Johannes V. Jensen: Skovene, 2. Epoke - danske romaner før 1900

Udspringet
Århundredeskiftet er de litterære brydningers tid, hvor en ny generation er i færd med at trænge igennem og med den en ny livsfølelse. Den unge Johannes V. Jensen respekterer naturalismens forfattere, Jacobsen, Bang, Pontoppidan, men betragter deres sprogform som tidsbunden og umoderne, selv bestræber han sig på at skildre livet mere fysisk og mærkbart igennem et mere fysisk og sanseligt sprog. Mere liv, mindre litteratur. Afstand tages der direkte til den typiske fin de siècle-holdnings melankolske dekadence i 90erne. Den nye verden kalder på robusthed og vitalitet.

Med sine stilistisk og tematisk meget forskellige værker - Danskere (1896), Einar Elkær (1898), Himmerlandsfolk (1898), Intermezzo (1899), Den gotiske Renaissance (1900) og Kongens Fald (1901) - har Johannes V. Jensen placeret sig i generationens front. Imidlertid giver den gamle verdens magthavere, dvs. anmeldere og redaktører, ikke så let slip på de etablerede positioner. Desuden er den unge forfatter svær at placere i det litterære miljø, idet han i dagbladenes interviews højt og nok også for flot erklærer sin uafhængighed af parti og samfund: "Jeg føler mig ikke som medlem af noget samfund, nogen nation eller noget parti", udtaler anarkisten i det norske tidsskrift Frem i 1901.

Johannes V. Jensen leverer journalistisk stof til både dagbladet København og til Politiken. Som frisindet tilslutter han sig uforbeholdent Viggo Hørup, men da denne går af som chefredaktør under systemskiftet i 1901 for at indtræde i den nye regering og erstattes af Edv. Brandes, som Jensen pga. lunkne anmeldelser har et anstrengt forhold til, optræder han ikke i Politiken før Henrik Cavling overtager i 1905. Sammen indgår de en fordelagtig kontrakt, der medvirker til at gøre Politikens kronik til en institution i dansk kulturliv. Samtidig fornyer Jensen sin mytegenre.

Efter at have opholdt sig i en længere periode uden for og i Oslo, slår den uafhængige sig ned i København i en hybel i Gammeltoftsgade på det indre Østerbro. Enspænderen mødes med studentervennerne fra Viborg og kommer på Café Bernina og i Studenterforeningen til lørdagsaftnernes diskussionsmøder, hvor han får venskabelig kontakt med forfatterne L.C. Nielsen, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen, senere Jakob Knudsen.

Det venskabelige møde med jyderne i København skal dog få dramatisk konsekvens, idet Jeppe Aakjær får den uskyldige idé at udgive et årsskrift under titlen Jydsk Stævne (1902). Johannes V. Jensens bidrag, "Danmarks Historie og Jyderne", placeres uheldigvis først i skriftet, da han jo er eteren, hvor han provokatorisk uddyber sit refrain fra Den gotiske Renaissance (1900): den nationale historie undsiges med henvisning til kongernes (især Chr. III's) undertrykkelse af jyderne, hvorfor disse ikke har noget medansvar for rigets nedadgående historie. Og så kommer den: "Da jydernes historie ophørte i Danmark, fortsattes den i England og Amerika. Og der hører vi hjemme!" Artiklen blev ikke uventet, men fejlagtigt opfattet som de samlede jyske forfatteres programartikel. Hermed var 'Den jyske bevægelse' født i hovedstadspressen som et sarkastisk skældsord. Og Aakjær var ulykkelig. Jensen ikke - tværtimod forsvarer københavnerjyden sit synspunkt i flere uhyrlige kronikker.

Når Johannes V. Jensen bryder op, er motivet åbenlyst følelsen af hjemløshed, af ikke at høre til - samt selvfølgelig eventyrlyst og opdagelsesfeber. Rebellen keder sig simpelthen klaustrofobisk i det regnvåde København med Tuborg-hyggelige venner uden vilde ambitioner. Desuden føler han sig på bar bund - selv Himmerlandsfolk har ikke solgt. Ung er han ikke længere. Det er nu! Efter opbruddets tilrettelæggelse offentliggør han i tidsskriftet Tidspunktet, der redigeres af L.C. Nielsen og Ludvig Holstein (og holdt en halv årgang) det arrogant vemodigt trodsige prosadigt "Afsked", som han oven i købet læser op ved en afskedsceremoni - hvilket bestemt ikke opmuntrede Aakjær.

Jo, Jensen ryster den danske regn af sin hat i både overført og bogstavelig forstand. Den danske regn er dog vand i forhold til de skybrud og øsregn i tove, der venter ham østerude.

Til toppen
Til Antropologiske øjne
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 25. februar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.