sig med menneskets udtale. Hieroglyffen ^^^^^^ blev udtalt Ne eller Ni med en lille aspiration foran (udtalt som 'h'), altså 'Ne, hvor pustet høres, og ordets betydning er netop 'pust'. Pust på vand (tegnets bølgeform, malet med blå). Meningen er: Ånden på vandene. Ophavet.
Tegnet er indsat i en ellipse. Ovalen betyder overalt i billedsproget 'personlighed'. Hieroglyffens mening bliver da: Oprindelse. Verdens årsag som personlighed. Da denne årsag var skjult fik åndepustets Gud navnet Amun (den skjulte). En anden hieroglyf er fuglen, der udtales 'Akhu', der betyder 'ånd' i højeste potens. 'Ni (åndepustet) har Akhu (ånden) i sig.
'Num er ægypternes levende, personlige Gud. Egentlig den samme som 'Ni, men udadvendt handlende, hvor 'Ni er skjult. En af de første faraoer der kendes, ca. 3000 år f.v.t., kaldte sig som hersker 'Num-khu-fu.
Skabelseslæren finder således sit sproglige udtryk fra 'Ni (pustet) og samlet i 'Num (skaberen), også kaldet 'Nem (styren).

Til guderne hører kvindelige aspekter, en slags ægteskaber. 'Nums kvindelige side er 'Nemt (femininum af ordet). Hun er urnatten, urvandene, urstoffet, som livskraften i tidernes morgen forenede sig med, indåndede sig i. Hun er naturmagten. Muligvis har ordet 'natur' sin oprindelse her. Deres søn, Har, er solen, lyset, og kaldes Sa-Hathar, Hathars søn. Som den moderlige natur bliver Hathar ofte identisk med Hesi (græsk: Isis), alnaturen.
Men hvor Hesi gerne fremstilles som en frodig matrone, er Hathar altid en fin, smækker jomfru som billede på det friske i naturen. I sit andet ægteskab med 'Nem, urguden som ordner og opretholder, er hun den forskende og vidende, symboliseret ved den alvorsfuldt skuende stjernehimmel med Vægten aftegnet øverst i hendes kåbe.
Sit tredje ægteskab indgår Hathar med Akhu (ånden, fornuften), der som gudsmagt får sit eget navn, Khut, der betyder 'glans' (urlyset). Mellem de første gudebilleder, der er udgravet, og som hører til omkring år 2700 f.v.t, ses Hathar sammen med Khut.

I det store tempel i Ashmunajin, hovedstedet for Hathars og Khuts kultus, henvendte de troende sig til hende, ifølge Plutark i Om Isis og Osiris (kap.3), som 'verdens-retfærdigheden'. Hun får flere tilnavne, bl.a. Nemt (den herskende). Hendes attributter svarer et for et til grækernes Adrasteia-Nemesis, som - ifølge Goldschmidt - er dannet efter forbillede af ægypternes Hathar-Nemt. Rejsen er endt.
"Og hvad så?", udbryder Goldschsmidt resolut efter den årelange rejses resultat. Opgaven har ikke blot været arkæologisk at vise slægtskabet mellem to døde oldtidsbilleder. "Men her har imellem alle Billeder været Tanke og Tale om et Levende, om Ideer, om Syn, Forestillinger, Angster, Haab, der bevæge sig i Samvittighederne den Dag i dag, ligge som Mulighed i ethvert Barn, der fødes, og sees fødte med den tidlige Menneskeslægt, opvoxede af og med dens Sprog." (S.116)

Til 7. Nemesisordet
Til M.A. Goldschmidts hovedside