Poul Martin Møller: En dansk students eventyr. Epoke

Kunstsyn
Poul Møller har ikke udgivet en samlet poetik eller æstetik. Hans kunstsyn må derfor opspores i den række af recensioner, han skrev især til Maanedsskrift for Litteratur. Når det er interessant og litteraturhistorisk nødvendigt at sammenfatte indholdet af dette kunstsyn, skyldes det det radikalt nye i hans holdning. Akkurat som realismen springer frem i hans kunst, undersøger han i sin kritik realismens virkemuligheder. Vel at mærke uden selv direkte at bruge ordet 'realisme'. Herom i næste afsnit.
Den vigtigste anmeldelse, et stort anlagt essay, handler om Thomasine Gyllembourgs novelle "Ekstremerne" (1836). I sin vurdering af kunst inddrager Poul Møller sin personlighedstanke: "Den, der skal være en sand Digter, maa først være et sandt Menneske. En abstract Kunstner, der uden for sin Kunst ikke har nogen alvorlig Villie, ingen alvorlig Overbevisning, er ikke nogen ægte Kunstner." Mennesket er sandt, når det lever efter sin idé: "At det nærværende Moment har sin høiere Fylde, og at Den, der fører en sund og dygtig Tilværelse, seer Ideen alt i dette Liv og betragter sig selv som et af Midlerne til dens Virkeliggørelse."
Det skel mellem romantik og romantisme, som en senere tid litteraturteoretisk satte, udfolder Poul Møller direkte i 1830erne, hvor han knytter sit kunstsyn til Goethe (1749-1832) og dennes klassicisme. På den ene side vender Poul Møller sig mod fantasipoesien, der næres af uvirkelighed, nydelsessyge og epigoneri. På den anden side advarer han imod splittelsens og nihilismens poesi, der forekommer ham lige så uvirkelig. Hermed står han i opposition til tidens dominerende kunstretninger.
Begge modsatte retninger "løsrive sig saaledes fra det virkelige Livs Interesser, at derved et væsentligt Moment forsvinder fra deres Producter." Om den politiske digtning, skriver forfatteren til digtet "Kunstneren mellem Oprørerne", at den ligeledes forflygtiger det virkelige liv ved udelukkende at fokusere på det materielt jordiske: "Man har villet gøre Poesien til et Organ for den politiske Opposition og antaget, den for Tiden kun da svarede til sin bestemmelse, naar den udgjød sig i Sarkasmer og hadefulde Sideblik til Aristokratie og Tyrannie. Saa haandgribeligt skal Sympathien med det selskabelige (dvs. sociale) Liv ei træde frem i den sande Poesi."
For Poul Møller skal digtningen både rumme en ideal (sandhedssøgende) og en real (virkelighedstro) side. Skæres en af delene væk, får man enten den sentimentale eller den nihilistiske poesi. En digtning, der netop forener idealisme og realisme, finder Poul Møller i Thomasine Gyllembourgs værker, hvor han fremhæver hendes "En Hverdagshistorie" (1828).
Romantismens periode bliver ofte litteraturhistorisk beskrevet og forstået som en spleen-tid med dæmoniske træk. Derfor kan det være interessant at perspektivere dette tidsbillede med en af periodens store profiler, når Poul Møller skriver - igen fra recensionen af "Ekstremerne": "Den, der føler sig i Splid med sig selv og i Splid med den hele Tilværelse, han kan umuligt være nogen sand Digter. Om han endogsaa med den meest glimrende Phantasie forstaar at fremstille sit Had og sine Lidelser, savnes dog altid i hans Phoesie et saa væsenligt Moment, at han aldrig kan være nogen stor Digter."
"Løgn er den Poesi, som ei kommer af Livet." Holdningen i dette kunstsyn bliver nøglen, hvormed Poul Møller åbner det bevidsthedshistoriske nybrud i dansk litteratur: Den idealistiske realisme.

Spleen [spli:n]: livslede, tungsind, irritation, dårligt humør.

Til 9. Realismens æstetik
Til 13. Udgaver, litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Poul Martin Møllers hovedside