Johannes V. Jensen: Introduktion til Vor Tidsalder, 4. Epoke

Tropernes duft
Det er en erotisk rejse. Johannes V. Jensen har en kærlighedsaffære med Malakka. Gensynet, genoplevelsen af troperne, sjælelivets 'instrument', udgør rejsens egentlige bevæggrund og grundmotiv. Nedsejlingen mod Ækavtor udløser "en gammel musikalsk Stemningsmagt over Sindet" (S.96), ligesom de palmegrønne øers tilsynekomst: "Det første Indtryk, Lokalduften, er endda stadig ny, selv om man har været i Troperne før, der er meget deri, ligesom i Elskov, der ikke kan erindres. En Gentagelse, men lige hed og jeg tror mere ægte end første Gang var Bevægelsen da jeg gensaa Malakkas purpurfarvede Kyster."

Dog er Jensen forberedt på forførelsens kvababbelser. Af erfaring ved han, at sjælen, nervesystemet, bevidstheden undergår en 'forskydning' i tropeluften, der langsomt nedbryder og opløser det europæiske sind. "Den hvide Mands Sjæl, der er ham selv mindre bekendt end han tror, passerer gennem et Ophidselses- og Tomhedsstadium i Troperne; i Kina afgaar den simpelthen ved Døden." (S.96). Tropekulleren skal prøves igen og den kommer! Modsat kender erfaringen en understrøm den anden vej: "Man kan ogsaa heles i Sjælen derude, nemlig ad omvendt Vej, gennem en kraftig, raserilignende Hjemve mod Norden. Saadan er det gaaet mig to Gange."

På et dusin sider beskrives den paradisiske Orinoco-sejlads gennem Malakkastrædets badstuevarme med vulkaner til begge sider, en førelse som ind i en forhistorisk jordperiode, kultiden, med jordskælv, skypumper, tyfoner, regnskyl i tove og med en himmel over "af en endnu tyndere Farve end i Orienten, næsten umærkelig lysblaat og af en ufattelig Dybde." (S.100). Lokalduftenes bouquet af durianånde slår passagererne i møde, en gennemtrængende parfume af løg, kamfer og bittermandel. "Har Paradis nogensinde været paa Jorden, da er Durian Livets Træ. Spis den ikke!" advarer ateisten, frugten er "fra Guds hånd" ren ånd - hvis "Duft er en Rigdom i Sjælen." (S.103)

Ikke alle steder lugter der lige lifligt. Mangrovens sump, hvor træerne både gror i luften, på jorden og i vandet, emmer af en særlig organisk gas, der også og måske mere er tropernes sjæl: "en Lugt af Protoplasma og Mavesyre, af gærende Dynd og lunkent Brakvand og gejle Plantestængler, af Slam og Padder." (S.107). Af en sådan suppe er selve livet opstået - med en gnist udefra - engang for meget længe siden under tropeheden, hvor det stadig "siver, kribler, smatter, sutter og smaakoger i Jordskorpen."

Til identifikation af tropernes luft hører naturligvis den delikate atmosfære af krydderiernes og kulturplanternes dufte. Og Jensen hengiver sig nydende til analyser af kanel, muskat, nellike, tobak, te, kapok og kakao, hvilket udløser en duftenes og røgelsernes filosofi, som allerede påbegyndtes i et desperat duftorgie på et nedlagt Apotek i Odense engang i 1901 - læs "Provins" optrykt i Mørkets Frodighed. Tidlige Myter (1973) - og som i øvrigt satte mytedigtningen på sporet. At lugtesansen imellemtiden ikke er aftaget vidner disse tekststykker om næringsmidler for sjælen. I Kina, hvor opiumspiben på dette tidspunkt er forbudt, mindes Jensen opiumsrusen i en mytisk sekvens, der sprogligt indoptager rusens svimlen og flyven ind i drømmen om livet på stepperne, der er og forbliver hans hjertes jærtegn (S.165):

Opiumsrøg smager og dufter som den gamle sorte Honning, der har staaet mange Aar i Staderne og næsten er bleven til Harpiks; som Malt; som alle de Blomster og Bier der nogensinde har summet og duftet i en evig Sommer mellem Solilden og den jomfruelige Jord, inden Tilværelseskampen kom ind i Verden; som brændende Rav dufter Opium, døde Fyrreskoves Sjæl, Naaletræer i Solbranden, der bliver levende igen efter Aartusinders Forløb; som Vokset paa den unge Pans Horn, naar han klør dem mod Barken af et Træ og bræger efter Dryaden; som min Veninde med et Faareskind om Livet og vor Unge hængende i en Pose bag paa, ved Baalet paa Steppen naar Ilden skammer sig for Sommersolen og gør sig næsten usynlig... milevidt summer Bier mellem Blomster, og er det Boghvedekager du bager til mig i Asken, og svier du dem lidt, du selv over Ilden blussende og svedent og sødt duftende, evigt elskede Steppe- og Sommerkvinde, som nu igen er frugtsommelig? Jeg nikker... som Søvn dufter du, som min Middagssøvn paa Steppen, med milevidt til alle Sider og Solen i Brynene, og Røgen af vildt Træ fra Baalet, og mine Heste som pisser ikke langt borte... som en lille Lur i tusind Aar dufter du, læg mig en af dine Fletninger paa Munden inden jeg sover hen, lad mig drage mit sidste Suk gennem dit Haar...

Passagen efterfølges - uden overgang - af denne nøgterne kommentar af 'overlægen': "Saalænge Kineseren tog mod "den sorte Røg" som et Nydelsesmenneske førte det ham ind i Guds Rige, men da han blev Vaneryger, Opiumskonsument, og forsimplede sine Nerver i stedet for at blomstre aandeligt i en Duft, var han en Falden; man gjorde vel i at tage Piben fra ham, og nu kan han jo begynde med Næsen igen."

Til toppen
Til Asiatisk nedsmeltning
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 4. marts 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.