Johannes V. Jensen: Introduktion til Vor Tidsalder, 7. Epoke

Kinas mand
Johannes V. Jensen er godt forberedt på mødet med Kina, da Kina begynder i Singapore. Jensen har med egne øjne set, at den mad kineseren spiser ligner opkast, at der udgår en specifik stank fra dem, da de ikke vasker sig, fordi det er deres natur at leve i smuds. Skibet, "Torilla", en stor moderne damper, medbringer hundredevis af kinesere i lag på mellemdækket, der under den ugelange rejse til Hong Kong forbliver i lastrummet, hvorfra der udgår en uhyggelig em "fra Skidne Menneskers Hud og fra Klæder som aldrig har været skiftet, en Rotte, dyppet i Urin lugter sådan" - "Her er stor Sympati behov." (S.174)

Jensen er således både frastødt og tiltrukket af Kina. Fra sit tidligere besøg ved han af erfaring at europæerens opfattelse af Kina er en kliché om 'den gule fare', opium, snavs, sammensnørede pigefødder, virvar, en trussel mod al civilisation. Det er den 'skal' den rejsende vil forsøge at trænge indenfor, for at etablere en 'basis' i medmenneskelig fordomsfrihed og komme kineseren i møde. Jensen ankommer selvfølgelig som turist, men med ønsket om at leve og bo sammen med de fattigste kinesere. Og det kommer han til.

Under Berøring med Kinseren maa Evropæeren Stykke for Stykke afklæde sig for hvad han bringer med sig hjemmefra af aandelige Forudsætninger. Det gaar ikke aldeles frivilligt for sig, man maa gennem en Krise, hvor man vistnok er meget langt nede, før man er overbevist om Nødvendigheden deraf, men naar man er ene Mand imod Østens Hærsakrer og gaar til dem som ethvert andet Fænomen, med en naturlig Trang til at identificere sig ogsaa med dem, begynder man at aabne sig; Sjælsstyrke nok til at hæve sig over Mongolen har enhver engelsktalende Agent eller Turist." (...) "Lad os da gaa ind i Kina med redelig Vilje til at give ogsaa disse noksom udskregne 400 millioner en Plads med os der." (S.175-176)

Overfloden af mennesker i Hong Kong er det første overvældende indtryk, der ikke fortager sig siden i Shanghai eller i Peking (Bejding), levenøden mellem de sammmenstuvede forekommer ufattelig. Alligevel må Jensen overgive sig: "Hong-Kong er skøn." (S.195). Aktiviteten, tempoet, den måde, hvorpå kineserne lynhurtigt har tilegnet sig vestens teknik, cykler og telefonerer som den naturligste ting i verden. Siden Jensen sidst har været her, har kineserne lagt hele den gamle kultur bag sig som ved et trylleslag: lukket er helligdommene, væk er hårpisken, væk er opiumspiben. I Shanghai forsøger Jensen at købe en enkelt som souvenir, men den sidste kinesiske pibe var ikke at opdrive.

Kapitlet rummer rapporter om den store modernisering af Østen. Den gamle oldtidsskumle by, Hankow, som Jensen færdedes i for ti år siden er brændt af og en ny rejser sig i stedet. Jernbaner og frabrikker er ved at blive etableret. Også kineserinden er blevet mere chik og ladylike og lader sig fotografere hos fotografen. Alligevel foruroliges Jensen, der beundrer erobringen af den moderne civilisation, men også iagttager at den kommer udefra og iscenesættes af kapitalismens internationale økonomiske forvaltere. Uroen gælder det provinsielle, oldtidsprægede, hjælpeløse Kinas politiske suverænitet. Og det gjorden den m.a.o. med god grund!

Organismetænkeren og fænomenologen skærer gerne igennem, når han er ved at gå til i politik, og løfter med intuition synspunktet op til vor tid, dvs. l00 år frem - lidt af et vovestykke: "Og dog er det Kvinden der skal befri Kina. Kultur er hverken Grammofon eller champagnefarvede Støvler, det er Frigørelsen af Kvindens Charme og Mandens Modenhed derfor, hvad enten det er i Østen eller Vesten." (S.204)

I Peking, der stadig er en oldtidslandsby eller rettere hundrede oldtidslandsbyer lagt sammen med en mur om, indlogeres Jensen i de indfødtes kvarter via en landsmand i diplomatiet. Herfra vrimler det med indtryk og episoder. En sen aften farer den besøgende, der ikke kan et ord kinesisk, vild, fordi butikkerne i denne underverden i mellemtiden har lukket og alle gyder ligner hinanden i den enorme, gravmørke labyrint, hvor mongolerne bare griner ad ham, "om det var af Venlighed eller Haan" (S.211):

Jeg var inde i Huler den Aften der gav et Begreb om hvordan man levede i Ninive, sorte Kamre der var som forede med Smuds, og hvor Beboerne stod op fra Asken blinde og maaløse ved en hvid Mands Tilsynekomst, Haarene rejste sig paa mit Hoved i Fornemmelsen af det Svælg i Tiden der skilte os, det var som at stige ned i det gamle testamente eller dybere endnu, det allerførste Urtrin paa Steppen.

Yen Sen er langt om længe fundet hjem!

Til toppen
Til Åh, Europa!
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside

Publiceret 4. marts 2008.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.
Produceret med støtte fra Kunstrådets faglitterære udvalg.