Johannes V. Jensen: Evolution og Moral, 3. Epoke

Evolution
Darwins fire hovedværker er On the Origin of Species by means of Natural Selection (1859), The Variation of Animals and Plants under Domestication (1868), The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex (1871) og The Expression of the Emotions in Man and Animals (1872).

Origin of Species (Arternes Oprindelse) udkommer med enorm læsereffekt og en strøm af møder og foredrag. 1. oplag udsolgt på udgivelsesdagen. I alt udkommer bogen på kort tid i seks forskellige udgaver, da Darwin supplerer hver ny udgave med nye eksempler, kommentarer og svar til kritikken. For kritik er der meget af både fagligt og polemisk. Darwin selv afstår fra polemik, men tager den faglige kritik til sig på alle niveauer. Langt ind i det 20. århundrede diskuteres evolutionsteorien stadig indenfor videnskabelige kredse. I vor tid aktualiseret med den amerikanske naturforsknings resultater omkring 'intelligent design'.
Hvad er evolution? Det kan nok undrer, at Darwin i den første bog er meget forsigtig med begrebet og ikke anvender ordet 'evolution' direkte. Det kommer først til i de følgende værker. Det centrale i Arternes Oprindelse er forklaringen af mekanismen bag 'natural selection', den naturlige udvælgelse. At den er 'naturlig' betyder, at den kommer fra naturen selv, indefra, igennem tilpasning til et bestemt miljø. Det er denne mekanisme, tilpasning kombineret med naturlig udvælgelse, der defineres som evolution.

'Survival of the fittest' bliver gerne forbundet direkte med darwinismen. Ofte med en overtone af nedsættende værdi, som om evolutionslæren indeholder en brutal hyldest til den stærkes ret. Det har intet på sig, al den stund udtrykket ikke er Darwins, men Herbert Spencers. Darwin overtager det siden, da det nu engang bliver brugt, med vægt på, at livsstyrken tilhører de arter, der er bedst tilpasset miljø og klima.
'Struggle for existence' er ligeledes et udtryk, der forbindes med evolution. Igen en misforståelse, da begrebet ikke er Darwins, men formuleret af Thomas Malthus. Misforståelserne medfører, at Darwin modificerer sin lære i Descent of Man (1871), hvorved samarbejdet, 'mutual aid', kommer i forgrunden i tilværelseskampen ved siden af arbejdet, som de vitale drivkræfter i selektionen.

Jean Baptiste Lamarck (1744-1829). Efter JVJ's 'Tilblivelsen'.

Orden, samspil og lovmæssighed i naturen betragtes af evolutionisten som resultat af naturlig udvælgelse igennem tilpasning over uhyre tidsrum, millioner af år. Til forskel fra tidligere forskning i det 19. århundrede (Paley og Lamarck, Darwins forbilleder, som han kan udenad) fremtræder naturen i evolutionens regi uden plan og vilje, uden hensigt og mening. Naturen ER. Den fungerer. Skabelsen fortsætter, men som skaber er naturen blind, den famler, gør forsøg, prøver og fejler, siger Darwin. Evolutionen er en proces, der styres af tilfældighed og nødvendighed. Der er intet formål, bortset fra fortsættelsen. Sådan er livet.

Det er klart, at en sådan forståelse af livet og verden gør mange mennesker bange og utrygge. Protester var der nok af og ikke udelukkende fra religiøse grupper. Man spørger med rette efter et perspektiv på menneskets plads i naturens orden og uorden. Evolutionslæren forekommer med sin entydige materialisme at reducere mennesket, fratage det dets sjæl i videnskabens navn. Hvor er ånden og bevidstheden i evolutionens livssyn?
Overfor sådanne spørgsmål stod Darwin af. Han var ikke filosof, men naturvidenskabsmand, emperiker. Og som sådan agnostiker og antimetafysiker. Men det er karakteristisk, at han aldrig erklærer sig som ateist. Han insisterer på udviklingen, at alt levende er under uforudsigelig forandring. Denne indsigt gør naturen åben og dynamisk. Naturens orden og love er Darwins moral. Han finder det trøsterigt, at menneskets efterkommere nok ville betragte os, som vi betragter neanderthalerne.

I samtiden bliver evolutionslæren i vide kredse opfattet som 'abeteorien'. Bevisførelsen af menneskets slægtskab med aberne vil de fleste kultiverede mennesker gerne have sig frabedt. Manden må jo være gal. Han kan selv være en abekat, og som en sådan optræder han rigtignok i avisernes karikaturer. Kulturmennesket vender sig med vrede og lede bort fra mennesket som biologisk art med de forstyrrelser, det kan medføre. Misforståelsen, at mennesket nedstammer fra gorilla, orangutan og chimpanse, skulle blive vanskelig at udslette.
Mennesket nedstammer naturligvis ikke fra menneskeaber, disse sidder på en gren for sig selv på 'livets træ' ved siden af mennesket og kommer ikke videre i udviklingen, men begge parter har et fælles udspring i et mylder af abelignende natvæsner: lemurer, koboldmakier, brøleaber, marekatte. Med andre ord et galehus, hvis resters husseren i mennesket, man kan være vidne til den dag i dag.

Et eller andet sted i evolutionen dannes af disse halvaber en slags 'samleform' (for ca. 25 millioner år siden), hvorfra hominiderne, de menneskelignende abevæsner, opstår for ca. 7 millioner år siden. For ca. 2 millioner siden drager de ud på deres lange vandring fra Østafrika og spreder sig i Asien og Europa. I dette forløb virker 'homo sapiens' (mennesket) ganske ung, blot 200.000 år gammel. Kommer også fra Østafrika. Og udvandrer ligesom hominiderne til Asien og Europa. For 50.000 år siden. I tidernes morgen.

Til toppen
Til Evolution og menneske
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. januar 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.