Johannes V. Jensen: Aarbog 1917. Epoke - danske romaner før 1900

En digters bud
Oftest er det militarisme og nationalisme, der står for skud, når krigens årsager skal udfindes. For sådan tager det sig ud: lande bekriger lande med en general og et flag i spidsen. I et sådant scenario forsvinder imidlertid et fænomen som borgerkrig. Digteren Helge Rode udfolder da også et mere nuanceret syn i sin bog Krig og Aand (1918), der består af 28 avisartikler skrevet under krigen. Den vækker opsigt og udkommer i hele tre oplag, hvilket er noget nyt for den eksklusive lyriker. Krigens baggrund finder forfatteren hverken i politik eller teknik, men i åndslivet.

Helge Rode retter som udgangspunkt sit søgelys mod den stridslystne kulturradikale strømning fra 1870, der med Georg Brandes som fører opfordrer til konflikt og omkalfatring af bærende kulturværdier med 'frigørelse' som bannermærke. Her sporer Rode en krigsfremkaldende impuls. Yderlig tilføjes den af Brandes i 1890 iscenesatte dyrkelse af nihilisten Nietzsches morallære: 'alt er tilladt', 'intet er sandt', dog det 'store' menneske er 'kulturens kilde', bortset fra at 'Gud er død'. Kritikken må ikke, som her i korttrukket form, forstås sådan, at Brandes tillægges ansvaret for 1. Verdenskrig, hvilket jo ville være absurd, men ved sin pejling af de intellektuelles medvirken er Rode nytænkende og bemærkelsesværdig skarp.

Som 90er-digter har Helge Rode selv været tilhænger af den metafysiske Nietzsche som den store 'frigøre', alene fordi han var 'metafysisk', men tager efterfølgende afstand fra den 'aristokratiske radikalisme's overmennesketeorier, som Brandes slog til lyd for. Hvor det almindelige menneske blot anses for at være en klat af 'massen', næres krigen, der i sin natur viser ligegyldighed overfor menneskeliv. Synspunktet har noget for sig også i dag.

Men når religion og tro i et videre perspektiv af den religiøse Rode anses for at udgøre et bolværk mod krigens massemord, forekommer det ude af proportion, da religionskonflikter har været og er årsag til en lang række langvarige krige. Tilsvarende fejles slemt, når der sættes lighedstegn mellem darwinisme og naturalisme. Naturalismen betegner som litterær retning 'den dårlige darwinisme', en skelnen Jensen gør opmærksom på, da den danske version af darwinismen ikke importeres direkte men ad omvejen omkring Frankrig, hvor den bliver forvansket og vulgariseret. Herom i et senere kapitel.

Mere rammende er organismetanken i billedet af den Georg Brandes, der under krigen ivrigt korresponderede med europæiske statsmænd i en storstilet personlig fredsmisssion. Rode ser Brandes for sig som en kriger rejsende i fred, men den medfølgende kuffert er uden bund, for hvorledes kan en agitator, hvis hele liv og karriere har været ufred, anbefale en fred, som han ikke i sin natur har organg for - "Der er ikke et fredeligt Atom i hele hans Organisme." Helge Rodes bog er i et tilbageblik givende, fordi han trækker de 'usynlige' årsager til krigen frem, nemlig konflikter af åndelig og kulturel art.

Når den i ånden heroiske Helge Rode så alligevel IKKE tager helhjertet afstand fra krigens rædsler, må forklaringen findes i en halvhjertethed i hans konstitution - også som lyriker og dramatiker. Krigens lære lyder i hans ejendommelige version: "Vi kan hade Krigen, men vi maa indrømme, at den ikke er smaalig; vi kan afsky den, men ingen vil paastaa, at den er løs eller pjanket. Den er alvorlig."

Hvilken frygtindgydende naiv tale, bortset fra sammenligningen af krigen med en glædespige. Sådan ser en forførelse ud ved højlys dag. Den religiøses længsel efter alvor i tilværelsen placerer denne på knæ foran massemordets orgie og vi er tilbage i kulten for Kybele, dvs. et pænt stykke på den anden side i tiden før vor tidsregning. Nogle af samtidens læsere må have taget sig til hovedet, i alt fald rystede Jensen på sit. Et årti senere skulle hans Den lange Rejse blive genstand for Rodes 'dræbende' kritik. Ildevarslende lyder fortsættelsen af ovenstående citat med svulmende patos:

Mægtig er Tragedien i sin Stræben og rystende i sit Fald. Det er dette, som gør, at Fredens Mænd nølende maa bøje sig for denne Krigs Storhed. Hvilke Værdier den end tramper ned og hvor frygtelig en Foragt den end viser for Menneskeliv og Lykke, den skaber dog ikke Foragt for Mennesket selv. Den skaber Respekt!

En digters bud +
Sophus Claussen hører, hvad der måske vil overraske, til blandt de digtere, der fandt krigen lovende. I sit essay "Jord og Sjæl" fra 1917, optrykt i Løvetandsfnug (1918), skriver han herom:

Hvis Verdenskrigen ikke var kommen, havde vi med mægtigt Opbrud af Kraft i den aandelige eller fysiske Verden maattet skabe noget tilsvarende.

Til baggrund for forståelse af dette bombastiske udsagn hører måske, at Sophus Claussen var gået i stå og befandt sig indespærret i en voldsom produktionskrise, som han forsøgte at flygte fra ved langvarige, men depressive ophold i Paris. Nu bereder verdenskrigen ham et elektrochok og får ham op på dupperne. Mindre kan ikke gøre det. Tankevækkende er hans parallelisering mellem krig og poesi:

Tror man, at Lyrik er noget mindre en Krig, begriber man ikke Digtekunsten i dens Storhed, den Vandring foran Menneskeheden som et Aandetog.

Med sådan dyster, pseudoheroisk svulst skriver den Claussen, der i litteraturhistorien gerne lanceres som ubekymret charmetrold og erotisk mirakelmager, hvorimod essayet demonstrerer en livs- og kunstholdning, der mentalitetshistorisk placerer sin forfatter på et selvhøjtideligt, vulgært niveau med fascistoid retning:

Det var Himlen paa Jorden, man søgte, eller maaske Jorden i Himlen. Og ved et Slags velsindet Djævleri - ved en Himlens Lykke - traf det saaledes, at de, som begærede hedest, langt om længe fik alle deres Ønsker opfyldte; den ydre Verden, som de havde gennemmanet, kom til at svare til en indre Sammenhæng hos dem selv.

"Man har ikke læst forkert", skynder to redaktører sig at tilføje efter at denne uhyggelige passage har været citeret i en undervisningsbog om digteren til gymnasiet for at komme ethvert spørgsmålstegn i forkøbet. Claussen er god nok. Og der fortsættes med et knæfald for digterguden: "For Claussen blev 1. verdenskrig en symbolsk åbenbaring af tilværelsens skjulte sammenhæng. Den var ikke, som bedsteborgeren ville have det, ordentlig og moralsk."

Med en fingerfærdig beregning flyttes opmærksomheden fra en dybt mistænkelig holdning hos hovedpersonen (at betragte verdenskrigen som en symbolsk åbenbaring nærmer sig det psykopatisk infantile) til et stedfortrædende fjendebillede: bedsteborgeren. En besynderlig kolbøtte. Tilbage efterlades en manipuleret problemstilling, hvor 'orden' og 'moral' fremstår som negativer, der aldrig ville kunne tilfredsstille krigstilhængeren, den uborgerlige poet, der i øvrigt ved siden af var borgerlig avisredaktør - for sin fars penge. Claussen afslutter sit essay med denne patetisk brutale fanfare:

Krigen er det størte Æventyr, Mennesket har set og drømt.
Krigen er Gyset før Morgenrøden gaar op over Europa.

Forinden fastslår digteren, at krigen forekommer ham "fæisk nødvendig", hvilket ikke skal forstås symbolsk, men i den virkelige verden betyder, at det sønderbombede Antwerpen betrages som - afføring! Tillige med slagmarkerne ved Ypres, Somme og Marne.

Tænk, om det var Johannes V. Jensen, der havde lagt navn til ovenstående citater. Han ville være blevet stemplet for tid og evighed som en afstumpet, krigsliderlig galning, der ikke hører hjemme i en 'ordentlig' litteraturhistorie.

Til toppen
Til Krigens 'tropekuller'
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 30. januar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.