Henrik Pontoppidan: Nattevagt, 6. Epoke - danske romaner før 1900

Pontoppidans position
Henrik Pontoppidan har gjort det igen. Skrevet en flertydig roman, hvor forfatterens position i forhold til stoffets problemstillinger og konflikter er vanskelig at bestemme. Som om det er, hvad det kommer an på. Romanens helhed er forfatteren og hans budskab. Som Pontoppidan afvæbnende skriver i et brev: Der er aldrig nogen, der har helt ret, og aldrig nogen, der har helt uret.

Thorkild Skjerbæks Kunst og budskab. Gyldendal 1970

Når derfor Thorkild Skjærbæk i "Kunst og budskab" (1970) og med ham flere litterater hævder, at Jørgen Hallager er det nærmeste Pontoppidan kommer på et personligt talerør, må der sættes en stort spørgsmålstegn ved udsagnet. Der er elementer af Pontoppidans syn på kunst og virkelighed i romanfigurens holdning. I erindringsbogen "Undervejs til mig selv" står der, at han opfatter sit hele forfattervirke som "en Krigstjeneste (...) at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Frigørelseskamp var mig Ære nok" (s.110).
Det samme udtryk - "Menneskeaandens Frigørelseskamp" - anvender også Jørgen Hallager (s.63), og der er andre lighedspunkter, men herfra og til at gøre hele figuren til forfatterens talerør forekommer der at være et spring ude af proportion i forhold til figurens afstumpede og egoistiske ensidighed. Der optræder ligeså vigtige lighedspunkter med andre af romanpersonernes livssyn. Det gælder Ursula Branth og Thorkild Drehling, såvel som etatsråden og digteren Sahlmann.

Sahlmann (læs Drachmann) er et godt eksempel på Pontoppidans synsmåde og fremstillingsteknik, da han altid har haft et ambivalent forhold til denne digter. I forbindelse med Drachmanns brud med radikalismen (brandesianismen) i bogen "Ostende - Brügge" (1883), udbryder Hallager:
"Den lyriske Vindsæk! ..., Men for Resten er det jo ikke andet, end hvad man kunde vente sig af den Fyr. Med alle sine byronske Bravader har han dog aldrig været andet end et tre Alen langt Pattebarn. Og saadan ere de mere eller mindre alle sammen derhjemme. Det er vor Ulykke! Ikke Spor af Rygrad; bare Brusk og retorisk Sprællen og lyrisk Savl -" (s.16)
Senere forsvarer Drehling Sahlmann overfor Hallager med disse ord: "Det er netop i mine Øjne Sahlmanns store Fortjeneste, det bedste bevis paa hans Geni, at han før nogen Anden derhjemme sagde sig løs fra alt Principrytteri og lod sin Pegasus tumle sig frit, hvor den selv lystede, i Steden for at binde den som Trækdyr for Tidens sociale, politiske eller moralske Omnibus." (s.143)
Pontoppidan kan personligt godkende begge karakteristika, hvormed hans funktionelle 'dobbeltblik' træder i karakter.

Når Drehling gør bevægelsen med fra naturalisme til symbolisme, skyldes det ikke opportunisme, men trofasthed overfor sit eget væsen. Hans tilknytning til radikalismen, "Klumpen" og Hallager var snarere et udtryk for opportun uselvstændighed. Når Hallager stædigt holder fast ved naturalismen, er det udtryk for kompromisløs trofasthed og urokkelighed, der samtidig kan betragtes som uflyttelig forstening. Pontoppidan holder balancen og sympatiserer med dem begge, idet han overlader problemstillingen til læseren.
Det er denne problemstilling, der er romanens kerne. Den slutter nemlig ikke med Ursulas død. I slutkapitlet er handlingen rykket flere år frem. Den foregår i en snusket kælderbeværtning på Vesterbro. Her sidder Jørgen Hallager omgivet af de sørgelige rester af "Klumpen", der nu kalder sig "Nattevagten", fordi den fordrukne gruppe af fallerede malere og udbrændte journalister holder til her om natten.
Hallager, der i modsætning til Drehling er gået i stå som kunstner, fordi han ikke længere har noget publikum, er gift med en ubegavet, fed sypige, der gudskelov ikke ved, hvad 'lirik' er?

Da de en nat vender hjem til deres tarvelige lejlighed, holder Hallager en lang tale for den arrige barnepige, hvor han heroisk forsumpet endnu en gang gør op med tidsånden og symbolismen, der er "den kroniske Sjæleformørkelse, Tiden lider af, den Taaresnue og Hjærtesukskolik, som tærer på Menneskene... den er der endnu Ingen, der har opfundet nogen Svedkur for" (s.181).
Barnepigen gider ikke hører på malerens sædvanlige 'vrævl', da alle og enhver jo vidste, at manden havde alle skruer løse, brokker sig over ham, hvorefter den fortabte maler udslynger den klassisk tvetydige Pontoppidan-salut, der afslutter romanen: "Godnat, Madam Hansen! ... Og hold Galden flydende!" (s.182)

Til 7. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. december 2004. Opdateret 25. juni 2006. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.