Poul Martin Møller: En dansk students eventyr. Epoke

Den absolutte
Idealismen fremtræder i det 19. århundredes første halvdel på to væsensforskellige måder. Universalromantikkens idealisme (Fichte, H.C. Ørsted) versus den spekulative idealisme (Hegel). Som idealist indtager Poul Møller en midterstilling: Ideen betegner i hans filosofi Guds intention med verden, hvor idéen fungerer som forbindelseslinie mellem Gud og mennesket. Uden idé lever mennesket et tomt og uegentligt liv. Under sit ophold i Norge fra 1826 som filosofiprofessor tilegner Poul Møller sig Hegels filosofi, som han tilslutter sig indtil det afgørende brud i 1836.
G.W.F. Hegel (1770-1831) er professor i Jena og siden i Berlin. Hans spekulative idealisme vender tilbage til adskillelsen mellem idé/ånd og natur, men ophæver dualismen ad spekulationens vej med begrebet dialektik: Ånd og natur, frihed og nødvendighed, er ikke absolutte modsætninger, men dialektiske. Den dialektiske proces er selve motoren i hegelianismens udviklingslære: Tese, antitese, syntese. Hegel systematiserer sin metafysik i en grad, som ikke tidligere eller senere er set. Gud forsvinder sammen med mennesket i den totale Verdensånd, der er Hegels filosofi. Samlede værker: 40 bind.

Kjøbenhavns Flyvende Post

Hegelianismens store indflydelse i Danmark skyldes Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), søn af P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, gift med Johanne Louise Heiberg. J.L. Heiberg skriver både digte, drama, filosofi, kritik og udgiver flere kulturtidsskrifter, bl.a. Kjøbenhavns Flyvende Post og Interimsblade. Fra 1849 chef for Det kgl. Teater. Han er romantismens mest indflydelsesrige kritiker i opgøret med romantikken, som har udartet til det følelsesladede og sentimentale, der er Heiberg en pestilens. Desuden revser og parodiserer han borgerskabet for dets plumpe materialisme.
Det er under et ophold i Kiel, 1822-25, hvor han er dansk lektor, at han tilegner sig Hegels dialektiske idealisme, som han introducerer i "Om den menneskelige Frihed" (1824), der skal blive Poul Møllers indgang til både Heiberg og Hegel. En anden af Poul Møllers venner, F.C. Sibbern, professor i filosofi ved universitetet i København, er modsvarende ikke begejstret for 'denne Hegel' og bliver aldrig hegelianer. Poul Møller befinder sig således i et filosofisk spændingsfelt imellem to kontrasterende påvirkninger.
Vendepunktet indtræder betegnende nok, da han i 1835 anmelder Sibberns æstetik, der rummer en udtalt Hegelkritik. Hvad Poul Møller savner i det hegelske system er 'personligheden'. Mennesket er kommet i det totale centrum som verdensåndens bevidsthed, men er samtidig forsvundet i dialektiske processer. I sin sidste filosofiske afhandling "Om Udødeligheden" (1836) tager Poul Møller helt afsked med Hegels dialektiske idealisme, hvilket sætter Søren Kierkegaard på skinner.
I det 20. århundrede genopstår den hegelianske filosofi i marximens dialektiske materialisme, der får en lang række betydelige dyrkere og politiske konsekvenser af kolossale og tragiske dimensioner med kommunismens magtpolitiske gennembrud i 1917. En dybtgående analyse af denne absolutte humanismes implikationer med udgangspunkt i den franske revolution i 1848 findes i et værk af en anden Møller, nemlig Per Stigs "På sporet af det forsvundne menneske" (1976).

Per Stig Møller: På sporet af det forsvundne menneske. Gyldendal, 1976.

Til 7. Livsfilosofi
Til 13. Udgaver, litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Poul Martin Møllers hovedside

[ Ovenstående tekst er identisk med Epoker og ismer - 2: Romantisme, 4 ]