Johannes V. Jensen: Evolution og Moral, 2. Epoke

Rur
Med udgivelsen af feltarbejdet Voyage of the Beagle (1839) opnår Charles Darwin et godt ry i videnskabelige kredse og bliver medlem af flere velrenommerede selskaber. Her fornemmer han dog en manglende anerkendelse, idet han ikke er specialist på et bestemt område og følgelig betragtes uden egentlig faglig autoritet. En sådan har transmutationisten brug for, når han ifølge sin plan skal træde frem som specialist i sine generaliseringer om arternes udvikling. Derfor kaster Darwin sig over sit største empiriske arbejde, der handler om studiet af nulevende og fossile - rur!
Rur hedder også rankefødder, og er de små skarpe bæster, der sidder under havoverfladen på klipper og bolværk og på skibets køl, og som man ikke skal komme for nær, når man er ude at svømme. Et utroligt arbejde, der varer de næste otte år, og hvis resultater udkommer i fire store bind. Hermed er Darwin på plads som specialist. Hans biograf undrer sig med rette over arbejdets omfang, der kan virke som en udsættelse eller et skjul. For allerede i 1837 har teorien om transmutationen/evolutionen begyndt at tage form.
Til sin ven botanikeren Joseph Dalton Hooker viser han engang i 1844 et upubliceret essay om den biologiske kamp for tilværelsen og den hermed forbundne naturlige udvælgelse, evolutionstanken i sin første skitse. Hylland mener, at den konfliktsky holder sig tilbage med offentliggørelse, da han ikke ønsker at provokere kirken, familien og det gode selskab. Tiden er desuden fyldt med spændinger under industrialiseringen opkomst med undertrykkelse af arbejderne, hvilket medfører ulovlige strejker og tilløb til oprør, og Darwin har ikke ønsket at medvirke til destabilisering af samfundet. Han indser loyalt overfor den herskende klasse, familien, at der er moralske og politiske hensyn at tage.

Darwins hus i Downe. Efter JVJ's
'Tilblivelsen' s. 23.

Imidlertid springer bomben: en anonym (!) forfatter udgiver en bog om Darwins hemmelige emne: arternes udvikling. Titlen lyder Vestiges af the Naturel History of Creation (1844), der vækker fuore i vide kredse og går i mange oplag, skønt den af de videnskabelige anmeldere rask væk bliver kasseret. Forfatteren viste sig senere at være den ansete tidsskriftsredaktør Robert Chambers. Darwins reaktion fortæller en del hans format: han er ligeglad med at en anden er løbet med nyheden og det med stor medieomtale, snarere virker han lettet over selv at slippe, samtidig med konstateringen af, at hans eget projekt er dybere dokumenteret og mere differentieret.
I mellemtiden er Darwin blevet gift (1839) naturligvis med en Wedgwood, Emma, hans kusine, og er med børnene flyttet til et skønt landsted i Downe beliggende i distriktet Kent syd for London. Her er fred for alle pengene, ingen farer og masser af plads, og herfra bevæger Darwin sig stort set ikke de næste fyrre år. At den fastsiddende, uflyttelige rur blev hans speciale, var tilsyneladende ikke nogen tilfældighed. De er beslægtede. Den attraktive egenskab for en forsker, at kunne blive siddende ved sit arbejdsbord og være aktiv på sit sted, er en uomgængelig forudsætning for et storstilet arbejdets kvalitet.
Den tidligere jordomsejlers verden går nu ikke længere end til havelågen. Indenfor i haven eller parken er der mere end nok at gøre. Han krydsbefrugter orkideer, dyrker slyngplanter, laver forsøg med frø i saltvand og observerer nyfødte børn af egen avl (10 i alt), opdrætter duer, korresponderer med alverden, sender læserbreve til magasiner for haveinteresserede, studerer regnormenes liv (som da han var dreng), og gør endeløse notater, for nu at give et billede af den ejendommelige evolutionist igennem mange års tværsnit ifølge biografen. Darwin passer sin have.

Så springer bomben endnu engang, sommeren 1858, men denne gang faretruende for Darwins karriere. En selvlært biolog, Alfred Russel Wallace, der både har læst Voyage og Vestiges, sender ham et manuskript fra Ny Guinea, hvor han efter studierejser i Amazonas og Malaysia er kommet på sporet af mekanismen bag arternes udvikling: den naturlige udvælgelse. Darwin læser det med bestyrtelse, da det forekommer som et resumé af hans egen endnu ikke publicerede essay fra 1844.
Han sender det videre til vennerne Lyell og Hooker med besked om, at manuskriptet bør trykkes, hvilket igen belyser hans karakter og format. Vennerne foreslår imidlertid, at hans essay bør trykkes samtidig, og at de to rapporter præsenteres ved Det linnéske Selskab i London med fokus på sagens rette og utrolige sammenhæng. Det lykkedes. Den savnede teori bag en mængde klassifikationsarbejde, utallige data og observationer, der truede med at forblive teoriløse og unyttige, tager hermed grundig form.
Tiden er moden. Darwin forbereder nu udgivelsen af sin videnskabeligt revolutionerende udviklingslære, der betyder et paradigmeskift ikke alene indenfor biologi og geologi, men dybest set tillige i åndshistorisk og humanistisk perspektiv, skønt den side af sagen falder udenfor ophavsmandens interesse. Darwin læser hverken filosofi eller litteratur, kunst har ikke hans bevågenhed. Darwin er ensporet, men ikke enøjet. Han er empirikeren.

Til toppen
Til Evolution
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. januar 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.