Johannes V. Jensen: Skovene, 4. Epoke - danske romaner før 1900

Birubunga
Skovene udkommer separat i 1904. Den genudgives i 1910 sammenstillet med Intermezzo (1899), der består af "Forsvundne Skove", "Dolores" og "Louison". Skønt konstruktionen afføder visse pointer, vil hovedteksten her blive læst for sig, da det er tekstens essayistiske og biografiske karakter, der i vor sammenhæng har interesse.

Titlen virker anonym og næsten intetsigende, imidlertid dækker den velvalgt neutralt over et af Johannes V. Jensens mest besynderlige og vidtløftige værker. Skovene er urskovene, virkelige og samtidig metafor for paradislængslen, som nogle lider mere af end andre. Forfatteren, der med reportagerne fra Verdensudstillingen 1900 i Paris har hyldet teknikken, maskinerne, moderniteten, som han entusiastisk forbinder sig med som deres fortolker og besynger, befinder sig et par år senere i junglens primitive verden - iført sarong. Det kan man i det mindste kalde ekstremt. Og det er meningen. For imellem livspendulets yderpunkter er der 'ligevægt' - bogens nøgleord.

Bogen (her 5. udgave fra 1953 med omslagstegning af Ib Andersen) består af 21 kapitler fordelt over ca. 100 sider. Vi får detaljerede beretninger om malajernes hverdagsliv i det lille frugtbare muslimske sultanat omkring Trengganufloden, hvor alt foregår i en selvhvilende vegeterende balance - "lade det ene døgn gå hen over det andet, uden drømme, uden et ønske, behageligt værende, placeret udenfor tiden." Ved at have oplevet "livet sådan som det lever sig selv" opnår han det attråede indblik i folkeslagenes oprindelse som en dag i tidernes morgen.

Første kapitel afsluttes med malajernes vildt frydefulde sange og musiceren hen under aften. En lydstorm den fremmede aldrig glemmer, og som endnu 30 år senere genlyder den for hans øren under nedskrivningen af erindringsmyten "Udenfor Tiden" - "Det er som om nogen for mit livs skyld kalder på mig. Og så er jeg der, udenfor tiden." For mit livs skyld? - jo, for den søgende blev genfødt her. Denne eksistentielt etnografiske side af bogen hører til det autentiske i projektet. Handlingsplanet fremstår derimod som en parodi på den klassiske opdagelsesrejse.

Landsbyen har nemlig skiftet navn, idet den i bogen fiktiviserende kaldes Birubunga. To malajiske gloser, der betyder henholdsvis 'blå' og 'blomst'. Hermed tangeres ironisk romantikkens illusion om at 'vende tilbage til naturen' uden rousseausk opfølgning, da Jensen nærmest giver den som en ung vildtskydende Hemingway. Som tidsfordriv nedplaffes duer, ørne, næsehornsfugle af lutter salighed. Denne jægerhørm fylder en del, da jagten udgør rejsens og bogens hovedmotiv: At opsøge og dræbe tigeren. I tigerens eget land.

Tigerjagtens idé skildres udførligt: Jensens hede begær er at stille sine nerver på prøve. Vil han kunne beherske nuet? Vil han være en handlingens mand? - eller tigerens mad? Jægeren allierer sig til formålet med malajen Ali, der kommer til byen med sin last af kobra og bor en dagsrejse oppe ad floden, og igennem ham får Jensen kontakt med jægeren Matti, der mod betaling skal lede ekspeditionen ind i urskoven.

Jeg kommer her frisk fra Overkulturen i Evropa, nervøs og dirrende som en Delirist, ikke af Drik, for Spiritus beroliger mig, (...) og jeg vil se mig selv kold og stenrolig foran Tigrens Ansigt! Jeg rider ikke herligt ud paa Elefant for at samle paa Tigere, jeg vil give den en Chance og fægte med den. Jeg vil være paa Højde med Jordens vildeste Skabning! Jeg vil glemme at tøve eller dø! Tigren er en Fortætning af den store Natur, den er Skovenes Sjæl, den er inkarnationen af det Kvindelige, jeg vil maale mig med den! Den er en Fjende, man kan være bekendt, jeg vil lære det rene Selvforsvar af den! (S.105)

Driftsneurosen er her så overdrevet turneret, at den virker både overvældende og komisk. Latterligt maskulin, men her må man betænke, at også for en Karen Blixen var det en kærlighedsaffære at nedskyde en løve. I kapitlet "Kampen" begynder jagten. Ekspeditionen vader i timevis i bregner og græs i øjenhøjde, stukket af røde myrer og moskitoer, prikket af igler, sveden hagler. Flere timer senere passerer Jensen flere gange træthedsgrænsen og går på reserver stadig med fingeren på aftrækkeren. Hvornår kommer chokket?

Det udebliver. Og de må vende om. Heldigvis har ekspeditionens leder ledt dem i en rundkreds omkring Birubunga, således at de er i husly efter en lille halv time. Matti tager Jensen i øjesyn og siger varsomt: You be tired or sick... you go sleep... Men i lag med tigeren kommer han, og det bliver en blodig historie.

Til toppen
Til Tigrene og isfuglen
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 25. februar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.