Johannes V. Jensen: Skovene, 5. Epoke - danske romaner før 1900

Tigrene og isfuglen
Den følgende dag sidder Matti og Jensen om aftenen uden for deres hus og slapper af med at planlægge en ny tigerjagt på Bukit alam, verdensbjerget inde i junglen. Da kommer der i månelyset et par kobberfarvede venusbjerge forbi iklædt svaltgrønne og svovlgule saronger. De har dejlige sager med i deres tørklæder, rambutang, mangostiner og guldgule bananer samt en stor durianfrugt. Det er Aoaaoa og Lidih, som Jensen straks genkender fra det åbne kvindefængsel, hvor de har siddet til tørre for deres synder, hvorfor de nu krænkede og på bare fødder er på vej til verdens ende.

De bliver budt på en kop kaffe, hvad der er nyt for dem, og de tømmer en hel kande og går amok i kaffeangst. For at få dem ned på jorden igen åbner Jensen en flaske whisky, alt imens malajinderne tømmer en ny kande kaffe. Det bliver til et sveddryppende orgie i tropenatten over flere tumultariske sider, hvor Jensen først falder for Aoaaoa, da hun er den yngste og fyldigste, for senere at kaste sig over den modne Lidih, som Matti indforstået overgiver med et "we change...".

Herpå følger det skrækkelige kapitel "Tiger", der er fortællingens højdepunkt. Jensen vågner med øjne som blyvægte. Overnaturligt klar i hovedet tager han sit skydevåben og begiver sig ud i skoven midt om natten, hvor oksefrøerne brøler og cikaderne hviner. Og så står hun dér, pludselig i månelyset: Tigeren!

Et morbidt skuespil udfolder sig. Jensen skyder igen og igen, tilsyneladende uden effekt. Flygter op i et træ, tigeren efter ham med et smil. Plaffer hende i ansigtet, hun misser bare med øjnene. Nu tager hun en lækker bid af ham og en til. I en styrtsø af blod, da han er halvt ædt, kaster hun ham op i luften og griber ham elegant igen. I en sidste krampetrækning griber han med den ene arm om hendes hals, og overskærer med den anden hånd hendes strube med sin kniv. Tableau!

Og idet hun nejer og smiler til Publikum, og jeg hænger med en Verden af Blod for Øjnene, rejser sig den tordnende Applaus, Stokkene på Gulvet og Klapsalverne og Tusch og Stortromme! (S.155)

Med denne 'dance macabre' slutter kapitlet. Et virtuost nummer. Det var bare en drøm, og de er sjældent fornuftige. Tømmermænd. Dagen derpå. De kommer ikke på tigerjagt igen. Bukit alam opgiver de også. Her kommer isfuglen som parodisk kontrast ind i billedet. Jensen har vingeskudt den, og da fuglen ikke fejler andet, sætter han den i et bur af siv for at gøre den tam. Det lykkes ikke, den vil ikke "lægge sig Mave til" (med hilsen til en anden forfatterfugl!), fordi den er fuld af længsel efter sine skove. Betænkelig giver Jensen den friheden og lukker den ud ved flodbredden. Straks sætter den stolt og fortabt kursen mod sine skove til fods.

Dér ser Jensen sig selv! Derfor indgår dette mistrøstigt humoristiske billede som afslutning på fortællingen. Vingeskudt af litteratur og kultur har han opsøgt naturen, som han ikke kunne stille noget op med. Tekstens konflikt mellem natur og kultur udgår fra en konflikt i ophavsmanden, der ligesom sin isfugl har hjemvé. Af samme grund er han ankommet til troperne, hvor en hjemvé den anden vej til civilisationen gør sig gældende, og derfor tager han ikke hjem, for da ville han være fortabt, men damper af til Amerika, hvor oplevelserne i Birubunga formuleres i Chicago.

Gennem bevidstgørelsen og dermed selvbesindelsen i arbejdet slipper hjemveen op. Ligevægten indfinder sig. Og hjemrejsen kan finde sted. Herre eller slave? - for nu at forbinde tematikken med "Forsvundne Skove". De afsluttende kapitler, "Credo" og "Rekorden" er af reflektorisk art, hvor den udrejste sætter sig selv i karakter med henblik på fremtiden, som venter.

Til toppen
Til Den udrejste
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 25. februar 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.