Johannes V. Jensen
| Aarbog 1917 - Københavnerinden |
Af IBEN HOLK |
Københavnerinden
Hjemkommen fra sine rejser opdager Johannes V. Jensen med antropologiske øjne en dansk mærkværdighed, "som ikke genfindes noget andet Steds i Verden" (S.121), nemlig de cyklende unge damer. Danmark er jo et cykelland, alle cykler, kongen og håndværkeren og præsten, og dét på ens cykler, et praktisk og fordringsløst befordringsmiddel, demokratisk og moderat, "typisk dansk".
Og den tidlige formiddagstime flokken af graciøst svævende unge damer i lette hvide kjoler på vej til forretningen eller kontoret. Essayet er illustreret med et par fotografier fra et sommerligt København med de cyklende midt ude på den automobil- og sporvognsfrie Vesterbrogade. Jensen bemærker, at den danske kvinde virker mere frigjort end i andre samfund: " Utvivlsomt er Københavnerinden i Øjeblikket den frieste og tillige mest ufordærvede af alle Kvinder." (S.123)
Da korsettet røg ud ved århundredeskiftet, har kvinden samtidig gjort sig fra fri af alle de 'halvbarbariske' udenværker med fjer, sminke og overvældende parfume. "Københavnerinden virker ved sit Væsen alene". Og hvor i verden kan unge damer gå på café og ryge tobak uden at udfordre eller virke ukvindelige, spørger Jensen, der derfor har besluttet at skrive en kronikserie om fænomenet til Politiken henover sommeren. Typisk jensensk at kalde et disse glimt fra hverdagen for "Byens største Seværdighed: (S.125)
En bestemt Type kommer igen, man tror at se den samme unge Pige flere Gange, det er en slank, fin Skikkelse, hverken robust eller spæd, med et ejendommeligt højt, smækkert Kryds, der tegner sig nydeligt paa Cyklen, Haaret af en eller anden blond Nuance fra det lyseste silkegule til den dunkle, skønne Sepiafarve, man kender allerede fra Malerier af Købke, Askeblondheden, som er saa hyppig i København. Øjnene er graa eller blaa, hun minder om Taage, om lyse Nætter. Hundrede passerer, og der er ikke en eneste som ikke tager lidt af ens Hjerte med paa Vejen.
Efter dette hjertegribende suk følger en række forelskede beskrivelser af københavnerinden på arbejdet, i butikker, magasiner og banker, hvor Jensen falder for hendes naturlighed, vitalitet og balance. Samtidig gør han op med en bastant kliché: (S.127)
Det er ikke den klassiske Forestilling om den nordisk-germanske Kvinde Københavnerinden svarer til, hende med det om en Kornsort mindende gule Haar og de Sund- og Bælt blaa Øjne, med en Fane i den ene Haand og et Sværd i den anden, saadan som hun kendes fra en Fremstilling, nu udbredt som Chokoladeskilt, af Fru Jerichau-Baumann, der for Resten slet ikke var dansk, en Turistfigur altsaa, laant fra Tragedien, (...) denne Type har vist aldrig eksisteret uden netop som Forestilling.
Men Københavnerinden har jo også året før fået stemmeret, hvilket Jensen bifalder, skønt han nok i idiosynkrasi mod 'kvindesagens' "første, let komiske og ubehagelige Stadium, det tribade Individs Reformiver, Mandindernes Attentat paa en Verden de dog ikke kan erobre" nok skyder for højt, selvom tankegangen ikke er uklar. Måske er det søsteren, Thit, han pludselig ser for sig? Kvindesagens indsats og engagement på flere planer var nok den væsentligste del af resultatet: kvindens politiske og sociale ligeberettigelse.
Alligevel kan Jensen besnærende spørge: "Hvad er nu Grunden til denne høje moralske Udvikling i et afsides Land, som ellers paa de fleste Punkter nærer sin Kultur ved Laan fra andre større Samfund?" (S.131). Det er et godt spørgsmål, som Jensen da heller ikke svarer direkte på, men i alt fald kan slå fast (S.178): "Lad mig ikke leve den Dag Kvinden gaar i Bukser!"
Projektet lykkedes ikke. I de følgende seks kronikker mistes københavnerinden af syne, dels fordi sommeren bliver usædvanlig kold og uden ret mange cykler, dels fordi Jensen opdager, at stoffet egner sig bedre for en roman - 'københavnerinden' dukker således op flere år senere som Gudrun (1934). I enkelte glimt indsættes den undslupne i filmninger af det danske landskabs og vejrligs fysiognomi, som forudsætning for kvindens karakter og væsen: (172)
Ingen Kvinde er god som den danske. Hun véd det ikke, burde aldrig vide det (...) den lange Opdragelse i det danske, ustadige Klima har gjort hende ganske ejendommelig øvet i at vente, at forvente, et liv i smaa Nuancer fra Naturens Side, som hun ikke egentlig mærker, men som hemmer, har skabt en Reserve, en indre dyb Bund af Følelse. Hun har en Sommer begravet i Sjælen. Og hvad Naturen har lagt i hende, giver hun igen.
En avisnotits meddeler som ofte før om en kvinde, der ved en gadedør har anbragt en pakke med et barnelig. Johannes V. Jensen bliver opbragt, ikke over den ulykkelige kvinde, men over politianmeldelsen af hende. Det hører også med til billedet af københavnerinden.
Til toppen
Til På motorcykel
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside
Publiceret 30. januar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.
|
