Johannes V. Jensen: Skovene, 3. Epoke - danske romaner før 1900

Antropologiske øjne
Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der alligevel findes vidnesbyrd om rejsens formål fra den rejsende selv, idet Johannes V. Jensen før afrejsen bliver interviewet til dagbladet København den 3. marts. Her udtaler han bemærkelsesværdigt, at rejsen "gælder fortsættelse af studier af det gothiske folkeslags oprindelse", hvilket vil sige en videre udvikling af hovedtanken i Den gotiske Renaissance (1900). Altså et antropologisk projekt. Om "det bliver som digter eller videnskabsmand resultaterne vil blive offentliggjort", ved forfatteren endnu ikke.

Digter eller videnskabsmand? Her er vi ved en korsvej i forfatterskabets fysiognomi. Tidligt har Johannes V. Jensen været opmærksom på skellet eller konflikten, som det videre forløb skulle vise sig at forene: Den lange Rejse (1906-1922) er således skrevet af digteren som videnskabsmand, mens Dyrenes Forvandling (1927) og Aandens Stadier (1928) er skrevet af videnskabsmanden som digter. Sidstnævnte værker bliver i en senere tid nedsættende kaldt 'populærvidenskabelige', hvilket er en skam, da det jo ikke kan være etiketten, der afgør værkets værdi.

I samme interview tangeres problemet: "Hidtil har jeg bygget mine figurer og skildringer ud fra de forskellige egnes vejrlig. Det er derfor jeg vil til troperne, der tror jeg at finde midlerne til fornyelsen af min digtning. Måske giver jeg mig så under disse studier ganske videnskaben i vold. Det er det, jeg helst vil. Min arbejdsmåde, den instinktmæssige, den intuitive, den sættes endnu ikke i rang med de andre videnskaber."

'Instinkt' og 'intuition' bliver digterfilosoffens værktøj og vandmærke hele vejen. Heraf forfatterskabets mytiske karakter uanset genre. Hans sjæl er for vild til metodisk, rigoristisk videnskab og hans hjerte for stort. Dertil hans oplevelsesmåde, der går i ét med sproget. Det er igennem og i sproget, omverdenen får eksistens, og livsmusikken høres. Sprog og verden er ét. Det er på dette felt, han adskiller sig fra samtidens digtere, bortset fra Sophus Claussen og i mindre format Thøger Larsen.

Nu er 'antropologi' som studiet af mennesket og dets kulturelle og sociale miljø et omfattende begreb. Så omfattende at der i ethvert digterværk kan siges at indgå antropologiske elementer. Det kunstnerisk afgørende er, hvorvidt det antropologiske element danner midtpunkt for det pågældende værks interesse. I et sådant perspektiv kan allerede Danskere (1896) siges at være en antropologisk studie af et udvalg af Københavns indvånere. Einar Elkær (1898) en antropologisk studie af titelfigurens psyke og mentalitet. Med andre ord: det antropologiske bør ikke udelukkende forbindes med fremmede kulturer eller historiske tidsaldre.

Anderledes forholder det sig med 'etnografi' som studiet af de enkelte folkeslags kulturer, skikke og livsopfattelse, der er et mere præcist begreb, skønt antropologi og etnografi ofte forveksles som stort set ét og det samme. Johannes V. Jensens gotiske rejseprojekt til Malakka er på denne baggrund tydeligvis etnografisk, selvom begreberne naturligvis i praksis forbinder sig med hinanden. Skismaet medfører, at Johannes V. Jensen mange år senere for sjov blander kortene og kalder sig for 'antropograf'.

Endelig er 'det eksotiske' en trend i tiden efter symbolismens farveorgier og sjælemalerier. Flere malere og forfattere opsøger i det nye århundredes første årti primitive kulturer for at genforbinde sig med 'oprindeligheden'. Således slår Gauguin sig som bekendt ned på Tahiti for at være vild blandt de vilde. Emil Nolde drager til Ny Guinea og Joakim Skovgaard dukker efter at have gjort Viborg Domkirke færdig op på Java i 1908.

Til toppen
Til Tigrene og isfuglen
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 25. februar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.