Port 1900
I året 1900 udspiller der sig to af hinanden uafhængige og meget forskellige begivenheder, der skal få vidtrækkende betydning. For de skal siden mødes i et fælles brændpunkt og danne epoke.
Johannes V. Jensen udsender det år midterdelen til Kongen Fald med titlen "Den store Sommer", der afsætter en ny prosastil i dansk litteratur, den mytisk-ekspressionistiske. Og Johannes Larsen nedlægger grundstenen til sit hjem og værksted på Møllebakken i Kerteminde, der bliver en base for et blomstrende kunstnerisk miljø, som kommer til at præge hele det 20. århundrede.
Møllebakken bliver i 1986 indrettet som museum. I 1990 finder indvielsen af en ny stilren udstillingsbygning sted, og i år (2001) vil der blive tilføjet en særudstillingsbygning, således at villa, værksted, have, kaffehus og udstillingsbygninger opgår i en højere enhed, der fuldendes af den kunst, der er opstået på det samme sted med motiver fra den omgivende verden. Johannes Larsen Museet er en perle på det europæiske landkort. Om genopdagelsen af Johannes Larsens kunstneriske betydning vidner en ny stor biografi af Erland Porsmose: Johannes Larsen. Menneske, kunstner og naturoplevelser (1999).
Men det begyndte i Faaborg ...
Faaborg 1910
Her finder en sjælden og æventyrlig begivenhed sted i dansk kultur: Faaborg Museum indstiftes på Sankt Hansdag den 24. juni 1910. Festligheden er et produkt af samvirkende kræfters fælles visioner og indsats, der samtidig aftegner et hovedspor i dansk åndshistorie, hvilket initiativtagerne på det tidspunkt allerede har været på det rene med og indstillet på at leve op til.
Når Faaborg Museum er noget helt specielt i dansk kunsthistorie, skyldes det, at museet opstår som en naturlig forlængelse og ramme omkring stedets egne kunstnere, de såkaldte fynsmalere. Der er tale om en kunstnermiljø, hvor livsform og kunst uadskilleligt afspejler og opgår i hinanden, hvorved deres billeder opnår en sjælden grad af ægthed i udvekslingen af oplevelse og gengivelse.
Trekløveret Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen er gruppens mest fremtrædende medlemmer. En senere tid har fået øjnene op for kvaliteterne i de malende hustruers billeder, således Anna Syberg og Alhed Larsen, samt Johannes Larsens søster Christine Swane. Ligesom periodens helhed kompletteres af billedhuggeren Kai Nielsen samt malerne Jens Birkholm, Tom Petersen, Karl Schou og ikke mindst Poul S. Christiansen, hvorom der netop er udkommet en ny omfattende monografi ved Hanne Honnes de Lichtenberg. Fynsmalerne er så levende som nogensinde. Alle deltog de i indvielsesfesten i 1910, hvor selskabet blev fotograferet i museets have inden festmiddagen på byens hotel.
En gylden epoke i dansk kulturliv både kulminerer og begynder på denne dag.
Ved Faaborg Museums indvielse 24. juni 1910
Malet af Peter Hansen 1910-1912
1. Direktør Mads Rasmussen
2. Fru Christine Rasmussen
3. Inga Rasmussen
4. Holger M. Rasmussen
5. Fru Tom Petersen
6. Fru Peter Hansen
7. Fru borgmester S. Skouenborg
8. Fru museumsdirektør Karl Madsen
9. Fru overretssagfører Jens Rasmussen
10. Fru Karl Schou
11. Fru Marius Mikkelsen
12. Fru Kai Nielsen
13. Malerinden Alhed Larsen
14. Malerinden Christine Larsen
15. Fru Nicolaus Lützhöft
16. Fru Johannes V. Jensen
17. Frøken Harriet Rasmussen
18. Inspektør E.N. Knippel
19. Borgmester S. Skouenborg
20. Landdagsmand H.P. Hanssen-Nørremølle
21. Overretssagfører Jens Rasmussen
22. Johannes V. Jensen
23. Museumsdirektør Karl Madsen
24. Maleren Fritz Syberg
25. Maleren Peter Hansen
26. Maleren Johannes Larsen
27. Maleren Kristian Zahrtmann
28. Maleren Poul S. Christiansen
29. Maleren Karl Schou
30. Maleren Jens Birkholm
31. Maleren Søren Lund
32. Maleren Tom Petersen
33. Maleren Harald Holm
34. Maleren og kunstkritikeren Nicolaus Lützhöft
35. Maleren Karl Knippel
36. Maleren Sigurd Swane
37. Billedhuggeren Kai Nielsen
38. Forfatteren Johan Skjoldborg
39. Forfattern Christian Engelstoft
40. Fotograf Marius Mikkelsen
41. Forfatteren H.P. Lunde
42. Maleren Syrak Hansen
Læg mærke til Kr. Zahrtmann midt i billedet (nr. 27). Han var der nemlig ikke, men opholdt sig i sit elskede og legendariske Civita d'Antino i Italien, hvor mange danske kolleger, elever og venner valfartede til i tidens løb, indtil den lille bjergby i 1915 blev pulveriseret af et jordskælv. Hans elev har dog ikke villet undvære ham på denne betydningsfulde dag, som han havde så stor en del af æren for, og sat ham et levende minde.
En stol står demonstrativt tom nederst i højre hjørne! Og hvor er den smukke Anna Syberg? På fotografiet i haven er hun tydeligvis tilstede. Anna Syberg er Peter Hansens søster, og datiden vil vide, at de havde temperament, ikke mindst i forhold til hinanden, der kunne slå ud til langvarige skænderier på den høje klinge. De havde sikkert brug for og lyst til det. Så måske er udelukkelsen en temmelig grov spøg fra broderens side?
Et møde
I dette miljø dukker nu Johannes V. Jensen op. Og det har sin egen underfundige historie. Fyn kendte den unge forfatter, der er opvokset ved Limfjorden, ikke ret meget til andet end som noget, han kørte igennem med toget om natten fra København til Himmerland. På Den Fries Forårsudstillinger bliver han imidlertid fascineret af fynsmalernes billeder, hvor naturfølelsen finder genklang i hans eget sind.
Da den giftige kunstfejde i 1907 bryder ud i Politiken, den såkaldte 'Bondemalerstrid', anført af maleren Gudmund Hentze og malerparret Agnes og Harald Slott-Møller, yder Johannes V. Jensen sin støtte til Fynsmalerne i form af et brev til Peter Hansen, hvor han solidarisk betoner, at de skam er fine nok, meget finere end de forfinede salonløver. Det har Peter Hansen og Johannes Larsen ikke kunnet stå for, hvorfor de aflægger Johannes V. et improviseret besøg. Ved den lejlighed knyttes venskabsbånd, der for alle parters vedkommende skulle komme til at holde livet ud og med en lang række kunstneriske resultater til følge.
Flere år senere mindes Johannes V. Jensen situationen i en nekrolog over Peter Hansen i Politiken. 11. oktober 1928. Optrykt i Form og Sjæl (1931) :
Det er vel nu et kvart Aarhundrede siden jeg første Gang kom i Berøring med Peter Hansen og de fynske Malere; det gik saadan til at det en Aften ringede paa i min Lejlighed paa Frederiksberg, og ind steg to Personer, som jeg ved første Blik tog for at være et Par svenske Karle, af landligt Snit og uakademiske af Væsen, det var Peter Hansen og Johannes Larsen, der havde fundet på at aflægge mig en Sympativisit, jeg husker ikke nu Anledningen, for det at jeg har lært dem at kende har trængt de i og for sig ligegyldige Omstændigheder ud. Ingen større Æresbevisning er blevet mig til Del siden dette Besøg. (S.36)
Baggrunden
Til forudsætningerne for epoken hører, bortset fra de unge maleres ubændige ønske om at male og leve som malere, at de alle bliver optaget på maleren Kristian Zahrtmanns Kunstnernes Frie Studieskoler, der i 1885 var blevet oprettet som en protest imod de ensrettede kriterier på Akademiskolerne. Som lærer har Zahrtmann været katalysator for den personlige udvikling, og ikke for at promovere sig selv som forbillede for eleverne; hvad han forlangte var dristighed og ildhu.
Men efter studietiden må malerne kæmpe hårdt for at bryde igennem. Til Den Fries udstillinger, der åbner i 1893, som alternativ til det etablerede Charlottenborg, har de svært ved at trænge igennem, skønt det bliver til et billede her og der. Tilbage på Fyn maler de imidlertid på livet løs og holder hinanden oppe og i live. De er begyndt at sælge. Da derfor konservesfabrikant Mads Rasmussen i Faaborg, der har været i Amerika og grundlagt en formue, beslutter sig til af kærlighed til kunsten og af hengivenhed for sin by også at være mæcen, er miraklernes tid ikke forbi. Hans bolig, der efter at han fra Faaborg er flyttet til København, fungerer som sommerbolig, ombygges nu til museum af den ansete arkitekt Carl Petersen.
Det er derfor den besøgende på Faaborg Museum til velkomst møder en ligeså voluminøs som graciøs skulptur af grundlæggeren udført af billedhuggeren Kai Nielsen fra Svendborg, der ligeledes tilhørte gruppen. På det store maleri af indvielseshøjtideligheden, hvor det er lykkedes Peter Hansen at portrættere 42 mennesker og alligevel levendegøre atmosfæren, skal Mads Rasmussen netop til at byde velkommen.
Kerteminde
Johannes V. Jensens bog Johannes Larsen og hans billeder udgivet af Aage Marcus i 1920. Se opslag fra bogen.
Kerteminde
I et tilbageblik på perioden skriver forlæggeren Aage Marcus, der tog initiativ til udgivelsen af Johannes V. Jensens bog Johannes Larsen og hans Billeder (1920), i forordet til Tranebogsudgaven af Johannes Larsen og Aarstiderne (1963):
Henimod slutningen af forrige århundrede var et nyt syn på naturen ved at finde udtryk, såvel i litteraturen som i kunsten. Banebrydende var herhjemme to grupper. De jyske digtere og de fynske malere, og som rimeligt var kom der tidligt kontakt mellem dem. (S.7)
Den med træsnit illustrerede digtsamling suppleres med Johannes V.s beretning om sin første tur til Kerteminde i et essay, der tidligere har været trykt i mytesamlingen Myter. Fjerde Samling (1912) med titlen "Fyenske Billeder". Her oplever vi som læsere hans store forelskelse i den for ham nye landsdel. Som altid om foråret bliver han rundt på gulvet og styrter over hals og hoved med toget til Himmerland, da han jo ikke har tid til at rejse Jorden rundt hvert år. Heroppe cykler han rundt i landskabet for at komme til sig selv igen. April!
Men denne gang skuffes han. Jylland forekommer ham - sikkert i lyset af Fynsmalernes billeder - så øde og tomt - "her er saa langt mellem alting, et underligt fortyndet Landskab, kun de uendelige Linjer, som var Jorden en alt for stor Tallerken til det der skal være paa den." (S.83). Nu tager han nattoget til Nyborg, og derfra cykler han op til Kerteminde:
Hvor det ikke var Jylland, hvilken forbavsende Forskel efter kun faa Timers Rejse i et og samme Land, der indtager saa ringe Plads paa Globen! En hel anden Natur. Mens jeg cyklede ud ad Vejen, stadig under Træer, i hvis Kroner det fløjtede livligt af vaagnende Fugle, Solsorter, Finker, og da Dagen kom og viste mig Landet, overalt med Hegn og høje Træer, slog Forskellen mig paa det nøgne Land jeg lige havde forladt med de træløse Veje og skærende Horisonter. (S.87)
Kysten med Storebælt har han på højre hånd. Han står af for at nyde friskheden i luften fra havvandet, hvilket bliver til denne filosofisk-lyriske perpetuum mobile, der håndstrøet cirkulerer overalt i hans prosa:
Derudefra hører man Søfuglene med den flade resonans i Lyden der er ejendommelig over Søen. Bølgeskvulpet holder sin gammelkendte Enetale i Strandkanten , med mange Gentagelser, nu og da et særligt Eftertryk, og saa igen, til man giver Søen ret og er saa fri at glemme den. (S.88)
Således oprustet og befriet gør han klar til at entre den by, der for ham på en måde skulle blive det ene centrum i hans livs ellipse, hvor det andet udgøres af sommerboligen i Tibirke Bakker:
Naar man er kommen over Klinten gaar Vejen pludselig i en lang svingende Rutschebane ned mod Kerteminde, der ligger venlig med de rødeste Tage inderst i Bugten - oppe paa Bakken de to Vejrmøller - og med Frihjul og opspilede Øjne suser man lige midt ned i alle Johannes Larsens Motiver. (S.89)
Det store billede, der måler 232 x 390 cm, har siden 1915 hængt på Faaborg Museum, der venligst har givet tilladelse til denne præsentation på Epoke. © 
