Henrik Pontoppidan: Nattevagt, 5. Epoke - danske romaner før 1900

Konfrontation
I et tarveligt osteri i Diokletians Bade, der er en kæmpemæssig ruin og hjemsted for al slags primitiv beboelse, afholder den nordiske koloni et møde. Det er Jørgen Hallager, der har indkaldt, selvom han ikke i vinterens løb har deltaget i dens arrangementer. Anledningen er, at anarkister har sprængt et politikontor i luften, fem mennesker er kvæstede og et barn dræbt, og derfor vil den revolutionære gerne se, hvorledes virkelighedens "Hævn" virker på skønånderne.
Der holdes taler om samfundsliv og kunst, fortid og fremtid. Digteren Folehave (læs Johannes Jørgensen) tager ordet: "Den Pest, der har hærget vort Samfund og lagt Alting Øde, det er den aandelige "sorte Død", ... det er den golde, materialistiske Livsanskuelse, der i mere end den sidste Halvdel af dette, snart udrundne Aarhundrede har været dominerende i Kunst og Politik, i Videnskab og Literatur." (s.111)
"Det er Løgn!" afbryder Hallager ham. Folehave fortsætter med henvisning til, at lægemidlet hedder fornyelse igennem "Lykkens og Glædens Genfødelse", der har rødder i antikkens ro og renæssancens skønhed.

Ophidset afbryder Hallager igen og fastslår, at renæssancens "Smørsammen ikke har saa meget Værd for Menneskeheden som bare en eneste af vor Tids videnskabelige eller tekniske Opdagelser, endsige en eneste af dens sociale Reformer". Forsamlingen, der er i opløsning, protesterer højlydt. Hallager overdøver larmen og fortsætter:
"Rejsningen af de store sociale Spørgsmaal, vor Tids politiske Agitation, Arbejderhærenes mægtige Sammenslutning - det er netop vort Aarhundredes største og stolteste Triumf, et Kæmpeværk, hvortil man fra Verdens Skabelse ikke har set Mage." (s.115) "Ja, Anarkisterne! Anarkisterne!" råbes der igen. Herpå tilstår Hallager:
"Aa ja! Ogsaa Anarkisterne gør vel deres Gavn! Det synes jeg at kunne mærke paa Stemningen her i Aften. Betyder det virkelig saa stort, om et Par Menneskeliv gaar i Løbet, naar man dermed kan aabne de lukkede Øren for Millioner af Undertryktes Skrig?" (s.116) Hvorefter selskabet drukner i tumult og alle bryder op. Drehling gør følgeskab med gamle Branth, der selv er i opløsning i sorg over datterens forhold.

Drehling håber stadig på Ursula, der ved mødet trodsede sin mand ved at skåle med de andre, når denne demonstrativt ikke gjorde det. Men tør han række hende en hjælpende hånd? Tør hun selv bryde med selvbedraget? Den omvendte maler, der har haft kræfter til at frigøre sit talent, tøver og tvivler.
Dagen efter sammenstødet er de nygifte oppe at skændes. Jørgen vil rejse hjem omgående. Ursula vil blive. Han befaler hende at pakke og tåler ikke modsigelse. Hun reagerer ikke. De bliver afbrudt af Drehling, der kommer for at tage afsked. De tidligere venner får ikke kontakt og skilles som fjender. Ursula er fjern og udenfor.
I stuens dystre stilhed sætter en bleg og udslukt Ursula sig hos ham: "Jørgen ... hvordan er du bleven - saadan som du er?" (s.152). Og så fortæller han den bitre historie om dengang, han var fjorten år.

Faderen var hjælpelærer hos en degn i Østjylland, men på kant med byens spidser. Om præsten, der stod i forhold til bøndernes koner. Om lægen, der lod sognekassen betale for regninger på medicin, som de fattige ikke fik. Om dommeren, der for et par ænder så imellem fingre. Om faren, der ikke kunne tie, når der skete andre uret.
Da degnen dør, får de ham forvist til et ensomt embede ved Ringkjøbing Fjord, men de glemmer ham ikke, og han bliver beskyldt for at have begået underslæb ved bestyrelse af sognets sygekasse. Midt i en skoletime bliver han arresteret. Politiet gennemroder og endevender alt i huset, breve fra forlovelsestiden bliver læst højt og gjort til grin. Modederen får et slagtilfælde og kommer sig aldrig.
Faren bliver suspenderet og sidder i fængsel et halvt år. De ubetalte regninger bliver familiens fallit. Moderen syr og Jørgen får arbejde hos en maler. Faderen frifindes. Men tyvenavnet bliver hængende. Moderen dør og faderen går på druk. Konklusion bliver for sønnen, at den retskafne har at bøje nakken under tyranniet og tie og tåle.

Efter den historie giver Ursula efter. Hun føler som han. Og har altid haft dårlig samvittighed. Hun overgiver sig til ham med hud og hår. Fra nu af skal de leve for og hjælpe de fattige. Han bliver betænkelig og prøver at tale hende til fornuft. Hun smider sin perlekrans henad gulvet. River sine smykker af. Går amok. Besvimer. En læge tilkaldes. Hun er død.

Til 6. Pontoppidans position

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside