Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Jerusalems biografi, 2
Af IBEN HOLK
|
Det moderne gennembrud
Judæa er det tidligere kongeriges centrum. Mod nord omgivet af Samaria og Galilæa, mod øst Peræa og Moab, mod syd Idumæa og mod vest de fønikisk prægede kystbyer. Disse områder bliver ikke af judæerne betragtet som heljødiske i lighed med Judæa. Jøderne i Judæa udgør imidlertid ikke en fast enhed. De består som de fleste befolkningsgrupper af forskellige typer og klasser. I den sammensatte befolkning udskilles fire specielle grupper eller sekter.
Saddukæerne, overklassen, hvorfra præsteeliten udgår, består af storkøbmænd og administratorer. Farisæerne (der med kristendommen skal blive et skældsord, hvad der er fuldstændig grundløst, da netop denne gruppe er den mest moderate og trofaste, når ulykkerne melder sig) udgør den brede middelklasse, der varetager præstegerningen og fortolkning af skrifterne, de skriftkloge, og desuden står for butikker og handel. Zeloterne er en nationalistisk gruppe blandt håndværkere og fiskere, der udgår fra Galilæa.
En mindre og mere speciel gruppe udgør essæerne, en religiøs sekt, der i protest mod samfundet - især af tempelkulten - trækker sig ud og grundlægger et kloster i Qumran ved Dødehavet. Det er grunden til at vi 2000 år senere kan læse The Dead Sea Scrolls - Dødehavsrullerne - fra det 2. årh. f.v.t. og frem til år 70, da essæerne skyndte sig at gemme deres skrifter i lerkrukker, som de gemte i bjerghuler, da de romerske dræberhorder nærmede sig. Skrifter fra før og under Jesustiden, men ældre en evangelierne.
Ved kysten blev der i det 2.årh. f.v.t. anlagt et dusin græske byer, de såkaldte 'polis', bl.a. i Joppe, Apollonia, Ashkalon og i nord Skytopolis, Pella, Hippus m.fl. Judæa var således omringet af græsk kultur. Polisens struktur adskiller sig fra den jødiske ved at være sekulær, dvs. uden religiøs styreform. Det hellenistiske ideal synliggøres i byernes 'gymnasion', hvor unge mænd uddannes i filosofi og litteratur ved siden af hård fysisk militær træning og idrætsudøvelse. Atletikkonkurrencer fungerer som religiøse fester.
Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor grækerne ikke blev i Grækenland, men efter Alexanders omfattende erobringer opfatter grækerne sig som en ny tids kosmopolitter, kolonisatorer og globetrottere. Grænseløsheden er forførende og befriende. Jøderne i den moderne hellenistiske verden føler samme rodløshed, hvilket medvirker til at opløse deres identitet som et udvalgt folk. De løsner sig fra Tora, tager græsk uddannelse og giver børnene græske navne.
Andre jøder - farisæere, essæere, zeloter - opfatter processen som en trussel imod jødedommen og styrker tempelkulten og lovens traditioner. Det er især saddukæerne, der viser hellenismen interesse, hvorimod underklassen, der ikke har adgang til de nye fremmede privilegier, holder fast ved Templet og Toraen, der sikrer dem deres plads i samfundet. Loven er for dem frigørende og alene den.
Politisk står folkestaten Judæa under det ptolemæiske kongestyre i Syrien, men får stor set lov til at passe sig selv, når skatten er betalt til tiden. Så sker der det, at den græske konge, Antiokos III, i Mesopotamien invaderer og erobrer Syrien samt Fønikien. I 200 f.v.t. erobrers efter lang tids belejring Judæa og Jerusalem. Ved farisæernes mellemkomst lykkes det at udfærdige et særligt charter, der muliggør, at Tora vedbliver at være lov, og at det jødiske senat, 'gerousia', fortsætter som regeringsorgan.
Den græske besættelse betyder en opblomstring både for de græskvenlige jøder og for de konservative jøder, der kæmper for den jødiske identitet midt i en assimilerende verden. Kilden til kontinuitet er Templet, hvis kult og renselsesritualer styrkes bl.a. ved at grækerne forbydes adgang. Jødedommens eksklusivitet vækker grækernes respekt, men udelukker de reformivrige jøder.
De hellenistiske jøder går imidlertid over gevind i bestræbelserne på at lave Jerusalem til en græsk polis. Igennem korruption indsættes en ypperstepræst, Menelaos, der ikke nedstammer fra Zadok af Arons stamme. Det sker i 172 f.v.t. med optøjer til følge, der resulterer i et statskup. Den nye græske konge, Antiokos Epifanes ind for at skaffe ro og orden, tømmer tempelskatten og river murene omkring Jerusalem ned. Desuden tilbagekalder han charteret og forbyder udøvelsen af den jødiske religion.
Historiens første religionsforfølgelse har fundet sted.
Publiceret 20. april 2005. © Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.
|
|