Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Henrik Pontoppidan
Nattevagt (1894)
3. Mesalliance
|
Af IBEN HOLK |
Mesalliance
Med kunstneren Jørgen Hallager har Pontoppidan tegnet et af sine mest usympatiske portrætter. Han skildres som en "hoven, studs, uforskammet" fyr, der med sit "blegfede" ansigt og røde vildmandsskæg over en massiv figur sætter sig nedtromlende på sine omgivelser (s.18). Den 33-årige er fører for en kreds af radikale (naturalistiske) malere, der kaldes "Klumpen". De har i en halv snes år skabt røre i kunstkredse ved krasse og provokerende billeder af social elendighed.
Ved romanens begyndelse befinder Jørgen Hallager sig på tredjedagen i Rom, hvor han ikke bryder sig om at være på grund af den antikke fims og forfinede renæssance-røgelse, der bider ham i næsen. Dagen forud har han besynderligt nok holdt bryllup med den smukke og aristokratiske Ursula Branth. Vielsen finder sted på selveste Kapitol i overværelse af brudens far, den danske konsul, en højesteretsadvokat og maleren Thorkild Drehling, brudeparrets fælles ven, med efterfølgende dinér i et af byens fornemste selskabslokaler.
Således er der lagt op til en (utroværdig?) mesalliance.
Bruden er datter og eneste barn af etatsråd Branth, kunstliebhaver og "en af den københavnske Konservatismes Bedstemænd, ja efter en udbredt Mening selve Ministeriets fortrolige Raadgiver angaaende alt, hvad der vedrørte Teater, Literatur og de skønne Kunster" (s.4).
Far og datter har brugt måneder på at indrette en flot atelierlejlighed øverst oppe i en hjørneejendom på Via Tritone med udsigt over Roms kupler og tårne og til Tiberfloden. De har været byen rundt for at købe smagfulde gulvtæpper, gardiner, portierer, draperier, planter og dekorationer. Alt sammen serveret på en bakke med bruden oveni til den vrisne og brovtende Jørgen Hallager. Hvordan går det til?
Vi møder parret ved morgenbordet, som tjenestepigen med det fine navn Annunciata, som en gestus til "Improvisatoren" hr. digter Andersen, har forberedt. Situationens uafklarethed åbenbarer sig fra morgenstunden: Bruden har grædt. Som repræsentant for de store følelser er hun overspændt og ude af balance. På kanten af et nervesammenbrud - og en karikatur.
Ursula kalder gemalen for sin "stygge, stygge Mand" og "min store, store Barbar". Hun har forelsket sig i ham på grund af hans kunstneriske format og anderledeshed, men også med den 'kunstneriske' bagtanke at lave ham om, genskabe ham, hvorfor hun har lokket ham til Rom. Det artige projekt er at åbne hans vrede øjne for skønheden og livsglæden. Hun er nervøs og eksalteret, og den stygge forsøger på sin side at overtale hende til fornuft. Hendes omkvæd er det evindelige: "Hvor kan det dog være, at jeg holder saadan af dig?" (s.17). Og det spørger læseren også om.
Hendes første plan er, at den store barbar skal forsone sig med hendes gode far. Denne har gjort alt, hvad der stod i hans magt, indtil tårer, for at forhindre ægteskabet, hvad maleren ved alt om. I hans øjne er svigerfaderen "en gammel Rævepels. En reaktionær Spitsbub af den ægte Slags", hvilket han foreholder hustruen: "Det er virkelig snart paa Tiden, at du faar Øjnene op for, hvad det er for Folk, du er vokset op imellem. (...) Ærkekæltringe er det, Tyveknægte, infame Hyklere." (s.24)
Han vil, at hun skal indse Sandheden. Hun vil, at han skal opdage Skønheden.
Faderen, der aflægger parret en visit, beskrives ved sin ankomst som ægtemandens direkte modsætning: "Den hvidhaarede og hvidskæggede Etatsraad, en ualmindelig smuk lille Mand med et Par mørke, varmt straalende Øjne i et fint og intelligent Ansigt, gjorde sin Indtrædelse i sirligt Formiddagstoilette med en glinsende Silkehat i Haanden." (s.30)
Der udspiller sig en besynderlig scene og samtale, da Jørgen Hallager knap siger et ord. End ikke tak til svigerfaderen for hans store ulejlighed med at bekoste og indrette lejligheden. Den venlige etatsråd bliver mere og mere anspændt og taler til sidst forceret i øst og vest om ingenting, indtil han forstemt bryder op og ømt tager afsked med sin elskede datter som en "Dødsdømt".
Til 4. Rivaler
Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside
Publiceret 15. december 2004. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.
|
|