Johannes V. Jensen
| Skovene - Den udrejste |
Af IBEN HOLK |
Den udrejste
Ved afrejsen fra København satte Johannes V. Jensen sig proklamatorisk uden for enhver samfundsmæssighed. Det er den negation, der nu under udarbejdelsen af Skovene vender sig imod ham som en tiger. Allerede mens lystjægeren lå på ryggen i Alis båd på Trengganufloden, observerede han højt oppe i træernes kroner en karavane af aber, hvor de sidste i horden ligesom brugte den dobbelte energi blot for at hænge på. De havde ikke 'forspringet', og faldt de blot en smule bagud, kom de "udenfor Virkegrænsen af dette Mystiske og Ubønhørlige, som man kalder Pacen, og var fortabt", noterer Darwin-Jensen.
Omvendt med rigets muhamedanske sultan, der er 'forspringet' selv og som Jensen er dybt fascineret af, fordi han fremtræder som danskerens absolutte modsætning, men uden af den grund at forbise fyrstens isolation og fangenskab, sorgløsheden som fængsel:
Han tænker som en uskyldig Malaj kun paa Elskov og foregaar sit Folk med et Eksempel i det Store. Han har ikke lært Undseelse, han har ingen usund Sans for det Komiske. Han naar Lykken ad den korteste Vej, han er født i Ligevægt. Han er ikke i Tvivl om Tilværelsen, han bøjer sig ydmygt og fyrsteligt for dens Begrænsninger, hvorved han forstaar den uafvendelige Skæbne. Denne Skæbne har fra Evighed bestemt ham for Elskov og for at dø. (S.87-88).
Alt det genfremkalder den udrejste, da han befinder sig på Spreckels Kafé på femtende sal af Call Building i San Francisco, og spiser østers med udsigt til Pacifikoceanet, hvor den 'fridag', der blev vundet ved at sejle mod Øst, fejres med "Sjælen knitrende af Fryd" - men styre sig over for selskabet gør den emotionelle: "- udbredte med Flid dødelig Kulde til alle Sider, sad som et Taarn af Ringeagt ved mit Bord uden at røbe mere af mit Indre end hvad man kan skimte i Skydeskaarene."
Johannes V. Jensen, som vi kender ham, har fundet sig selv og sin stil, som han skal leve af og derfor selvfølgelig må passe på. Da der skal siges farvel til Matti, føler han, "at det var min Ungdom, jeg tog Afsked med." (S.170). Og det var det, men det bedrøver ham ikke, tværtimod. Med værdig ærlighed lyder det: "Jeg længtes efter at fortætte mig ud af mine Drømmetaager, lægge Børsterne og fremtræde som den jeg var. Ikke anderledes, men i min Kraft." (S.170)
Kursen er allerede lagt: "Jeg rettede mit Blik frem mod Manddommens Idealer, Orden, Tugt og Komfort. Jeg længtes efter at stille ved Samfundets Legioner, som led af Kommuniteten." - sagde vildmanden i Det danske våben. For bogen afsluttes med en bombastisk erklæring på tre strofer med titlen "Tilegnelse", idet den hjemvendende ser ud imod Danmark fra toppen af Statue of Liberty i New Yorks havn. Og det skulle han måske ikke have gjort, for disse tre udbasunerende strofer var det eneste, der overlevede i litteraturhistorien som karikatur.
For breve til forlæggeren undervejs viser med tydelighed, hvor nærværende hjemlandet har været for den trodsige digter under jordomrejsen. Således hedder det allerede fra Port Said: Og jo længere jeg kommer afvejen, des mere føler jeg, at Danmark ad Omveje og ikke desto mindre er det mærkeligste Land i Verden. Det fuldkommes allerede hvad jeg anede, at hver Sømil ud bringer mig mere nær. Længere væk! Mere!
Og på falderebet fra New York: Har De genset og genfundet den Hjærtets Rytme, der er København (...) Har De indsnuset den fine støvede Atmosfære paa Strøget. Død og Helvede, den er min Religion, som jeg lidenskabeligt bekendte i Troperne, hvor jeg fik Næsen fuld af raa Grødelugt - giv mig København - med dens Drømme om Malva, Violer (Ranchs Hjørne) Sommerkjoler... Syren, Guldregn og Badehåndklæder til Tørring... Giv mig...Giv mig - -
Det følgende år gifter Johannes V. Jensen sig med den guldblonde sløjdlærerinde, Else Ulrik, med høgeprofilen og drengesmilet.
Til toppen
Til Skovene, 1
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside
Publiceret 25. februar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.
|
