Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
|  |
Jerusalems biografi, 5
Af IBEN HOLK
|
Den romerske periode
Herodes, jødernes konge, er i virkeligheden romersk lydkonge, og selv er idumæeren mere romerjøde end torajøde, hvilket synliggøres, da han lader en gylden ørn, Jupiters symbol, opsætte over Tempelporten. En handling, der vækker jerusalemitternes vrede. To unge, ansete lærere (sandsynligvis farisæere) kravler i ly af natten op til den kongelige søjlegang og slår det urene symbol i stykker. Herodes bliver rasende og lader ørneknuserne henrette. Selv dør han et par dage efter.
Forinden har kongen ladet sin hustru dræbe samt tre af sine sønner, som han mente intrigerede imod ham. I sit testamente har han lagt magten i hænderne på kejser Augustus. Denne kalder de tre overlevende sønner til Rom for at fordele landet imellem dem som tetrarker (kommissærer). Arkelaos får Judæa, som han ikke er i stand til at styre i det urolige kølvand efter faderens død.
Optøjer bliver slået ned af hans jødiske tropper støttet af romerne. Påskefesten, hvor titusinder er forsamlet på Tempelbjerget, ender med et voldsomt sammenstød, der resulterer i, at romerne korsfæster to tusind oprørere langs bymurene.
Askelaos bliver afsat og landsforvist. Herefter regeres Judæa af romerske præfekter med hovedsæde i Kæsarea på god afstand af det urolige Jerusalem. Under den romerske periode fungerer præsterådet (Sandhedrin) som den øverste jødiske myndighed med ypperstepræsten som øverstbefalende.
Kajfas har i flere år haft embedet, da den nye præfekt Pontius Pilatus provokerer jøderne ved at placere bannere med Cæsars portræt på murene overfor Templet. Befolkningen reagerer denne gang med passiv modstand, idet de i tusindvis sætter sig foran Pilatus' bolig i flere dage indtil bannerne bliver fjernet. Det er i år 26.
Fire år senere opstår der på ny optøjer i forbindelse med påskefesten, hvor tusindvis af pilgrimme indfinder sig på Tempelbjerget.
Det er året, hvor en mand på et æsel kommer ned fra Oliebjerget fulgt af en lille bande palmeviftende zeloter fra Nazareth. Historien kendes ikke fra samtidens historieskrivere. Josef Flavius, der ellers er meget omhyggelig, omtaler hverken oprøret i Templets forgård, tilfangetagelsen, domfældelsen eller korsfæstelsen. Der foretages jo så mange korsfæstelser på denne tid. Essæerne i Qumran syntes heller ikke at have været opmærksomme på denne Jesus fra Nazareth.
Historien om Jesus fortælles af evangelisterne 40 år senere og efter Templets fald. Jesus selv efterlod ikke sine ord på tryk. Han er en karismatisk prædikant, der henvender sig til de hellenistiske jøder og beder dem om at 'omvende sig'. Omvende sig til jødedommen, til Tora og til Israels Gud.
Påskefesten markerer den nationale udfrielse og er derfor velvalgt til opgøret. Det kommer til tumult på Tempelbjerget. Jesus bliver arresteret for sine provokationer af de 'urene' hellenistiske jøder. De romerjødiske soldater bringer ham til ypperstepræsten.
Kajfas har muligvis haft sympati for Jesus, men han er samtidig bange for, at situationen skal eskalere med uoverskuelige følger som tidligere med tusindvis af døde. Desuden, hvad der hører med i billedet, nazaræere er i forvejen ikke velsete, da Galilæa er en primitiv provins, hvorfra de frygtede militante zeloter stammer. (Af samme grund flytter evangelisten fødestedet til det finere Bethlehem.)
Selv har ypperstepræsten ikke myndighed til at fælde en dødsdom, den tilhører den romerske præfekt, hvorfor fangen beordres til Pilatus. Korsfæstelsen finder sted på Golgatha, en bakke udenfor bymurene. Hermed er grunden lagt til en meget lang historie.
Publiceret 20. april 2005. © Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.
|
|