Johannes V. Jensen
| Aarbog 1917 - På motorcykel |
Af IBEN HOLK |
På motorcykel
Krigsårene medfører udelukkelse af udenlandske rejseprojekter. I stedet tager Johannes V. Jensen på nogle indenlandske ture, som der berettes om i de to årbøger, for ud at se sig om må Jensen. Aarbog 1916 indeholder således en rapport om en cykeltur "Gennem Jylland og Fyn" (S.133-142), bemærkelsesværdig fordi jyden heri første gang føler sig frastødt af Jylland, der minder ham om et øde, dystert og forsømt Rusland med nybyggede gårde i forfald, hvorimod Fyns "Instrument" (S.139) ganske anderledes tiltaler ham. Af samme grund besøges øen igen det følgende år og denne gang kommer konen med - på motorcyklen!
Det er en engelsk, to-cylindret, 6 H.K., som Jensen har anskaffet sig, da han fascineret har set disse torpedogrå eller lakrøde maskiner drønende rundt med føren iklædt lækkert vindjakketøj og motorbriller og med en frygtløs pige bagpå - "intimt forenede under Flugten og mest af alt mindende om et Guldsmedepar paa Bryllupsrejse -" (S.137)
Det er dog ikke sådan at komme af sted, da der er restriktioner på benzinen og forbud mod kørsel udover 40 kilometer. Jensen søger som "rejsende Øbeskriver" om dispensation, men får afslag med henvisning til at tage toget eller cyklen. Alligevel lykkes det ham at få et kørebrev til 13 dages fri kørsel. Vild luksus er det i krisetider, og Jensen er ikke uden skamfølelse, men kan ikke stå imod, og så går det deruda' for fulde stempler - forbi Roskilde i ét sus!
Jensen morer sig. Der er musik i denne maskine, der har sin egen æstetik, et teknisk vidunder, let, springende, skønt to mand ikke kan løfte bæstet. Fart for fartens egen skyld er, mener Jensen, "det naturlige Menneskes fornemste Forlystelse." (S.139). I forhold til automobilet er mortorcyklen sjovere og mere krævende, fordi man sidder i det fri, er i luften som en flyver.
Hvad Biker-Jensen fra første færd er ude på at registrere er, hvorledes farten føles og landskabet opleves. Vil man kun se vej og atter vej? Nej, landskabet opleves i flyvende fart på en helt ny måde, detaljer forsvinder, til gengæld opnås en direkte følelse af omverdenen som 'skulptur'. Det kan man kalde 'anvendt æstetik': (S.141)
"Jo, men man ser paa en anden Maade, i et andet Tempo, Lynskud af Tingene nærved, Vejtræerne, Grøfter, Befordringer, Indtryk som imidlertid staar saa klart for Erindringen som alt hvad man ellers ser, maaske endda skarpere. Hvad der er nyt er den Maade hvorpaa de fjernere Udsigter, Horisonten, gaar op for en; Forgrunden farer forbi, men Baggrunden, Landet selv, begynder ejendommeligt at leve, gaar i lange Rytmer, den ene Synskreds aabner sig over den anden, Landskabets Relief udfolder sig, ikke i faste Planer, men i Bevægelse, og da Indtrykkene ikke faar Tid til at glemmes, det ene over det andet, bevarer man Evnen til Sammenligning hele Tiden og oplever saaledes Landet mere i det Store, dets Skulptur.
Punkterer gør de også. Ravage. Men lad os et øjeblik fastholde dette historiske glimt, det første parti i dansk litteratur, hvor et digterpar på motorcykel flyver henover Sjælland: (S.142)
Maskinen øger Farten af sig selv og render som ad en Keglebane fra den ene Halvmilestigning over i den anden, det gaar i lange Dønninger, Landet svinger sig i Vejret og synker igen, idet vi render af den ene Synskreds over i den anden, som et mægtigt Aandedrag, vi stormer Sjællands Bryst, vi flyver, Motoren er oppe paa en høj liflig Node, de fjerne Bakker foran os skrider os i Møde, Perspektivet ligesom aabner Armene imod os, Vejen render, Sjælland render, der flyver os store Sommerøer i Møde.
De kommer til Fyn. Hensigten er at udarbejde et større værk, der ikke bliver til noget, om 'de danske øer' i antropologisk, etnografisk perspektiv. Ambitionen er desuden at lære alle fynboer at kende, skønt forfatteren godt indser, at det er et håbløst projekt. I kapitlet med titlen "Fyn og Fyns Unger" går han i gang. Fyns 'unger' er ved siden af Tåsinge, Ærø og Langeland, de lifligt klingende småøer Lyø, Avernakø, Strynø, Drejø m.fl. Lyø studeres og aflæses topografisk. Som en æstetisk frugt af motorcykelfarten opleves øerne nemlig som skulpturer.
Ved siden af disse rekognosceringerne og også fotograferinger foretages der visit i forskellige miljøer. Digteren hefter sig ved sproget, som han ikke altid forstår. Fyn har sit eget sprog, "snarere et melodisk Idiom end en Dialekt." (S.160). Og sprogets sødme og sorgløshed forbindes med fynboens musikalske væsen - "man taler som Lærker her."
Turen ender hos maleren Johannes Larsen i Kerteminde.
Til toppen
Til Evolution og Moral
Til Dyrenes Forvandling
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside
Publiceret 30. januar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.
|
