Johannes V. Jensen: Evolution og Moral, 5. Epoke

'Den dårlige darwinisme'
Begrebet darwinisme kommer tidligt til Johannes V. Jensen som en 'lysværdi', da han som dreng i et kristeligt ugeblad læser en fuldstændig tilintetgørende og latterliggørende artikel mod Darwin. Agitation med modsat virkning. Evolutionslæren kommer til at betyde en frigørelse fra kristendommen, der ham forekommer ham som et dystert undertrykkende mørke.
Hans værker, især Den lange Rejse (1906-1922), bygger på en æstetik, der kombinerer evolution og historie. Herom handler Æstetik og Udvikling (1923). Efter 1. verdenskrig står darwinismen på ny til debat, hvilket bringer Johannes V. Jensen på banen i en række artikler, hvori han forsvarer darwinismen overfor - ikke kristendommen - men 'den dårlige darwinisme'.

Evolution og Moral (1925) består af 9 artikler, der behandler udviklingstanken i forbindelse med samfundsspørgsmål. Titlerne angiver emnet: Den daarlige Darwinisme, Om Kommunisme, Udviklingen og Kunsten, Ungdomsevangeliet, Darwinismen defineret, Opdragelsen, Overbefolkningen, Race og Udvælgelse, Slægtsarkivet. Artiklerne har tidligere været trykt i Johannes V. Jensens tidsskrift Forum (1922-23).
Når evolutionslæren tages op til revision skyldes det grusomhederne og brutaliteten under den 1. verdenskrig. Fra flere fronter har darwinismens livsopfattelse fået en del af skylden for barbariet og er blevet dømt som en ond teori. Synspunktet, at evolutionslæren er uden moral med dens doktriner om 'den stærkes ret' og 'tilværelseskampen' og dermed har bidraget til at legitimere blodbadet, får i årene efter krigen stigende tilslutning. Det er denne kritik Johannes V. Jensen tager op i og analyserer i åbningsartiklen "Den daarlige Darwinisme", (S.7-30), som vi alene her skal behandle.
Ved den 'dårlige' darwinisme forstås forvanskningen og fortegningen af evolutionslæren. 'Survival of the fittest' og 'struggle for life', der ustandseligt føres i felten, er ikke darwinistiske begreber (se det forgående afsnit "Evolution"). Det er den dårlige darwinisme, pseudo-darwinismen, den vulgære misopfattelse, der kan betragtes som en af årsagerne til verdenskrigens katastrofe, mener Johannes V.

Ulykken begynder med begrebsforvirring i slutningen af det 19. århundrede, hvor maskinalderen, teknikken, fremskridtet bliver forvekslet med udvikling. Udviklingen (evolution) og det tekniske fremskridt er to vidt forskellige verdner. Fremskridtet, det moderne, har intet med evolution at gøre. JVJ påviser, hvorledes en tumultarisk periode med politiske opgør og samfundsomvæltende oprør udføres i darwinismens navn, skønt den uskyldige Darwin og hans livsværk ikke kan drages til ansvar herfor. "I sluttet Marsch tilbage til Bavianen - det var Fremgangen, det var det Nye, det var Darwinismen." (S.9)

Dernæst gør Johannes V. rede får, hvorledes darwinismen er blevet 'oversat' til forskellige europæiske lande, først og fremmest Tyskland, hvor det bliver til skæbne. Magtsproget (magt forud for ret), herremoralen, hentet fra overfladen af darwinismen som slagord. Med Nietzsches filosofi, 'overmennesketeoriens sump', bliver Tyskland offer for den dårlige darwinisme: "Et sygeligt Punkt indenfor dets Organisme." (S.12)
Johannes V. Jensens diagnosticering af Nietzsche gør indtryk. Allerede i Den gotiske Renæssance (1900) advares der mod Nietzsches filosofi som et galmandsværk. Kritikken genoptages i Æstetik og Udvikling (1923) i kapitlet "Immoralisten". Nu stilles spørgsmålet: "Er det da virkelig muligt at et enkelt Menneske kan anstifte saa store Ulykker?" (S.13), idet det konkluderende hedder: "Ret beset frembyder Nietzsche et ordinært Sygdomstilfælde: en invalid, skuffet tysk Professor som gør Opsigt i Egenskab af Stakkel og udstiller sine Rovfornemmelser og indre Kramper under forsøget paa at konstruere sig op til blot at blive Menneske." (S.13)
Nietzsche aflæses som symbol for det sindssyge, megalomane Tyskland, hvis samtidige videnskabsmænds seriøse arbejder med Ernst Häckel (1834-1919) i front drukner i ophidselse.

Herhjemme modtages darwinismen desværre over Tyskland og Frankrig. I sidstnævntes litterære regi forekommer evolutionens humane frigørelse reduceret til animalisering af kønslivet under dække af frisind. I naturalismen finder han ingen natur, og slet ikke naturvidenskabelig ballast, bortset fra at liderlighed også er en slags natur.
Desuden er JVJ på sporet af et socialt aspekt: "Proletaren var Mode. Her indgik Politik og Æstetik en interessant Forblanding. Krydningsresultat: Proletardigteren, Enhver fra neden hilst med Pauker, blot han kunde autobiografere sig og anklage "Overklassen" for sin Forkrøbling, som om det ikke var hans eget Niveaus Kaffe og Wienerbrød der var skyld i hans Mave. Uvidenhed, lagt under med Agitation, blev det ny Aladdinsstempel." (S.27)

Tyrannen, forbryderen og proletaren kan ifølge Jensen ikke være evolutionens topskud. Han efterlyser "et folkeligt Eksempel ved at forfølge, hvad Menneskeheden har bragt med sig af Snilde og Udvidelsestrang til fælles Næring og Beskyttelse paa sin lange Rejse fra Dyret og op til det ustraffede, normalt beskafne Menneske", som han skriver i det omtalte essay "Immoralisten" (S.131), forarbejdet til Evolution og Moral.
Herefter kaster den af tidsånden hårdt medtagne sig over sin store fortælling om Dyrenes Forvandling (1927), for at sende sin 'lysværdi' videre. Den gode darwinisme.

Til toppen
Til Darwinismen i Danmark
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 10. januar 2009.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.