Søren Kierkegaard: Enten - Eller. Et Livs-Fragment. Epoke

Musikkens forførelse
Stadierne opfattes ikke som statiske og selvstændige, men som metamorfoser, der udvikler sig af hinanden. Første stadium omkring Pagen i Figaro er karakteriseret ved 'den vågnende sanselighed', stemningen er melankolsk ubevidst, idet attråen er drømmende og endnu ikke har sin genstand. Den findes i andet stadium, hvor adskillelsen mellem attrå og det attråede opstår søgende og dramatisk uden at forenes. Det er som "Blomsten faaer Vinger og flagrer ustadig og utrættet hist og her". Stemningen er muntert 'qviddrende', 'elskovssprudlende'. Dette stadium knytter sig til Papageno i Tryllefløjten.
Tredje stadium er Don Juan. Nu finder attråen sin bestemmelse som attrå. Stemningen er triumferende, uimodståelig med mørke overtoner. Don Juan er om Kierkegaard så må sige "Kjødets Beaandelse af Kjødets egen Aand". Foran Venus-bjerget hersker begærets musik ordløst og tanketomt. Her høres kun lidenskabens stemme i 'lysternes spil' og 'beruselsens vildskab'. I Kierkegaards optik betragtes Don Juan ikke som individ, men som 'idé', sanselighedens inkarnation. Eller rettere: Don Juan som den ubestemmelige "Svæven mellem at være Idee, det vil sige Kraft, Liv - og Individ".

Tilstanden Don Juan beskrives som følger i Kierkegaards poetiske diskurs:

Naar Havet bevæger sig oprørt, da danne i denne Uro de skummende Bølger Billeder, ligesom Væsener; det er som om det var disse Væsener, der satte Bølgerne i Bevægelse, og dog er det omvendt Bølgegangen, der danner dem. Saaledes er Don Juan et Billede, der bestandigt kommer til syne, men ikke vinder Skikkelse og Consistens, et Individ, der bestandig dannes, men ikke bliver færdigt, hvis Historie man intet Andet fornemmer om, end ved at lytte til Bølgernes Larmen.

Denne prægnante passage er inspirationskilden til en moderne Don Juan-fortolkning med Inger Christensens sublime roman Azorno (1967).

Kierkegaards pointe er, at Don Juan - som 'magt' - ikke beror på forførelse, men på bedrag. Til forførelse hører 'refleksion og bevidsthed', strategiens nydelse eller nydelsens strategi, og her er den bevidstløse Don Juan blottet, idet genstanden for hans attrå udelukkende er sanseligheden. Don Juan er forført af sanseligheden, naturmagten. Derfor har den identitetsløse brug for kvinder for igennem deres gunst at kunne dyrke sig selv. Hans elskov er ikke sjælelig, da den sjælefri ikke har noget ønske om at blive elsket. Den troløses lykke består i at nyde sanselighedens tilfredsstillelse. Og så videre. Til næste. Foreløbig tæller listen i Leporellos bogholderi 1003.
Som individ ville Don Juan forekomme komisk, hvad han også gør i Molières version. Den liderlige buk kan ikke kende forskel på en bondepige og en adelsdame, fordi han i enhver kvinde alene ser 'det almindelige'. Kun hans vitalitet og potens holder ham svævende over den afgrund, der er hans livs fattigdom. 'Champagne-arien' viser ingenlunde en forfører, men en af kvindekønnet forført til triumferende og berusende selvglæde, der er livsglædens karikatur.

Uden musik ville Don Juan være triviel. Det er musikken, der former figuren, fordi musik er forførelse. Musikkens væsen passer til Don Juan, hvis væsen er musik. Det er genialt set af Kierkegaard, at Don Juan skal høres, og den opera-forførtes sprog bliver selv ordmusik i analysens afsluttende finale:

Hør hans Livs Begyndelse; som Lynet vikler sig ud af Tordenskyens Mørke, saaledes bryder han frem af Alvorens Dyb, hurtigere end Lynets Fart, ustadigere end denne og dog ligesaa taktfast; hør hvor han styrter sig ned i Livets Mangfoldighed, hvor han bryder sig mod dens faste Dæmning, hør disse lette dansende Violintoner, hør Glædens Vink, hør Lystens Jubel, hør Nydelsens festlige Salighed; hør hans vilde Flugt, sig selv iler han forbi, stedse hurtigere, stedse ustandseligere, hør Lidenskabens tøilesløse Begjæring, hør Elskovens Susen, hør Fristelsens Hvisken, hør Forførelsens Hvirvel, hør Øieblikkets Stilhed - hør, hør, hør Mozarts Don Juan.

Til 4. Don Juans angst
Til 8. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside