Epokes forside
Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud
Kontakt Epoke
| |
Henrik Pontoppidan
Nattevagt (1894)
1. Det sjælelige gennembrud
|
Af IBEN HOLK |
Nattevagt. Originaludgaven fra 1894 og antologien Den kongelige Gæst (2002) med bl.a. Nattevagt.
Det sjælelige gennembrud
Romanen udkommer samme år som "Den gamle Adam" og har som denne debatromanens form. Fortælleteknisk er de til gengæld vidt forskellige, idet forfatteren her er fortælleren. "Nattevagt" er Pontoppidans bidrag til diskussionen om kunstens og kunstnerens rolle i brydningstiden mellem naturalisme og symbolisme.
Ved 1880ernes slutning er Det moderne Gennembruds ideer ved at være forslidte. Paroler har til enhver tid en vis levetid før de smuldrer; tilbage bliver en række betydningsfulde litterære værker som f.eks. Pontoppidans fortællinger fra 80erne. Naturalismens livssyn og stilretning med dens afsøgning af tilværelsens og samfundslivets skyggesider og dens fokusering på social uretfærdighed og undertrykkelse har udtømt sine kunstneriske virkemidler og er blevet pligtstof, skabeloner.
Til en ny livsopfattelse hører en ny kunst. Hvis det ikke er impulser i kunst og videnskab, der medvirker til en ny livsopfattelse. Nybruddet sonderes af kritikeren Valdemar Vedel med essayet "Moderne Litteratur" i tidsskriftet Ny Jord i 1888, og med Johannes Jørgensens programskrift "Symbolisme" i tidsskriftet Taarnet i 1892 markeres overgangen.
Den nye bevægelse appellerer til en af dogmer mere frigjort litteratur, hvor fantasi, følelse, oplevelse, skønhed, eventyr, myte får større spillerum. Hvorfor skal litteraturen være så trist og grå? spørger tidsånden, for det bliver virkeligheden og hverdagen ikke mindre trist og grå af. Den nye retning i litteraturen er ikke mindst inspireret af den sideløbende og tilsvarende udvikling inden for symbolismen i malerkunsten.
I gennembrudslitteraturens naturalisme er sjælen blevet hjemløs eller lukket inde i samfundsproblemer og politisk debat. En af kunstens opgaver bliver derfor ifølge nybruddet at synliggøre sjælen, lukke op, se ud, se ind - uden at fortrænge følelseslivet og livsglæden. Livssynet bevæger sig således fra en overvejende materialistisk synsmåde til en mere metafysisk.
Det er denne proces med dens sociale implikationer, Henrik Pontoppidan sætter sig for at vise og fortolke i "Nattevagt".
Romanen er en kunstnerroman om livsværdier. I sin analytiske essens ikke meget mere end en kronik. Den udfolder sig imidlertid udfoldet omkring en kærlighedshistorie, der kontrasterer ekstremt forskellige miljøer. Af samme grund er handlingen henlagt til Rom som den traditionsrige ramme og platform for de kunstneriske diskussioner. Valfarten til Rom er et af tidens modefænomener, der kobler tilbage til Guldalderens kunstnerkolonier, hvor nordiske digtere og malere lod sig forføre og inspirere, og hvorfra H.C. Andersens "Improvisatoren" fra 1835 rager op som datidens vartegn for italiensfarere.
Henrik Pontoppidan opholder sig i 1892 på sin mere end et år lange bryllupsrejse i Italien længere tid i Rom, og dette selvsyn giver romanen dens intense og autentiske karakter.
Til 2. De store følelsers tid
Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside
Publiceret 15. december 2004. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.
|
|