Henrik Pontoppidan: Nattevagt, 4. Epoke - danske romaner før 1900

Rivaler
Thorkild Drehling opholder sig også i Rom, men af en ganske anden grund. Han er en talentfuld maler og medlem af "Klumpen" som beundrer af Hallagers udfordrende kunst. Som den lidt vege og uselvstændige underkaster han sig forbilledets førerskab, hvad denne også fordrer af sine venner. I kunstmiljøet gør han en lidt komisk figur, da han alt for tydeligt og med tungen lige i munden gør sig umage for at vække forargelse.
Hemmeligt er han forelsket i den 20-årige Ursula Branth. Da hun forlover sig med Jørgen Hallager, hvis frivole forhold til kvinder efterligneren dog ikke gouterer, får han et chok og rejser bort uden at efterlade besked af nogen art. Ursula løber på ham i Rom. De begynder at ses, og sammen med den gamle etatsråd, der nok hellere havde set Drehling som svigersøn, besøger de museer og tager på udflugter i omegnen.
Da han som en ny bombe hører, at Hallager kommer til byen for at holde bryllup, beslutter han sig igen for at rejse bort. Denne gang til Neapel med afstikkere til bjergbyer ved Vesuv, hvor han vil arbejder på sine billeder.

Jørgen Hallager får ikke malet. Tiden går med at diskutere med Ursula, læse aviser og skrive breve. I et brev skriver han til en kollega derhjemme: "Her kan man vandre gennem hundrede Sale uden at træffe paa et eneste Vidnesbyrd om de brede Lags Liv og Lidelser, om Menneskeaandens Frigørelseskamp, kort sagt om nogen Rørelse inden for Masserne, der har holdt Verdenshjulet i Gang og været dets egentlige Bevægkraft." (s.63)
Iagttagelsen er central for forståelse af den kunstneriske bevæggrund hos Hallager, der er politisk engageret og revolutionær. Kunst er for ham som for radikalismen politik. Når han går på opdagelse, er det til Ursulas fortrydelse i fattigkvarterene. Til hende siger han profetisk: "Hvor jeg har været? I Underverdenen, i Samfundskloaken, i den Bærmekeddel, hvor det tyvende Aarhundrede brygges." Fattigkvarteret er i hans øjne "det eneste virkelig lærerige, der findes i Rom" (s.82).
Jørgen Hallager tror på revolutionen. Fattigkvarteret i Rom overbeviser ham om, at det vil blive "hernede, det allerførst vilde bryde løs, naar Ilden en Gang for Alvor tog fat. Jeg begynder at forstaa det nu! I saadanne Pesthuler som dem, jeg har set i Dag, maa den røde Bacille havde det rette Arnested. Og de fleste Skikkelser, der luskede om derhenne, saa da ogsaa helt opbyggelige ud" (s.83).

For den revolutionære er det ikke nok at "holde Idéens Fane højt". "Naar det kommer til Stykket ... hvem er det vel saa, der fra Arilds Tid har lavet Verdenshistorien, det er revolutionerne." Det er ikke nok med "en eller anden lille oppositionel Kæphest at ride paa, enten det nu er Arbejdersag eller Kvindefrigørelse eller Republik eller saadan noget Vaas. Som om det battede at klippe et par Kviste, naar Træet er blomraadent ned til Roden!" (s.87)
Alt sammen i samtale med Ursula, der bliver mere og mere beklemt og oprørt, da hun hellere ville have gået en tur med ham langs Tiberen og talt om deres kærlighed under stjernehimlen.

På Den spanske Trappe sidder Thorkild Rehling i den sorte nat og lytter til springvandet, der lyder som en kvindes ensomme gråd. Han er kommet tilbage efter sit malertogt i bjergene og beslutter sig på et løfte: at gøre op med sin fortid og bryde med Jørgen Hallager, "dette vilde Menneske, der styrtede af sted som en løssluppen Tyr". Hvordan var det gået til, at han "havde været med i denne vanvittige Jagt efter det Fantom, der kaldtes Menneskenes Frihed!" (s.122)
I sit atelier udstiller Drehling sine malerier og inviterer Ursula til at se dem. Der er ikke længere tale om efterligninger. Fælles for dem alle er farvepragt og farvejubel. "Det var Fantasier, Drømmebilleder, sære og gaadefulde Syner, henkastede paa Lærredet med en næsten oprørsk Foragt for Virkelighedens eller blot Sandsynlighedens Love." (s.132)

Til 5. Konfrontation

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside