Søren Kierkegaard: Enten - Eller. Et Livs-Fragment. Epoke

Epokes forside

Epoker og ismer

Romantik

Jens Baggesen

Romantisme

Realisme/Idealisme

Realisme/Nyromantik

J.P. Jacobsen

Realisme/Impressionisme

Herman Bang

Naturalisme
Det moderne gennembrud

Symbolisme
Det sjælelige gennembrud

Mytisme
Det virkelige gennembrud

Johannes V. Jensen

Kontakt Epoke

Søren Kierkegaard

Enten – Eller (1843)

2. Erotikkens element

Af IBEN HOLK


Søren Kierkegaards tekst om Mozarts Don Juan er genudgivet i 1968 og behandlet af Niels Barfoed i 1978.

Erotikkens element
"De umiddelbare erotiske Stadier eller Det Musikalsk-Erotiske" er en æstetisk afhandling om Mozarts opera Don Juan. Søren Kierkegaard var besat af dette musikdrama, og efter endt læsning forstår man hvorfor. Operaen bliver første gang opført på Det kongelige Teater den 5. maj 1807 med stormende succes. Ti år tidligere opførtes den første Mozart-opera Cosi fan tutte (med 19-årige Adam Oehlenschläger som statist), men det blev en tilsvarende stor fiasko. Fra 20erne kommer Figaros Bryllup og Tryllefløjten på programmet.
Operaelskeren Søren Kierkegaard overværer dem alle ved siden af operaer af Bellini, Auber, Meyerbeer, men for Kierkegaard overgår ingen Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1891). Og blandt dennes værker sætter han Don Juan (Don Giovanni - med førsteopførelse i Prag, 1787) øverst som 'operaernes opera'. I afhandlingen viser den unge Kierkegaard sig som en fremragende musikalsk analytiker, skønt han beskedent i den 'Intetsigende Indledning' slår fast, at han som læg 'står udenfor musikken' og 'betragter den fra dette standpunkt'. Men som sprogets Mozart skriver han sig helt ind i musikken.

Operaen som kunstform er naturligvis sammensat af tekst og musik. Uden at være af en musiker bliver en fortolkning ofte baseret overvejende på tekst, handling og udførelse. Således ikke hos Kierkegaard. Han overser ingenlunde Da Pontes smidige libretto, men hvad der først og fremmest optager ham er musikken, fordi teksten fuldkommen absorberes heri. Don Juan skal nemlig ifølge Kierkegaard ikke ses, men høres! - "hør, hør, hør Mozarts Don Juan".
Om den filosofiske forbindelse mellem forbindelse mellem ord og musik hedder det: "Musikken er foruden Sproget det eneste Medium, der henvender sig til Øret". Heri indfælder der sig "et Vidne om, i hvilken Forstand Musikken er et Sprog". Sproget og musikken har desuden det tilfælles, at de har "Tiden som Element", hvor andre medier, skulpturen og maleriet, har 'rummet'. At derfor Kierkegaard oplever Don Juan som "Kronen blandt Operaer skyldes "det absolutte Forhold mellem Idé, Form, Stof og Medium."

Hensigten med fortolkningen af operaen er filosofisk at bane vej for en forståelsesramme til den efterfølgende roman "Forførerens Dagbog". Kierkegaards idé er at bestemme 'det sanseligt erotiske' som identisk med 'det umiddelbare', der ikke kan udtrykkes i sproget, men kun i musikken, da musikken er et sanseligere medium end sproget. Den "Sanselige Genialitet er Musikkens absolutte Genstand", hvor sproget er åndeligt, "Ideens Medium". I Don Juan forenes de. Og kun dér. Det er det geniale.
Forudsætningen for fortolkningen er kulturformernes udvikling i 'verdensbevidstheden', hvorfor Kierkegaard sammenstiller 'græciteten's opfattelse af sanseligheden med kristendommens. I græciteten (altså den antikke oldtid) var sanseligheden ét med det individuelles skønhed og frihed, en livskraft og livsglæde, ikke en fjende eller en oprører, der skulle undertvinges. Det sjælelige liv var utænkeligt uden det sanselige, hvorfor elskoven overalt var tilstede som det konstituerende i livsformerne. Sanseligheden var gennemsigtig og havde ikke selvstændig eksistens.

X Med kristendommen kommer, ifølge Kierkegaard, sanseligheden ind i verden, fordi kristendommen vil jage den ud af verden. Som åndelig bestemmelse bliver sanseligheden hermed selvstændiggjort, men som negation. Da ånd er kristendommens positive aspekt, bliver sanseligheden det negative. En forfærdelig historie med frygtelige tilbageslag.
Også hvad angår dyrkelsen af guddommen er der betydningsfulde modstillinger. I græciteten er Eros guden for elskov. Erotikken er ikke splittet i forhold til det sjælelige, da det sanselige og sjælelige er ét. Eros skulle derfor være elskovens samlende princip, men Eros er ikke selv forelsket - med en enkelt undtagelse, nemlig selvfølgelig i Psyke (sjælen).
Her kan vi i 2004 naturligt spørge, hvorfor grækerne, der havde en så fin religion med storguder som Apollon, Artemis, Athena og Afrodite, om end den øverste styrelse var noget porøs, overgik til den kristendom, som synkretismens Paulus, der var halv græker og halv jøde, banede vejen for. Fordi deres religion fordærvedes i seksuelle udskejelser. Templerne fungerede efterhånden som horehuse, hvorfor religionen indefra blev tømt for indhold.

XGuddomsdyrkelsen i kristendommen har en i forhold til græciteten omvendt karakter. Menneskeguden med den dobbelte natur repræsenterer budskabet som forbillede, idet kraften koncentreres i Kristus. I græciteten er gudens kraft ikke i guden, men udgår fra denne.
Summa summarum: Når Kierkegaard ønsker åndeligt at forholde sig til det sanseligt-erotiske som livsmagt, må han forholde sig til kristendommen, da det sanseligt-erotiske princip er kristendommens opfindelse, hvilket igen vil sige omfatter en etisk dimension. Kun musikken er i stand til at fremstille det sanselige-erotiske i dets umiddelbarhed. Undersøgelsen resulterer i opdagelsen af de tre stadier i musikkens potens.

Til 3. Musikkens forførelse
Til 8. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside